Der var ingen grænser for jublen over den canadiske premierministers tale i Davos. Endelig gør nogen op med Trumps bølleadfærd, lød begejstringen herhjemme. Og ja, talen var også et opgør med Trump, men den var først og fremmest et opgør med hans forgængere. Måske ikke mindst hykleriet om ”den regelbaserede verdensorden”, skriver Rune Selsing i Jyllands-Post6en.
”Et udtryk, som er blevet vældigt populært den seneste tid, og vi taler om ’den regelbaserede verdensorden’ som noget, der blev skabt efter Anden Verdenskrig. Det er en fæl misforståelse. Det var noget helt andet, vi fik efter krigen, nemlig FN-pagten, der ophævede de gamle europæiske principper fra Den Westfalske Fred i 1648 til international lov. Først og fremmest, at stater ikke må blande sig i andre staters indre forhold.
’Den regelbaserede verdensorden’ er noget ganske andet. Som begreb blev det først udbredt i nullerne som et alternativ til international lov. Vesten med USA i spidsen havde set stort på international lov, men ville stadig markedsføre sig selv som de gode. Vi havde ingen ret til at bombe hverken Serbien, Afghanistan, Irak eller Libyen, true utallige andre lande med at gøre det eller udsætte dem for alverdens repression.
Derfor var det så rart med det nye begreb om ’den regelbaseret verdensorden’. Den er ikke skrevet ned noget sted. Der er ingen jurister, der kan vurdere, om den er brudt. Et fantastisk dynamisk propaganda-begreb. Vi så stort på de konsekvente og grove overtrædelser af lov og ret, som USA systematisk har begået gennem hele perioden siden 1945. Den vestlige såkaldte regelbaserede verdensorden var hyklerisk i sin kerne og tjente først og fremmest amerikanske interesser. Det er ikke noget, Trump har skabt”.

