Danske politikere shopper og hopper i stigende grad rundt blandt konkurrerende partier, og der er tale om en ganske radikalt stigende tendens. Hvad skyldes tendensen? Den skyldes, at det at være politiker er gået fra at være et tillidshverv til en karriere, skriver Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske.
”Alene i denne valgperiode har hele 14 folketingsmedlemmer forladt deres parti – de fleste frivilligt, men enkelte fordi de er blevet presset ud. Det er umiddelbart færre end i den foregående valgperiode, hvor der var hele 25 eksempler på partiskift, men det var så også danmarkshistorisk rekord. Tilsammen er der sket 39 partiskift siden 2019.
Noget kunne tyde på, at de politikere, der hopper til et nyt parti, ofte gør det, fordi det at være politiker er gået fra at være et tillidshverv til en karriere – og at flere simpelthen ser bedre muligheder for dem selv end der, hvor de hidtil har været.
Det er i dag en så relativt lukrativ karriere at være politiker, at de valgte, som har viet deres liv til politik, kan ses agerende som lønmodtagere: De leder efter et bedre eller mere sikkert job hos en anden arbejdsgiver”.