Når noget går viralt på de sociale medier, laver de danske medier journalistik på det med henvisning til, at mange mennesker taler om det, og det dermed må være relevant. Dejligt nemt, men dovent. Resultatet er, at proportioner, kritisk sans og sandheden i journalistikken forsvinder, skriver USA- og Tysklandsanalytiker Mirco Reimer-Elster i Jyllands-Posten.
Sådan forholdt det sig, da medierne videreformidlede konspirationsteorierne om, at Donald Trump muligvis var afgået ved døden, fordi man ikke havde set ham i to døgn. Til sammenligning havde Trumps forgænger Joe Biden i alt 60 dage, hvor han ikke var til stede i Det Hvide Hus, og hvor der ikke var offentlig tilgængelig information om præsidentens gøren og laden. Ud fra den logik var Biden altså afgået ved døden 30 gange i sin præsidentperiode, men pudsigt nok var medierne ikke lige så emsige efter at videreformidle misinformation dengang.
Men konspirationsteorien om Trumps død afholdt ikke de statskontrollerede danske medier fra at give historien vinger. Og pludselig var en misinformationslarve blevet til en sommerfugl. Eller som en vittig dansker skrev på Facebook: ”Trump er død. Han vil bare ikke indrømme det”.
At brugere på sociale medier elsker at sprede rygter og misinformation, er ikke nogen nyhed. Men når medierne glemmer alt om kildekritik i et forsøg på at virke folkelige og generere klik, så er det fake news legitimeret med et pressekort. ”Hvordan kunne vi ende her i 2025?”, spørger Mirco Reimer-Elster.
Hans forklaring er enkel: journalistisk dovenhed, manglende kildekritik og selvfølgelig clickbait. Men selv om Mirco Reimer-Elster diagnose af den dovne danske journalistik er korrekt, er det dog kun en del af sandheden; den anden har USA-analytikeren belejligt ”glemt” at nævne.
Og den er, at når de Demokrat-venlige venstreorienterede medier, både i USA og Danmark, aldrig har spurgt til årsagen til Bidens lange fravær, skyldes det, at de altid har slået en beskyttende ring om Demokratiske politikere, mens de flittigt har udbredt fake news om Trump og hans tilhængere. Og det gør de den dag i dag.
Anyway. Vi har fuld forståelse for, hvorfor Mirco Reimer-Elster disker op med en halv sandhed. Man skal jo nødig have klinket noget og bringe sin lukrative plads i Danmarks journalistiske sump i fare.
24NYT