På DR’s udlandsredaktion er man besat af at beskylde Israel for at begå krigsforbrydelser. Det er bemærkelsesværdigt i lyset af, at Israel reelt er den eneste mellemøstlige aktør, som overhovedet gør noget forsøg på at overholde reglerne.
Israelske efterretningskilder mener, at Arad på et tidspunkt blev overført til Iran, og siden muligvis bragt tilbage til Libanon. Men i de sidste 38 år har hverken Israel eller soldatens familie fået nogen som helst oplysninger om hans tilstand, hvor han bliver holdt fanget, eller om han overhovedet er i live. Det er en klar overtrædelse af krigens love.
Da den israelske efterretningstjeneste for nylig fik et praj om, hvor Ron Arad eventuelt kunne være begravet, tog hæren derfor sagen i egen hånd for at finde hans jordiske rester. Det skete ved en kommandoaktion i Libanon i ly af den i forvejen igangværende krig imod Hizbollah. Ifølge DR og libanesiske kilder skulle 41 libanesere, herunder tre soldater fra den libanesiske hær, være blevet dræbt som følge af israelske flyangreb og direkte ildkamp med de israelske kommandosoldater. Det sidste afviser den israelske hær dog. De præcise detajler er endnu ukendte.
At de nærmere omstændigheder fortaber sig i krigens tåge, forhindrer ikke DR i at indkalde nogle militæreksperter for at vurdere, om folkeretten i den givne kontekst er blevet overholdt. Men det er ikke, som man kunne forvente, lovligheden af at kidnappe en soldat og holde ham fanget i 40 år, eksperterne bliver bedt om at vurdere, men derimod legaliteten af israelernes forsøg på at få deres kidnappede soldat tilbage, så hans familie omsider vil kunnne finde fred i tragedien.
De to indbudte eksperter “hæfter sig,” ifølge artiklen, “ved, at der er meget, vi ikke ved om operationen.” Men de insinuerer mærkeligt nok alligevel begge, at Israel på forhånd burde have vidst, at uforholdsmæssigt mange civile kunne blive ramt, hvilket kan være et brud på krigens regler.
Kenneth Øhlenschlæger Buhl, militæranalytiker ved Syddansk Universitet:
“Man siger jo, at hvis der er et klart misforhold mellem risikoen for døde civile og det lovlige militære formål, så vil det være ulovligt.”
Og Marc Schack, lektor ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet og forsker i folkeret:
“Hvis man har indregnet, at der kunne dø op mod 40 mennesker, har jeg meget svært ved at se, at det kan være lovligt.”
Det er det, man kalder proportionalitetsprincippet, de to eksperter sigter til. Men hvorfor antager de, at Israel på forhånd skulle have forventet civile tab under en hemmelig aktion, hvor kommandosoldater sendes ind bag fjendens linjer for at grave et lig op fra en grav?
Hertil kommer, at vi slet ikke ved, hvor mange civile liv, kampene eventuelt har kostet. Det eneste tal, vi har, er en uverificeret libanesisk udmelding om, at 41 skulle være dræbt. Som sædvanlig skelnes der fra Israels fjenders side ikke mellem civile om kombattanter.
Bemærkelsesværdigt nok, forklares det faktisk i DR’s artikel, at “civile, der forsøgte at forsvare deres hjem” angiveligt skulle have deltaget i kampene. Men i så fald havde de jo ikke længere status som civile, og blev dermed legitime mål for den israelske hær.
Det forklares også i artiklen, at det israelske luftvåben, efter de israelske soldater var kommet under beskydning (blandt andet af de angiveligt “civile”), skulle have udført “40 luftangreb i området for at give dækning til de israelske soldater.” I så fald har luftangrebene jo haft det legitime militære formål at redde de israelske soldater, der var kommet under beskydning. Og hvis det var scenariet, bliver det også svært at hævde, at israelerne på forhånd skulle have vurderet, at mange civile kunne blive ramt.
Der er altså åbenlyst ikke, ud fra de oplysninger, som DR og de to eksperter er i besiddelse af, noget rimeligt belæg for at antage, at den israelsk hær skulle have ageret forkert.
Men det er ikke kun spørgsmålet om proportionalitets-princippet, der bekymrer de to eksperter. De kan faktisk slet ikke se nogen legitim militær mening med, at den israelske hær forsøger at bjærge liget af sin faldne soldat. Som Kenneth Øhlenschlæger Buhl udtrykker det:
“Jeg synes umiddelbart ikke, at Israel lever op til kravene om at være et lovligt militærmål, for der er ikke nogen fordele ved det. Det er jo ikke noget, man vinder krigen ved.”
Og som det fortsat beskrives i artiklen:
“Heller ikke Marc Schack kan umiddelbart se den legitime grund til operativt at forsøge at hente ligrester ud af en libanesisk landsby.
– Grundlæggende er Israel i Libanon med argumentet om at forsvare sig selv mod Hizbollah. Hvis man køber den præmis, må de gøre det, der er nødvendigt og proportionelt for at forhindre angreb. Der er det jo svært at se, at det er tilfældet her. “
De to eksperter mener altså ikke, at Israel overhovedet har nogen ret til at forsøge at bringe den kidnappede soldat hjem, da den handling i sig selv ikke hjælper med at vinde nogen krig. Det er godt nok et bemærkelsesværdigt synspunkt.
Kenneth Øhlenschlæger Buhl mener dog, at Israels tilsvarende aktioner i Gaza, da man forsøgte at redde sine gidsler fra Hamas’ tuneller, omvendt var lovlige – med den begrundelse, at gidslerne var i live (hvilket jo kun gjaldt en del af dem). Han uddyber:
“Fordi det er fundamentalt ulovligt at tage gidsler i krig, er det noget andet.”
Men det er da fuldstændigt det samme. Ligesom Hamas, kidnappede Amal-militsen Ron Arad, og ligesom Hamas nægtede de og deres mulige iranske kumpaner at frigive ham eller give nogen oplysninger om hans tilstand.
Kenneth Øhlenschlæger Buhl er endda så perfid at påstå, at der “ingen tvivl” er om, at Israel burde have ageret anderledes:
“Den korrekte måde at håndtere det her på ville være at få Internationalt Røde Kors involveret, som ville kunne forhandle en aftale på plads om udlevering af ligrester.”
Men en militæranalytiker fra Syddansk Universitet ved udmærket, eller burde i hvert fald vide, at Israel for længst har udtømt de muligheder. De aktører, som kidnappede og tilbageholdt Ron Arad, forsømte, præcis på samme måde som Hamas, at leve op til deres forpligtelser til at give Røde Kors eller lignende internationale organisationer adgang til den israelske soldat. Så israelerne har i den type sager reelt ingen andre muligheder and at tage sagen i egen hånd, hvis de vil bringe deres landsmand hjem.
Endelig giver Kenneth Øhlenschlæger Buhl udtryk for sin generelle bekymring i forhold til Israels ageren:
“Jeg er bange for, at det er blevet den nye normal for, hvordan Israel fører krig”.
Israel er aktuelt i krig med Iran og den libanesiske terrororganisation Hizbollah. Begge har åbent erklæret, at deres kamp har til formål at udslette den jødiske stat. Det er ikke lovligt.
“Modstandsaksen,” som ledes af Iran, og som Hizbollah også er en del af, har gennem årtier haft som deres primære strategi at angribe israelske civile. Det er absolut også ulovligt ifølge krigens regler.
I skrivende stund bombarderer både Hizbollah og Iran den israelske civilbefolkning med missiler, raketter og droner. Det er dybt ulovligt i henhold til folkeretten.
At den israelske hær nedskyder hovedparten af de iranske missiler, inden de når deres tiltænkte (civile) mål, gør ingen forskel, når det kommer til krigens love. Her er det nemlig intentionen, og ikke resultatet, der er afgørende for, om reglerne er overtrådt, hvilket åbenlyst er tilfældet i alle ovennævnte eksempler.
Alligevel skriver DR ingen artikler med interviews med militæreksperter om Israels fjenders systematiske og overlagte krigsforbrydelser. Det er alene og konsekvent Israel, som Danmarks Radio retter sin kritik imod.
I stedet for at vælge vinklen med de lidet underbyggede påstande om israelske krigsforbrydelser, kunne DR have valgt at lave en artikel om, hvor smukt det i virkeligheden er, at israelerne, i skarp kontrast til for eksempel det iranske regime, kerer sig så meget om sine borgere, såvel de levende som de døde, at man er villig til at betale en meget høj pris, herunder at sætte deres soldaters liv på spil, for at redde enhver israelsk borger ud af fjendernes kløer.
Men sådan prioriterer DR ikke. Det er altid den jødiske stat, der skal have på puklen.