Vilhelm Hammershøi Stue i Strandgade med solskin på gulvet. Statens Museum for Kunst.
En muslim skal have frataget muligheden for at opnå dansk statsborgerskab.
Årsagen er, at den muslimske mand har promoveret islamistiske ideer som sharia, stening og piskeslag for utroskab.
Det er dog alt for sjældent, at udlændinge, der modarbejder vores kultur, forhindres i at få statsborgerskab. For det er upopulært blandt en lille, men magtfuld kreds af venstreorienterede, rettighedsorganisationer og liberale. Det er jo ”sindelagskontrol”, og holdninger som islamistens er jo ikke ulovlige. Indgrebet er illiberalt, hedder det ofte.
Når partier som især LA og DF alligevel med stor ret vil gøre tildelingen af statsborgerskab mere restriktiv, skyldes det et velkendt dilemma: Det liberale demokrati kan fundamentalt set ikke forsvare sig selv på liberale præmisser. Der er endda noget selvødelæggende i selve den liberale ideologi, der ligger til grund for vores retsstat og demokrati.
Tre eksempler på liberalismens svaghed
Vi har i årevis haft problemer med parallelsamfund, religiøs indflydelse og antidemokratiske holdninger i muslimske miljøer, uden at nogen har kunnet løse problemet. Det gælder blandt andet udenlandsk finansiering af moskéer, muslimske flertal i boligforeninger, hvor kristne traditioner afvikles, ekstrem islamisme, herunder religiøse ledere, der udøver indflydelse uden om de demokratiske processer, fx imamer, der rådgiver i skilsmissesager.
Dilemmaet: Demokratiske procedurer bruges til at afskaffe demokratiske værdier. Det er liberalismens indbyggede paradoks. Indførelse af Koranloven i Danmark og genindførelse af blasfemilove i Storbritannien er yderligere vidnesbyrd om, hvad der sker, når befolkningsudskiftningen tager fart (som man endda er ved at erkende i Politiken).
Frankrig illustrerer konsekvenserne brutalt. En liberal udlændingepolitik har ført til en situation, hvor islamistiske trusler tvinger staten til permanent at begrænse fundamentale frihedsrettigheder for alle borgere. Det, der begyndte som undtagelsestilstand, foranlediget af voldsomme terrorangreb i 2015, er blevet til normal tilstand. Liberalismens åbenhed har skabt mindre liberalisme. Liberalismen undergraver sig selv.
I “Historiens afslutning” beskriver Francis Fukuyama et lokalsamfund, der blev plaget af kriminelle. Beboerne byggede vejbomme og oprettede vagtposter for at beskytte sig selv – og det lykkedes. Freden blev genoprettet, narkohandel, røverier og trusler, også mod børn og kvinder, forsvandt. Men myndighederne dømte denne selvbeskyttelse ulovlig og fjernede barriererne. Kort efter var de kriminelle tilbage. Åbenhedens paradoks: Under liberalismen kan man ikke forsvare sig selv.
Alle tre eksempler peger på det samme fundamentale problem: Liberalismen har ingen teori om selvbevarelse. Den kan ikke skelne mellem konstruktive og destruktive kræfter, fordi den har blindet sig selv med abstrakte principper om universelle rettigheder.
”Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere”
Alt dette er ikke et argument imod friheden, men et argument for, at friheden sikres af en før-liberal kultur.
Den tyske retsfilosof Ernst-Wolfgang Böckenförde formulerede problemet præcist: “Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere.”
Liberale institutioner forudsætter en kulturel konsensus i folket om grundlæggende værdier. Disse værdier opstod ydermere ikke i et vakuum, men udviklede sig gennem århundreder af kristen kultur med dens særlige betoning af det enkelte menneskes forhold til Gud og samfund og understregningen af samvittighedens betydning. Til frihedens før-liberale betingelser hører også den klassiske arv, ikke blot fra Jerusalem, men også fra Rom og Athen. Ideen om frie borgere, filosofi og oplysning.
Den berømte samtale mellem Jürgen Habermas og Joseph Ratzinger (senere pave Benedikt XVI) i 2004 handlede i høj grad om det samme. Den venstreliberale Habermas argumenterede for, at den demokratiske retsstat kan legitimere sig selv gennem rationelle, procedurale processer, hvor borgerne gennem dialog og lovgivning skaber et fællesskab uden at være bundet til bestemte religiøse eller kulturelle forudsætninger. Han så demokratiets styrke i dets evne til at inkludere alle borgere uanset baggrund, så længe de deltager i den fælles, rationelle samtale.
Ratzinger var klogere og mere skeptisk over for, om procedurer alene kan bære et samfund. Han fremhævede, at der må findes et dybere, historisk og kulturelt funderet, moralsk grundlag – blandt andet i den vestlige verdens jødisk-kristne arv. Han så denne arv som afgørende for at sikre sammenhængskraft i samfundet og i det demokratiske og juridiske system.
Problemet er, som også Lars Hedegaard har påpeget, at det liberale system mangler mekanismer til at beskytte forudsætningerne for frihed. Tværtimod insisterer det på åbenhed og lige behandling, selv når denne åbenhed udnyttes af kræfter, der ønsker at ødelægge systemet indefra. En anden af de store, tyske retsfilosoffer, Carl Schmitt, argumenterede for, at politik altid indebærer skelnen mellem ven og fjende. Men liberalismen nægter at anerkende denne realitet.
Det konservative alternativ
Det konservative alternativ bygger på erkendelsen af, at sammenhængskraft er samfundets vigtigste byggesten. Et frit samfund kræver ikke blot formelle procedurer, men en levende kultur, hvor folk deler grundlæggende forståelser af rigtigt og forkert. Denne kultur kan ikke tages for givet, men må plejes og beskyttes.
Det betyder prioritering af den kultur, der gør frihed mulig. Først når der er orden og sammenhæng, kan vi sikre de liberale værdier som ytringsfrihed, mindretalsbeskyttelse og kønnenes lighed. At udlændinge får et arbejde, bekender sig retorisk til borgerrettighederne og overholder loven er ikke tilstrækkelig. Udlændinge skal også assimileres ind i værtslandets kultur.
Men ikke nok med det. Der skal også ske en diskrimination til fordel for værtslandets kultur. Det sker da også allerede. I Danmark er flerkoneri forbudt, islamiske skoler lukkes, og Grundloven beskytter dansk sprog og folkekirken: Dansk er det officielle sprog, og folkekirken har en særstilling i Grundloven.
Men når nu problemerne tårner sig op, og det er svært – hvis ikke umuligt – at finde effektive løsninger inden for det liberale system, så er det endnu mere nødvendigt at standse den type indvandring, der fører til mindre frihed i vores samfund, være endnu mere restriktive i tildelingen af statsborgerskaber og sætte gang i endnu flere hjemsendelser. Der er og skal være forskel på borgere og ikke-borgere, på borgerrettigheder og menneskerettigheder.
Liberalismen må erkende sine egne begrænsninger. Ellers vil den fortsætte med at underminere sig selv – indtil der ikke er mere at underminere.
Af Kasper Støvring