To drenge på 15 og 16 år er ved Retten i Odense blevet dømt for grov vold mod tre homoseksuelle mænd. Det skriver TV 2 Danmark.
Drengene udsatte tre mænd for slag og spark, efter at de havde lokket mændene til at mødes ved hjælp af en falsk profil på en dating-app. Begge de dømte mænd er danske statsborgere af anden etnisk oprindelse end dansk.
Overfaldene fandt sted 17. september sidste år ved Assistens Kirkegård, Hunderupskolen og ved fodboldklubben OB’s klubhus i Ådalen.
Et af ofrene, en midaldrende mand, pådrog sig ifølge anklageskriftet flere mindre hjerneblødninger og syningskrævende skader i hovedet.
Under overfaldene blev der ifølge anklageskriftet råbt ord som “pædofil”, “homo” og “bøsse”.
To andre jævnaldrende drenge var også tiltalt for at have deltaget i en af lovovertrædelserne, men blev frikendt.
De to dømte drenge erklærede sig delvist skyldige, men hævdede, at de var kommet for at konfrontere pædofile.
Ifølge anklageren er der dog ingen beviser for, at ofrene er eller var pædofile. Ofrene har enstemmigt forklaret, at de troede, at de mødte en voksen, som det fremgik af profilen på datingappen.
Drengene er idømt fængsel i henholdsvis syv og otte måneder. I begge tilfælde er én måned af straffen gjort ubetinget, mens resten er betinget med en prøvetid på to år. Det oplyser specialanklager ved Anklagemyndigheden i Fyns Politi Christian Nielsen.
Drengene var tiltalt for at have begået en såkaldt hadforbrydelse med rod i ofrenes seksualitet. Men det har efter rettens vurdering ikke været tilfældet.
En enkelt måned bag lås og slå er ikke den rette dom for de drenge, der i efteråret overfaldt tre homoseksuelle mænd i Odense med bat, bælte, spark og softgun. Det mener det ene af ofrene, fortæller han i et interview med TV 2 Fyn efter dommens offentliggørelse tirsdag.
– Ligegyldigt hvad, de er blevet dømt til, tvivler man jo altid på, om gerningsmændene forstår, at de har gjort noget galt, siger det 57-årige offer, der har ønsket anonymitet af frygt for repressalier.
– Det havde været bedre, at de alle fire var kommet på institution og havde fået hjælp udefra og fået muligheden for at rette ind, fortsætter han.
Offeret har været sygemeldt flere gange siden angrebet.
– Mit øje i venstre side var helt rødt og hævet, og flere andre steder i ansigtet var der blå mærker, og så blev jeg syet tre til fire steder i hovedbunden, fortæller ofret om skaderne, som han fik af at blive trampet og slået i ansigtet med alt fra sko til et metalbat.
I dag kæmper den 57-årige stadig med hjernerystelsen efter overfaldet i form af flere kraftige hovedpiner om ugen. Psykisk er han dog selv af den opfattelse, at han er sluppet billigt.
Både de dømte og anklagemyndigheden har nu to uger til at overveje, om sagen skal prøves i landsretten.