Vindretningen i det kulturelle klima er vendt. Når den amerikanske regering kan afskaffe politiske programmer for positiv særbehandling, der har eksisteret i over 50 år, og når universiteter pludselig dropper obligatoriske diversitetserklæringer, er vi ikke bare vidne til endnu en politisk pendulbevægelse.
Vi står midt i slutningen på 60 års progressivt kulturelt hegemoni.
Det har senest den britiske politolog Eric Kaufmann argumenteret overbevisende for med brug af data, figurer og tabeller på substack.Han beskriver denne udvikling som overgangen til en “post-progressiv” æra. Det handler netop ikke kun om en midlertidig reaktion mod de seneste års woke-excesser.
Det er selve fundamentet under det progressive projekt, der braser sammen efter årtiers tilsyneladende uanfægtelige fremgang.
For første gang siden 1960’erne møder venstrefløjen modstand, der ikke blot er politisk, men kulturel. Og dermed potentielt langvarig. Den kommer ikke kun fra konservative kredse, men fra mainstream-medier, virksomheder og endda fra de unge, som progressive bevægelser altid har betragtet som deres naturlige arvtagere.
Under indtryk af de nye vinde søger forskere væk fra USA, og EU og Danmark vil gerne tage imod dem. Vi bør dog sige nej tak til woke-forskere og venstrefløjsaktivister. Deres tid er ved at være forbi; vi har fået nok af dem.
Det progressive projekts storhed og fald
I over et halvt århundrede har den kulturelle venstrefløj været på en nærmest ubrudt sejrsgang. Fra slutningen af 1960’erne formåede progressive kræfter at omforme de vestlige samfund som en flod, der langsomt, men sikkert ændrer landskabets konturer.
Holdninger til ægteskab på tværs af racer, kvinders ligestilling og homoseksuelles rettigheder blev ikke blot accepteret, som godt er, men radikalt liberaliseret. Konservative tabte praktisk talt enhver kulturel kamp.
Denne succes skabte en fornemmelse af, at udviklingen kun kunne gå én vej. Stigende velstand og tryghed ville naturligt drive unge og uddannede mennesker mod liberale værdier. Samfundet ville blive mere mangfoldigt og grænseløst, efterhånden som generationerne afløste hinanden.
Som Kaufmann skriver, udviklede den kulturelle venstrefløj en storslået fortælling om fremskridt, hvor hver ny fase skulle bevæge sig fra individuelle rettigheder til grupperettigheder, fra borgerrettigheder til rettigheder på tværs af grænser, og fra homoseksuelles rettigheder til transseksuelles rettigheder.
Men her løb projektet pludselig ind i modstand.
Bestræbelsen på at gennemføre DEI-politikker som raceopdelte ceremonier, obligatoriske diversitetserklæringer, kritisk raceteori i skolerne og mænd i kvindeidræt skabte en dyb reaktion imod woke.
Den progressive fortælling om konstant fremgang mod større diversitet, lighed og inklusion viste sig ikke at være historiens uundgåelige retning.
Tegn på systemets sammenbrud
Hvad er tegnene på, at den kulturelle venstrefløj for første gang i 60 år har lidt afgørende nederlag?
I Storbritannien viser YouGov-målinger, at personer under 25 år bevæger sig markant mod højre på både spørgsmål om transkønnede og indvandring siden 2022.
Samtidig trækker institutionerne sig fra årtiers DEI-politik. Amerikanske virksomheder skærer skarpt ned på diversitetsprogrammer, universiteter indfører institutionel neutralitet, og selv liberale medier kritiserer åbent cancel-kultur, diversitetsuddannelse og diversitetserklæringer.
Det mest påfaldende er udviklingen blandt de unge.
Selvom unge mennesker stadig er mere progressive end deres forældre, viser omfattende data fra amerikanske universiteter en markant bevægelse mod højre fra 2021 til 2024. Som Kaufmann skriver: Den rullende trappe, der i årtier har båret samfundet mod venstre, synes at være gået i stå.
Progressive aktivister har mistet selvtillid og energi. Det kunne ses i den afdæmpede og uorganiserede reaktion på Trumps valgsejr i 2024 sammenlignet med 2016. Venstrefløjen trækker nu mere på traditionelle forestillinger som ytringsfrihed og retssikkerhed end på identitetspolitikkens overskridelser.
Hvad kommer efter progressivismen?
Vi forlader den progressive æra, men hvad skal erstatte den?
Det post-progressive samfund vil sandsynligvis være præget af en større skepsis i forhold til idealistiske projekter og en erkendelse af, at kulturel forandring ikke nødvendigvis er ensbetydende med fremskridt. Utopier dør. Realismen vinder frem.
Det kan betyde en tilbagevenden til mere traditionelle værdier om køn, familie og nationale bånd – værdier, som progressivismen har undervurderet.
Den nye æra vil sikkert også indebære et kritisk syn på de progressive antagelser, der er blevet så indgroede, at de fremstår som naturlige og alment accepterede. Begreber som “racisme” og “sexisme” må nu forstås som sociale konstruktioner, der tjener politiske formål.
Kulturelle vendinger tager tid, og det progressive verdensbillede sidder stadig dybt i mange institutioner og hoveder. Men retningen er klar: Den 60-årige æra med progressiv kulturel dominans er ved at nå sin ende.
For konservative betyder den nye tid en chance for at bidrage konstruktivt til at forme fremtiden i stedet for blot at reagere på progressive initiativer.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter