Når samtlige danske debattører – lige fra det yderste højre til det yderste venstre – ingen nævnt, ingen glemt – bruger mange timer på at kritisere islam og de herboende muslimer, er det et klassisk udtryk for omvendt kausalitet (dvs. omvendt årsagssammenhæng), hvor man antager, at A forårsager B, mens det i virkeligheden er omvendt: B forårsager A.
For sandheden er, at det er danskerne selv, der har skabt det muslimske problem. Det er jo ikke de herboende 300.000-400.000 muslimer, der har invaderet Danmark, men derimod de islamvenlige folketingspolitikere, der har importeret muslimerne til Danmark lige siden 1983, hvor den famøse udlændingelov blev vedtaget.
Det siger sig selv, at når et rigt skandinavisk land som Danmark åbner sluserne for hundrede tusinder af analfabeter fra de islamiske lande, er der kun en ting at gøre, når man er en fattig og rationelt tænkende muslim: at slå til, slå sig ned i Danmark og stikke labben frem. Man kan derfor ikke klandre muslimerne for, at de agerer rationelt og fornuftigt, idet de forsøger at få det maksimale udbytte af deres ophold i Danmark.
Det er altså ikke muslimerne, men derimod de principløse, berøringsangste og lalleglade danskere, der har den ultimative skyld og det totale ansvar for den muslimske indvandring og dens destruktive konsekvenser for det danske samfund. Lad os se på et par eksempler:
Det er de islamvenlige danske folketingspolitikere, der tillader, at muslimer år efter år får lov til at loppe sig på overførselsindkomster til en pris af 90 mia. kr. brutto om året. Og det er de samme politikere, der har givet grønt lys til etablering af 170 moskeer, som får generøse offentlige tilskud og betydelige skattefordele.
Det er de islamvenlige embedsmænd i centraladministrationen, der ukritisk og rundhåndet uddeler statsborgerskaber til muslimske indvandrere.
Det er de islamvenlige topembedsmænd i Udlændingestyrelsen, der har ansat muslimske sagsbehandlere til at administrere andre muslimers adgang til Danmark.
Det er det islamvenlige politi, som undlader at bruge skrappe midler mod de kriminelle klanfamilier, som slet ikke har brugt de lovindgreb mod radikale imamer, som blev vedtaget i 2016, som ser gennem fingre med, at selvbestaltede muslimske mæglingsråd træffer afgørelser i bandesammenhænge, kriminelle forhold, islamiske skilsmisser og æresrelaterede opgør, osv. osv.
Det er de islamvenlige kommunalpolitikere, der i stigende grad lefler for muslimske vælgere og dermed gør muslimske indvandrere og efterkommere, der udgør lidt over 5 pct. af befolkningen i Danmark, til en stadig mere magtfuld vælgergruppe.
Det er de islamvenlige mediefolk, der giver muslimerne en særstatus i medierne ved at promovere muslimer i debatprogrammer, bringe skræddersyede solstrålehistorier om muslimske ”mønsterbrydere” og tæppebombe befolkningen med billeder af tørklædeklædte kvinder.
Det er de islamvenlige dommere, der giver efter for muslimsk krænkelseskultur og giver ”islam-rabat” ved strafudmålingen for muslimer samt udviser kriminelle muslimer langt mindre end det er tilladt i den europæiske menneskerettighedskonvention.
Det er de islamvenlige kommunale embedsmænd, der imødekommer og legitimerer religiøst betingede muslimske særkrav og islamiske skikke som f.eks. kønsopdelt svømning.
Det er de islamvenlige kommunale sagsbehandlere, som ellers skal tilse, at loven holdes og velfærdsydelserne ikke misbruges, der sender raske muslimer på førtidspension.
Det er de islamvenlige arbejdsgivere, både offentlige og private, der accepterer muslimske tørklæder, som bruges til at promovere et religiøst-politisk budskab og signalere opposition til danske værdier.
Det er de islamvenlige myndigheder i København, der accepterer, at muslimer holder fællesbøn på Rådhuspladsen og udnytter dermed forsamlingsfriheden til en politisk og religiøs magtdemonstration.
Det er de islamvenlige rektorer, der accepterer, at der på universiteter etableres muslimske bederum, gennemføres propalæstinensiske demonstrationer og forfølges jødiske studerende.
Det er de islamvenlige gymnasierektorer og skoleledere, der afskaffer julearrangementer, tvinger danske elever til at overholde ramadanreglen om spisetider til skolefester og sender uvidende børn på ekskursion til radikale moskeer.
Det er de islamvenlige skolelærere, der af hensyn til muslimske elever censurerer deres egen undervisning, ikke alene i Muhammedtegninger, men også i Holocaust, evolution, noveller med ”haram”-indhold og andre ”betændte” emner, der kan udløse konflikt med muslimerne.
Det er de islamvenlige præster i folkekirken, der arrangerer ramadan-middage og uddeler julehjælp til muslimer, der som bekendt ikke fejrer jul.
Og sådan kunne man blive ved. Der er altid en flink og islamvenlig dansk politiker, embedsmand, sagsbehandler, redaktør, dommer, rektor, præst mv., der står parat til at hjælpe islam på vej.
Man skal dog ikke forvente, at de flinke og islamvenlige danskere, som jo er de egentlige skurke, bliver kørt gennem debattørernes vridemaskine. Den omvendte kausalitet vinder hver gang. Derfor bliver de danske skurke fredet, mens skytset rettes mod de rationelt og logisk agerende muslimer, som blot følger en god gammeldags dansk regel: Går den så går den.
André Rossmann