Det var en af disse korte reklamefilm på de sociale medier. Afsenderen var Red Barnet, der vistnok en gang for længe siden var et apolitisk foretagende, men siden er gået woke som så meget andet og i dag ledes af den tidligere leder af Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen.
https://www.facebook.com/share/r/159kG3xQ55/
Klippet fangede mit blik, fordi det gjorde brug af en ung, dansk professionel cykelrytter, som jeg følger og hepper på, og som lader til at være en hård hund, der kender cykelsportens normer, roller og værdier indefra.
Der var således al mulig god grund til, at jeg ville støtte hans budskab. Det gjorde jeg ikke. Budskabet lyder såmænd sympatisk, det skal jeg medgive. Men det har en konsekvens, som er alvorlig til trods for den skødesløshed, hvormed det afleveres. Hans budskab fortjener at blive fortolket og forstået, fordi det er så karakteristisk for vores flimrende, flydende samtid. Cykelrytter:
»Jeg tror, der er rigtig mange børn, der føler sig tvunget til at være på en bestemt måde, de rent faktisk ikke er (…) Man skal ikke tvinges ned i nogle kasser, man ikke har lyst til at være i (…) Man skal bare finde det, man godt selv kan lide, så skal det nok selv gå det hele.«
Der er ingen af disse tre påstande, som ikke allerede er forsuttede bolsjer i medier, kultur og underholdning.
Tidsånden vegeterer i dette moralske habitat: alle går rundt og siger det, ser endda ud til at mene det, og hvis man vækkede de første 10 uskyldige mennesker kl. 3 om natten, ville et flertal formentlig kunne fremsige en lignende remse.
Selvrealiseringen er gået os i blodet. Hvad der bliver sagt i denne korte reklamefilm for Red Barnet, er for længst strømmet gennem postmodernitetens pulsåre og dominerer nu Vestens vakte saloner, organisationer og institutioner. Det gør det bare ikke mere sandt, godt eller smukt. Jeg tror omvendt, at der er mange børn og unge, som længes efter normer i vore dage. Ikke normer støbt i cement, men faste, sunde normer, som giver tryghed og mulighed for på et senere tidspunkt at gøre oprør mod dem. Når der slet ikke er andre normer end det, man godt selv kan lide, så bliver det for alvor svært for især børn at orientere sig i deres hverdag. Og de vil i sidste ende slet ikke have noget at adskille sig fra, hvis de får behov for det. Thi da er alting lige godt.
Hvad synes du selv? Tak, jeg er klar over, at det formentlig ikke er, hvad cykelrytteren står for selv. Som elitesportsudøver har han mærket på egen krop, hvad det kræver, men hans tre påstande spiller ind i den kulturnarcissistiske kortslutning, at alting beror på mennesket selv, dvs. på egoet og det personlige valg i en verden, hvor normer pr. refleks opfattes som negative. Vi kender træet på frugten.
Når Gud er død, hvilket han gjorde indtil flere gange i 20. århundrede, er mennesket tvunget til at styre efter sine egne idealer, sådan mente eksempelvis den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre. Han var inspireret af Nietzsches nekrolog over Gud og »omvurderingen af alle værdier«, og hans filosofi tog fart i efterkrigstidens Frankrig, fortsatte gennem studenteroprøret i 1968 og fandt – paradoksalt nok – næring både i marxismen og kapitalismen, ikke mindst i vores galopperende offentlige og private forbrug. Sartre gav os de første aftapninger af eksistentialismens trylledrik. Hans eksistentialisme, også kaldet humanisme, skulle erstatte kristendommen.
Sartre udbredte den snart populære forestilling, at mennesket – frisat fra natur, kultur, religion, metafysik, teologiske fortællinger o.lign. – var tvunget til at vælge. Tvangen ville blive til frihed, når mennesket tager valget på sig med engagement og uden bånd, som en anden Pinocchio, hinsides fortrydelse, skyld, skam og gamle sandheder. Eftersom den menneskelige eksistens er uforudsigelig og absurd – vi skal alligevel dø – kan vi alene bero på jeget. Alt det andet, herunder religion, moral, familie, kærlighed og sociale roller, udløste en kvalme i ham, var slimet, og bragte det handlende jeg i fare. Helvede er de andre, skrev han.
Al overleveret kultur truer det autentiske selv og selvets intuitive sandheder. Mere end noget andet fornægtede Sartre de borgerlige normer. De var summen af alt ondt. De var »kasserne«, sådan som cykelrytteren indforstået kalder dem i dag, og vi genkender straks udtrykket, fordi det er blevet såre almindeligt at mene, at kasser er onde, og at vi skal tænke ud af boksen.
Med Sartre og vor egen samtid skal vi tænke, være og udtrykke os ukonventionelt, subjektivt, originalt, altid ud af boksen, aldrig ind i boksen – og gøre, som vi selv finder bedst. At være unormal er for længst blevet den nye normal. Sartre tilføjede noget andet.
Svaret på hans eksistentielle kvalme var et politisk engagement. Midlet mod at føle sig som Palle alene i verden var ikke alene frelse gennem egne valg, men også at søge healing i marxisme og revolution, dvs. i venstreradikalisme og inspiration fra Sovjetunionen og Kina. Her fik engagementet krop og fylde. Sådan kunne verden blive hel; Sartre viede en stor del af sit forfatterskab til at forklare, hvorfor marxismen var svaret på eksistensens udfordringer.
Det er imidlertid i et kort foredrag, som Sartre holdt i Paris i oktober 1945, vi finder nøglen til at forstå Red Barnets rituelle angreb på borgerlige normer 80 år senere. Ægteparret Eva og Rune Selsing leder os på sporet i et afsnit af deres podcast Kreutzersonaten, der kan høres her.
Sartres foredrag var en øjeblikkelig succes og blev udgivet på bogform året efter og derpå oversat til mange sprog under titlen Eksistentialisme er humanisme. Selsing-podcasten omtaler foredraget som et af de mest indflydelsesrige overhovedet til forståelsen af den moderne moral efter Guds død. Lad os derfor kigge på det og se, om der er en linje til Red Barnet. Stedet var en klub med det sigende navn Club Maintenant, Klub Nu. Nu måtte det gamle og udtjente vige for det nye, subjektiviteten, eksistentialismen.
Mennesket er ifølge Sartre ikke andet, end hvad det selv gør sig til; mennesket er frihed. Der er godt nok tale om en fordømt frihed: »Dømt, fordi han ikke har skabt sig selv, og frit, fordi han, når han engang er sat i verden, er ansvarlig for alt det, han gør.«
I denne verden af vilje og valg er der ingen almengyldig moral tilbage, slet ingen Gud: »Eksistentialismen er ikke andet end en bestræbelse på at drage alle konsekvenser af en sammenhængende ateistisk holdning.«
På dette filosofiske grundlag når Sartre frem til, at »mennesket eksisterer kun for så vidt det realiserer sig.« Mennesket er summen af sine handlinger, det »skaber sig selv ved at vælge sin moral«.
Når udsagn som disse lyder bekendte og rimer på Red Barnets opfordring til, at man bare skal finde det, man godt selv kan lide, så hænger det sammen med, at vor tids liberale humanisme har drukket eksistentialismen trylledrik og adopteret dens ønske om at overskride de borgerlige normer og erstatte dem med et kulturnarcissistisk menneskesyn, hvor mennesket evig og altid falder tilbage på sig selv. Man må sige, at missionen lykkedes. Subjektiviteten fejrer dagligt nye triumfer. Nu lyder vi alle som Sartre. I sin samtid blev han mødt af modstand fra såvel kristne kritikere som kommunister. De tabte efterkrigstidens kulturkamp.
I dag er vi alle eksistentialister og derfor smaskforvirrede om stort set alt af betydning og værdi.