Opfattelsen blandt danske politikere og økonomiske kommentatorer er, at dansk økonomi er kernesund og bomstærk, fordi de økonomiske nøgletal og økonomiske balancer ser flotte ud. “Vi forventer, at kombinationen af en solid reallønsvækst, stabile renter samt skatte- og afgiftslettelser vil give anledning til en robust fremgang i privatforbruget”, siger Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, til Børsen.
Der er imidlertid to forskellige virkeligheder, når man taler om Danmarks økonomi. Der er nemlig den virkelighed, som økonomerne kigger på, nemlig nøgletallene for landets økonomi, som set med økonomernes briller er pæne. Og så er der den virkelighed, danskerne ser ved kassen i supermarkedet eller når de skal betale renter på deres lån.
For almindelige danskere, der påstås at være ”stenrige”, er de flotte økonomiske nøgletal og balancer en abstraktion og tomme lommer sidst på måneden en barsk realitet. Ude blandt almindelige mennesker ser man på nogle andre parametre: At priserne bliver ved med at stige, og alting er dyrt. Og derfor har de ”rige” danskere brug for almisser i form af fødevarechecks, nedsat moms og lavere elafgifter.
Mens medierne således fremstiller Danmark som et land med mælk i hanerne og badekar fyldt med honning, og danskerne som et af verdens rigeste folk, er den nøgne og ubehagelige sandhed, at danskerne har en rig stat, men når det gælder privatforbrug, er de Europas fattigrøve. Og derfor bliver de begejstrede som hunde, når politikerne kaster et par af deres egne tusindkronesedler ud som en godbid.
24NYT