Jeg kom for et par dage siden for skade at kalde det nuværende vestlige samfund postdemokratisk, og nogen fandt, at det var en overdrivelse. Så hvad mener jeg med det?
Det postdemokratiske samfund kan især kendes på, at demokratiet er sat ud af kraft. Der holdes valg til de lovgivende forsamlinger, men de er reduceret til teaterforestillinger opført af mere eller mindre talentfulde amatørskuespillere, der vil bilde vælgerne ind, at de agter at gøre noget ved samfundets udfordringer. Når de så sidder på taburetterne, sker der absolut intet.
Vælgerne kan intet udrette ved at stemme til valgene, for det er ikke længere de demokratiske forsamlinger, der træffer de afgørende beslutninger. Dem har politikerne nemlig overdraget til instanser, der ikke er på valg – først og fremmest overnationale institutioner som EU og de systemtro domstole, der dømmer i overensstemmelse med konventioner, som borgerne aldrig har fået forelagt til afgørelse. Alt ordnes, uden at borgerne har noget at skulle have sagt.
F.eks. bliver vælgerne aldrig spurgt, om de vil overlade landet til islam eller bifalder folkeudskiftningen, for den slags er allerede afgjort, før valgene afholdes. De politiske kandidater bedyrer, at NU vil de gøre noget ved masseindvandringen. Det tror de godtroende vælgere på ved valg efter valg, og sådan kan det fortsætte, indtil imamerne forbyder, at der holdes flere valg.
Det postdemokratiske samfund kan endvidere kendes på dets særlige form for ytringsfrihed, nemlig friheden til at ytre de meninger, som EU og domstolene vil acceptere, og som er i overensstemmelse med konventionerne. Disse magthavere beslutter også, hvad der ikke må diskuteres, men mindre man vil risikere retsforfølgelse for ”racisme” og lignende. Alle officielle medier, dvs. de medier, der er pæne nok til at blive citeret, mener derfor det samme i alle afgørende spørgsmål: Islam er fredhellig, muslimer er et forfulgt mindretal, verden er på afgrundens rand som følge af ”klimaforandringer”, EU vil os kun det bedste, Trump er en satan osv. Den fri meningsbrydning og oplysning må man finde i uofficielle medier, som EU og regeringerne derfor prøver at undertrykke.
I det postdemokratiske samfund trækker alle samfundets institutioner på samme statsgaranterede hammel. Det gælder universiteterne, som ikke tåler afvigelse fra den rådende ortodoksi, for videnskaben har talt. Kirken, der skulle være et hjemsted for Kristi stridsmænd og forkyndere, er blevet en hyggeklub for fastbetalte embedsmænd med pension. En myriade af såkaldte NGO’er, hvis virksomhed i vidt omfang er finansieret af skatteyderne, plager borgerne med en trommeild af politisk korrekthed, som er nøje afstemt med magthavernes program. Skolerne er venstreorienterede udklækningsanstalter for flere systemtro venstreorienterede. Kulturlivet er blevet til kulturdøden befolket af bedemænd, som ikke har noget opsigtsvækkende eller originalt på hjerte.
Vi afventer en åbenbaring, men hvor skal den komme fra?