Det hænder ikke så sjældent, at jeg bliver spurgt, om man skal sige sin mening, også selv om det koster. ”Bør jeg sige, at stemmer DF?” ”At Trump har legitime synspunkter?” ”Bør min søn skrive kritisk om woke i sin stil i skolen?”
Mit svar er altid ja. Gør det stille og roligt. Lad være med at være krakilsk og kæmpe umulige kampe. Din mening skal nok sætte sig i dem, der lytter og læser. Følg altid din samvittighed. Og har du ikke modet, så lad for Guds skyld være med at lyve!
Det er ikke livsfarligt at sige sin mening. Vi europæere lever trods alt ikke under nazismen eller kommunismen. Alligevel kan det have store omkostninger. Man kan blive arresteret, fængslet, fyret eller overfaldet, få sit hjem vandaliseret, blive truet på livet, få ødelagt karrieren, miste venner, blive afvist af familiemedlemmer. Eller det kan gå ud over ens børn.
Vi lever i dag under et teknokratisk regime, hvor det kræver mod at ytre sig frit.
Tankepolitiets jerngreb
I 2023 bankede seks betjente på døren hos den pensionerede britiske politimand Julian Foulkes. De satte ham i håndjern, ransagede hans hjem og slæbte ham til en politicelle, hvor han sad indespærret i otte timer. Hans forbrydelse? Et tweet, hvor han advarede mod antisemitisme efter Hamas’ angreb på Israel.
Offentliggjorte optagelser viser, at en betjent under ransagningen med tydelig foragt bemærkede de “meget Brexit-agtige ting” på hans boghylde, herunder Douglas Murrays systemkritiske bog “The War on the West”.
Foulkes er blot én af de over 12.000 briter, der årligt arresteres for “tankeforbrydelser”. Altså for ytringer, politiet anser som “groft anstødelige“. Nogle får endda fængselsdomme.
Tavsheden breder sig også i Tyskland, hvor kun 40 procent af befolkningen i dag tør sige deres mening offentligt. Det er en halvering siden 1990.
Herhjemme blev Ruslandskenderen Jens Jørgen Nielsen fyret for at have udtrykt skeptiske synspunkter på Ukrainekrigen, der afviger fra konformiteten. Og den unge digter Emil Salzer udløste en voldsom shitstorm, da han kritiserede woke-kulturen i sine værker.
Vi lever i en tid, hvor omkostningerne ved at tænke selvstændigt bliver stadig højere, og stadig flere derfor vælger tavsheden. Det kræver i stigende grad personligt mod at bevare sin værdighed som frit menneske under det teknokratiske regimes åg.
Det ansigtsløse regimes voksende greb
Det teknokratiske regime udgør en ny form for styre, hvor magten hverken ligger hos folket eller hos en enkelt diktator, men er spredt ud i ansigtsløse bureaukratier, navnløse processer og uigennemskuelige institutioner. Bag bureaukratiets slør myldrer hærskarer af embedsmænd, konsulenter, akademikere, ledere, “eksperter”, mediefolk og NGO-aktivister.
Som N.S. Lyons skriver i et nyt essay, er dette regime et oligarki, hvor magten tilhører en særlig klasse af forvaltere – teknokrater, der beskæftiger sig med overvågning og kontrol af mennesker, information, penge og idéer.
Disse teknokrater betragter folkeligt demokrati med foragt. Demokrati er for dem noget, der må styres ovenfra. Det farlige for regimet er ikke diktatur, men ægte folkelig deltagelse og indflydelse. Frie, modige mennesker.
I Danmark ser vi det, når politikere som Lars Boje stemples som “trumpist” og Marie Krarup som “putinist”. Det er etiketter, der skal delegitimere deres synspunkter uden egentlig debat. Den teknokratiske elite tåler ikke modstand mod sine skjulte dogmer.
Drømmen om det perfekte system
Det teknokratiske regimes grundlæggende tro er, at alt i verden – inklusive mennesket selv – kan og bør forstås, beregnes og kontrolleres gennem videnskabelige og tekniske midler. Det er en dybt materialistisk og utopisk tankegang, hvor den perfekte verden kan opnås gennem fuldkommen beherskelse af teknisk viden.
Det skaber forestillingen om fremskridt som en moralsk nødvendighed: Historien peger mod utopien, og al forandring, der bringer os “fremad” mod den teknokratiske drøm, er derfor pr. definition moralsk, mens alt, der peger “bagud”, er umoralsk.
I denne tankegang er både naturen og mennesket blot råmateriale, der kan og skal omformes efter den tekniske ekspertises forskrifter. Det er en totalitær mentalitet, da den i sidste ende ønsker total kontrol over alt, inklusive vores inderste tanker.
Frygtens dynamik
Den kollektive tilbagetrækning ind i mekanisk tænkning og vores overgivelse til systemets kontrol er imidlertid et resultat af vores egen fejhed og passivitet.
Det teknokratiske regime næres fundamentalt af frygt. Jo flere angstprovokerende fænomener det kan identificere, jo mere retfærdiggøres dets kontrol, og jo mere beslutningskraft afgiver befolkningen til ”eksperterne”, der lover at beskytte dem, give dem tryghed. Når helt almindelige mennesker advarer imod islamisering af Storbritannien eller stemmer på AfD i Tyskland, er det en fare for ”samfundets stabilitet”.
Fra offentlig skandalisering til arrestationer – disse sanktioner fungerer som advarselssignaler, der skal skræmme andre til tavshed.
Derfor bør vi hylde mennesker med civil courage. Kvinder med indvandrerbaggrund som Kefa Abu Ras, der trods personlig forfølgelse bekæmper de islamister, der har infiltreret politiet; eller Roya Moore, der trods trusler insisterer på kritisk debat om integration og islam; eller mandebevægelser, der går imod feminisering, og stemples som hadefulde og reaktionære; eller journalister som Jotam Confino, der stædigt oplyser om Israel, selv om pro-palæstinensiske grupper forsøger at lukke munden på ham.
Kampen for værdighed
Der har altid fandtes modige sjæle af et særligt format, der demonstrerer et ekstraordinært mod.
“Thymos” var grækernes ord for den del af mennesket, der kæmper for frihed og ære, for menneskeværdighed. Det er netop denne sjælens styrke, det teknokratiske regime frygter og søger at udslukke. For det teknokratiske menneske er den rationelle beregning alt; for thymotiske sjæle er værdighed og frihed vigtigere end tryghed og komfort.
Den tyske forfatter Ernst Jünger mente, at modstanden mod det teknokratiske regime må begynde med en indre afvisning af frygtens logik. Kun ved at genvinde vores sjæl kan vi genvinde vores mod og vores menneskelighed.
At genvinde sjælen
Mange mennesker længes efter mere end den trygge trivialitet, systemet tilbyder. Bag den borgerlige maske mobiliserer de en længsel efter at vise deres sande menneskeværd. Netop ved at risikere noget beviser de, at de er frie mennesker. Som de mange unge, der rundt omkring i Europa åbent stemmer på konservative partier og engagerer sig i nationale bevægelser. Identitære, debattører, ungdomspolitikere på universiteter og andre af åndens dissidenter.
Det sande oprør mod det teknokratiske regime er nemlig ikke primært politisk, men eksistentielt. Det begynder med personligt mod til at være menneske, tænke frit og handle efter sin overbevisning på trods af prisen.
Lad mig parafrasere en overset tanke i Fukuyamas bog ”Historiens afslutning og det sidste menneske”:
Kun ved at overvinde frygten i vores eget bryst, kan vi rejse os fra vores kuede stilling som de sidste mennesker ved historiens ende, kaste teknokratiets åg af os, og redde menneskeværdigheden i os selv.
Af Kasper Støvring