Den mest grundlæggende årsag til ikke anerkende en palæstinensisk stat er, at det ikke giver mening at anerkende en stat, som reelt ikke findes – og faktum er, at det palæstinensiske selvstyre på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at agere som en stat, sådan som en stat generelt opfattes i folkeretten, skriver Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske.
”Den såkaldte Montevideo-konvention (1933) fastslår, at det at være en stat forudsætter, at der er en regering, som effektivt udøver kontrol over dens territorium og befolkning, og at staten skal have et klart defineret geografisk område. På begge punkter er dét langt fra virkeligheden.
For det første findes der hele to palæstinensiske regeringer – og de hader og bekriger hinanden og kontrollerer reelt to separate territorier: i Gaza den islamistiske terrororganisation Hamas, og på Vestbredden den socialistisk-nationalistiske Fatah (den partipolitiske arm af den gamle terrorbevægelse PLO ). Begge semistater er stærkt korrupte og udemokratiske .
Det andet hovedproblem er, at det slet ikke er klart, hvor grænserne i praksis skal gå mellem Israel og en palæstinensisk stat. Hamas anerkender slet ingen grænser og ønsker ikke en tostatsløsning , men en enstatsløsning på hele det gamle mandatområde – det vil sige en situation, hvor Israel er helt udslettet . Hvis de vestlige demokratier vil en løsning på situationen i Mellemøsten, nytter det ikke at give den ene part belønningen, før denne har vist forhandlingsvilje”.