Meget er blevet klart, efter at præsident Trump med et snuptag har pågrebet den venezuelanske diktator Nicolas Maduro og dennes hustru. I morgen, mandag, vil de begge blive fremstillet for en dommer i New York, hvor de i 2020 blev krævet anholdt for bl.a. narkoterrorisme.
Hvis nogen skulle have været i tvivl, står det nu klart, at den såkaldte internationale lov er en fiktion. Hele den orden, som den vestlige verden under ledelse af USA efter 1945 prøvede at realisere, er for længst brudt sammen, og som den eminente historiker, Niall Ferguson, påpeger, er vi tilbage i det internationale system, der herskede i det 19. århundrede. Det var dengang, da den vestlige verden var domineret af suveræne stater, der forventedes af varetage deres egne interesser – sommetider i alliance med andre stater. Tanken om en øverste, global lov ville have været fremmed for de fleste i 1800-tallet. Efter Første og Anden verdenskrig er vi blevet vænnet til at betragte de suveræne stater som farlige og anakronistiske, men Ferguson har en ganske anden opfattelse.
Uanset, hvad man måtte mene om udviklingen siden 1800-tallet, står det efter USA’s indgriben i Venezuela klart, at realpolitikken har gjort sit genindtog. Præsident Trump lægger heller ikke skjul på, at han fører udenrigspolitik baseret på et magtperspektiv – og ikke på globalistiske ønskedrømme.
Som forventeligt har adskillige amerikanske politikere – især demokrater, men også enkelte Trump-tilhængere – sået tvivl, om den amerikanske aktion overhovedet er lovlig. Overraskende nok har også lederen af det britiske Reform UK, Nigel Farage, rejst spørgsmålet, om Trump har handlet inden for rammerne af ”den internationale lov”. Få af Trumps kritikere fandt anledning til at anklage Maduro-regimet for at forbryde sig mod loven, da han i årevis optrådte som narkochef og stod bag eksporten af bl.a. det dødelige fentanyl, som årligt kostede op mod 100.000 amerikanere livet.
Det er svært at argumentere for, at Donald Trump ikke havde ret til at sætte en stopper for det venezuelanske uvæsen. Ligeledes kan man vanskeligt opfatte Maduro-regimets handlinger som andet end krigsførelse uden en krigserklæring. Trump har aflagt ed på at ville beskytte det amerikanske folk mod såvel indre som ydre fjender, og det er, hvad han har gjort.
En anden konklusion, man kan drage, er, at Trumps militære lynaktion er et slag mod Maduros allierede, Cuba, Iran, Rusland og Kina, som alle havde sikret sig fodfæste i Venezuela, hvor blandt andet Hezbollah og Hamas har været aktive. Efter at Trump i går erklærede, at USA vil ”run the country” (styre landet) i en overgangsperiode, går Maduros venner en hård tid i møde.
Trump har heller ikke lagt skjul på, at han ser frem til, at amerikanske olieselskaber sikrer sig kontrol over Venezuelas rige olieforekomster. Betyder det, at vi er tilbage ved den gamle imperialistiske kamp om ressourcerne? Ja, sådan kan man udmærket anskue den nye verdensorden, og Trump siger det åbent.
Man må i denne forbindelse ikke glemme, at også USA’s modstander i det, som Niall Ferguson kalder ”den anden kolde krig”, nemlig Kina, optræder præcis lige så imperialistisk som USA og prøver at bemægtige sig ressourcer over den ganske verden . Men det bliver der ikke talt så meget om i de vestlige medier.
Flere har bemærket, at Trump har skabt nyt liv i præsident Theodore Roosevelts tilføjelse (fra 1904) til den såkaldte Monroe-doktrin fra 1823, der slog fast, at USA ville respektere eksisterende europæiske kolonier på det amerikanske kontinent, men ville betragte flere forsøg på kolonisering som en krigshandling mod USA. Roosevelt udvidede nu den gamle doktrin ved at påberåbe sig retten til at gribe ind mod regimer på det amerikanske kontinent, der ikke faldt i USA’s smag. Monroe-doktrinen og Roosevelts tilføjelse har ikke været meget fremme efter 1945, men nu genopliver Trump dem.
Diverse diktatorer og andre ugerningsmænd må i disse dage ryste, efter at det har vist sig, at Maduros udenlandske venner ikke kunne beskytte ham.
Endelig er der grund til at bemærke, at det amerikanske militær har vist sig i stand til at gennemføre en militær lynoperation, som næppe noget andet land end Israel ville kunne gøre efter. Det er tilmed sket uden amerikanske tab af mennesker og materiel.
Trump har som nævnt meldt ud, at USA vil styre Venezuela i en overgangsperiode, indtil en stabil og demokratisk regering kan etableres. Hvordan det skal ske, får vi se.
En demokratisk senator siger, at Trump ikke har nogen plan for USA’s videre indsats i det sydamerikanske land (hvor han så har det fra), men det har Trump givetvis, for den nylige aktion har tydeligvis været under forberedelse i månedsvis. Man kan således udmærket forestille sig, at Trump har slået en handel af med fraktioner af det venezuelanske militær, der vil skynde sig at hoppe over på den vindende side i stedet for at gå ned med diktaturets synkende skude.
Man skal heller ikke glemme, at Maduros endeligt har været en opmuntring for de iranske frihedskæmpere, som i disse dage er på gaden for at styrte det islamofascistiske diktatur. Det kan altså lade sig gøre at komme af med sine plageånder. Og lige nu frembærer iranerne skilte med tak til Donald Trump og Benjamin Netanyahu.