Lars Hedegard og Sabatina James i 2013, arkivfoto © Snaphanen.dk
Af Lars Hedegaard
Lederen af det nye britiske parti, Reform UK, Nigel Farage, er nu den førende bookmaker, Ladbrokes’s, favorit til at blive landets næste premierminister.
Ladbrokes giver ham en 28,6 pct.s chance for at kunne rykke ind i Downing Street nr. 10 efter næste valg. Lederen af De Konservative, Kemi Badenoch, følger i hælene med 25 pct.s chance. Langt efter kommer den siddende og dybt upopulære Labour-regerings vicepremierminister, Angela Rayner, hvis chance vurderes til 14,3 pct.
Det er gået meget hurtigt. Reform opstod som parti i 2021, og Farage har kun været leder siden juni 2024.
Der blæser nye vinde over Atlanten, og meget tyder på, at Donald Trumps eftertrykkelige sejr ved det nylige præsidentvalg har været med til at give hans ven, Nigel Farage, luft under vingerne. Det umulige kunne ske i USA, og mange briter har sikkert resolveret, at så kan en populist som Farage, hvis politik på mange punkter minder om Trumps, måske gøre ham kunsten efter.
I mellemtiden går Labours leder, premierminister Sir Keir Starmer, fra den ene personlige og politiske fadæse efter den anden. Den hårdtslående journalist Isabel Oakeshott, som ofte optræder på debatkanalen Talk, lader forstå, at hun ligger inde med højst kompromitterende oplysninger om, at den pengegriske Sir Keir er indblandet i korruption.
Politisk har Starmer pådraget sig et folkeligt raseri ved at fratage fattige pensionister den årlige varmehjælp, hvilket formentlig vil medføre, at mange vil dø af kulde, fordi de ikke har råd til at opvarme deres bolig. Han har også lagt sig ud med landmændene, som han vil pålægge afgifter beregnet ud fra deres ejendoms handelsværdi, mens landmændene med rette anfører, at deres faktiske indkomster er så beskedne, at mange af dem må gå fra gården. Starmers drakoniske indgreb i ytringsfriheden og hans ilde behandling af politiske kritikere har heller ikke hjulpet på hans popularitet.
Flere kommentatorer siger nu åbent, at han snart bliver nødt til at trække sig fra premierministerposten.
På det seneste har pengemændene fornemmet, hvad vej det går i britisk politik.
Således har den tidligere konservative støtte, milliardæren Nick Candy, netop meddelt, at han vil hælde en million pund i Reforms kasse, men det er kun begyndelsen. Candy, der er tiltrådt som kassemester for Reform, udtaler, at han vil skaffe partiet flere penge, end noget andet politisk parti i UK nogen sinde har haft held til.
Reforms opsigtsvækkende succes kommer i kølvandet på en række prominente afhopninger fra De Konservative til Nigel Farages parti. Det gælder bl.a. den tidligere konservative minister Andrea Jenkyns, det tidligere konservative parlamentsmedlem Aidan Burley og Boris Johnsons tidligere nære rådgiver, Tim Montgomerie. Især Montgomeries partiskifte vurderes som et alvorligt slag for De Konservative.
Et fingerpeg om, hvad vej det vil gå, kommer ved forårets landsomfattende lokalvalg.