Lars Løkke og Vivian Motzfeldt har mødt Vance og Rubio, og en såkaldt arbejdsgruppe skal arbejde på at lave aftaler mellem Danmark, Grønland og USA. Danske kommentatorer fokuserer på moral og principper. Men hvad skal gruppen egentlig forhandle om?
Svaret afgør, om Grønland (og sekundært Danmark) overlever krisen.
Opgave nummer et: Holde fjender ude
Primært bør arbejdsgruppen slå fast, at Kina og Rusland holdes helt ude af Grønland. Ikke blot som politisk løfte, men som juridisk bindende garanti. USA skal have sikkerhed for, at et fremtidigt grønlandsk parlament ikke kan åbne for fjendtlige magter.
Som Alexander Gray, Trumps tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd, direkte har formuleret det: ”Jeg har ingen tillid til at et uafhængigt Grønland vil kunne modstå et pres fra Rusland og Kina og overholde aftalen.” Derfor er den nuværende adgang utilstrækkelig. USA vil så vidt muligt have juridisk og politisk kontrol. Ikke bare rettigheder, der kan trækkes tilbage.
Konkret betyder det vetoret over visse typer aftaler. Permanent tilstedeværelse af amerikansk efterretning. Måske endda fælles kontrol over grønlandske havne og lufthavne.
Det er ubehageligt for dansk suverænitetsfølelse. Og det udelukker naturligvis fuld grønlandsk selvstændighed. Men alternativet er værre: Fuld amerikansk overtagelse og et USA, der ikke vil sørge for Danmarks sikkerhed.
Opgave nummer to: Appellere til amerikansk egeninteresse
Trump tænker transaktionelt. Vi må vise ham den bedste “deal”.
Kynisk betragtet er NATO et magtinstrument for USA. Gennem NATO dominerer Washington europæisk sikkerhedspolitik, sælger våben og energi, projicerer magt til Mellemøsten og dele af Asien og holder både Rusland og Kina på afstand. Grønland er del af samme system – et fremskudt strategisk brohoved i Arktis, der virker, netop fordi Europa grundlæggende accepterer USA som beskytter, ikke som besætter. Den såkaldte ”pacifier”.
En appel til amerikansk egeninteresse vil lyde: Hvis USA forsøger at annektere Grønland, risikerer de at tabe på det. En tvangsovertagelse vil bekræfte europæisk skepsis og accelerere søgen efter strategisk autonomi i Bruxelles, Berlin og Paris.
Resultatet bliver en erosion af politisk vilje til at følge Washington. Mindre opbakning, dårligere samarbejde, større åbning for russisk og kinesisk påvirkning.
Trump kan måske være ligeglad. Men ikke ud fra en realistisk og interessebaseret analyse. I en multipolær orden er alliancer strengt nødvendige for at kunne føre en effektiv magtbalancepolitik og inddæmme rivalerne. Alliancen med Europa var i koldkrigsårene af vital interesse for USA og vil blive det igen.
Alternativer, der ikke findes
Danmark hverken kan eller bør forhandle suverænitet væk eller uden videre bare sælge eller overdrage territorium. Men vi må erkende, at suverænitet uden forsvarsevne er hul. Danmark kan tilbyde massive investeringer i grønlandsk infrastruktur, udvidet amerikansk militær tilstedeværelse, koordineret efterretningssamarbejde.
Spørgsmålet er, om Trump kan acceptere substans over symboler. Om han kan få det, han virkelig har brug for – sikkerhed og kontrol – uden at kræve flaget skiftet ud.
Men hvorfor ikke bare lade andre håndtere det? Lad EU forhandle på vores vegne? Det lyder måske rart, men EU har ingen kompetence på forsvarsområdet. EU er ikke en stat, og skulle EU blive det, ville demokratiet, folkestyret, gå fløjten.
Hvad med internationale institutioner? FN’s Sikkerhedsråd? USA har vetoret. Den Internationale Domstol? USA anerkender ikke deres jurisdiktion. Internationale regler virker kun, når de kan håndhæves. Hvem skal håndhæve dem mod USA?
Udgangspunktet, som vi altid går ud fra – og altid vender tilbage til, er derfor dette:
Vi er ét hundrede procent afhængige af USA. Det indsnævrer vores råderum radikalt. Diplomatiet skal levere sikkerhed til USA uden at opgive suverænitet for Danmark. Det er en knivspids at balancere på. Men alternativet – intet diplomati – er at falde ned på begge sider.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter