Den algerisk-franske forfatter Boualem Sansal fløj i november 2024 fra Paris til sit fødeland Algeriet, hvor han havde planlagt få dages ophold. Han blev imidlertid anholdt i lufthavnen i Algier og har nu været fængslet i to måneder på grund af sine ytringer. Man frygter for den 75-årige forfatters liv og helbred.
Boualem Sansal
Boualem Sansal er en anerkendt forfatter i Frankrig, der har vundet flere litteraturpriser. Blandt andet for den velskrevne fremtidsdystopi ‘2084, Verdens Ende’, der foregår i et religiøst diktatur. Han er tilknyttet et af Frankrigs største forlag, Gallimard.
Boualem Sansal er 75 år gammel og født i Algeriet. Faren var marokkaner og moren algerier. Han er uddannet ingeniør og økonom, og han begyndte først sit forfattervirke om 50-årig. Sansal er bosat i Paris og blev i 2024 fransk statsborger. Han er igennem årene jævnligt rejst til sit andet hjem i kystbyen Boumerdès, 45 km øst for Algier. Selv om han er kritisk over for det algeriske styre, mente han sig beskyttet i kraft af sin berømthed.
Udtalelser om Algeriet
Den 2. oktober 2024 medvirkede Boualem Sansal i udsendelsen Frontières, der handlede om Vestsahara. Under udsendelsen sagde han: “Da Frankrig koloniserede Algeriet, var hele området vest for Algeriet en del af Marokko, Tlemcen, Oran og endda helt til Mascara. Hele dette område var en del af kongeriget.” “Marokkanerne siger: ‘De havde lovet os, at de ved uafhængigheden ville restituere det, som Frankrig havde stjålet fra os, og der løj de over for os’. Det algeriske styre, et militært styre, hvad gjorde de? De opfandt [bevægelsen] Polisario for at destabilisere Marokko.”
Også Emmanuel Macron har udtalt sig om Vestsahara. Det skete under præsidentens besøg i Rabat den 28.-30. oktober 2024, hvor han gav udtryk for sin anerkendelse af den “marokkanske suverænitet” over Vestsahara.
Disse udtalelser har bidraget til øgede spændinger mellem Frankrig og Algeriet.
Sansal er generelt imod arabiseringen af Algeriet og afvisningen af det franske sprog (fransk er eksempelvis langt mere præcist og brugbart end arabisk ved behandlingen af videnskabelige emner).
Udtalelser om islam
Boualem Sansal har advaret mod naiviteten i Vesten, hvor vi giver for meget plads til islam. Han er imod alle religioners totalitære sider, men især islam, der ifølge ham skal genfinde sin spiritualitet.
Antisemitismen stammer ifølge Sansal fra islams fødsel og profeten Muhammeds drab på tusindvis af jøder. Med muslimers indvandring til Europa følger angreb på jøder. “Hvis Vesten ikke tager sig sammen, bliver den erstattet af den muslimske civilisation. Derfor bør Vesten være bevidst om, at den europæiske civilisation er i fare.”
Fængsling af Sansal
Lørdag den 16. november fløj Boualem Sansal fra Paris til Algier og blev i lufthavnen arresteret af det algeriske politi. Da han ikke som aftalt med sit forlag var tilbage den 21. november, spurgte forlaget sig for blandt algeriske systemkritikere bosat i Frankrig, og det blev bekræftet, at han var fængslet.
Sansal blev anholdt i henhold til straffelovens paragraf 87a om anslag mod statens sikkerhed på grund af sine udtalelser om Vestsahara. Ifølge paragraffen dømmes “enhver handling, der angriber statens sikkerhed, landets integritet eller institutionernes stabilitet og almindelige virke, som en terroristisk eller undergravende handling”.
Retten for terrorbekæmpelse afhørte ham, og efter at have været til observation på et hospital blev Sansal overflyttet til fængslet i El Kolea, 35 km vest for Algier. Overførslen skete uden at informere hans forsvar. Boualem Sansal blev nægtet løsladelse af anklagemyndigheden og appeldomstolen i Algier, og han risikerer en livstidsdom.
Den 29. december holdt Algeriets præsident, Abdelmadjid Tebboune, sin tale til nationen. Han udtalte sig her for første gang om fængslingen af Boualem Sansal, som han kaldte en “bedrager udsendt af Frankrig”. Han fortsatte: “I sender en bedrager, der ikke kender sin identitet, ikke kender sin far, og som foregiver, at halvdelen af Algeriet tilhører et andet land”.
Sansals advokat
Sansals forlag, Gallimard, har valgt François Zimeray som Sansals advokat. Han var tidligere Frankrigs ambassadør i København.
Zimeray skulle den 11. december, sammen med Sansals algeriske advokater, plædere for Sansals løsladelse. To dage inden fik han imidlertid afslag på sin visumansøgning, så han ikke kunne støtte sin klient. Ifølge aftaler fra 1962 kan franske og algeriske advokater udføre deres hverv i de to lande. Afslaget på et rettidigt visum hindrer desuden forsvarets rettigheder i henhold til de internationale traktater, som Algeriet har ratificeret, og der er derfor ikke tale om en retfærdig rettergang.
For at anti-franske følelser i Algeriet ikke skal stå i vejen, anbefaler Zimeray, at opfordringerne til Sansals løsladelse kommer fra internationalt hold.
Uden en retfærdig rettergang i Algeriet vil Zimeray gå til en international domstol: FN’s Menneskerettighedsråd eller Den Afrikanske Menneskerettighedskommission.
Forsvar for Sansal
Præsident Emmanuel Macron gik i begyndelsen i brechen for Boualem Sansal og opfordrede til hans snarlige løsladelse. Macrons indflydelse er imidlertid begrænset på grund af algerisk modvilje mod Frankrig.
Der er oprettet en støttekomité med mere end 1000 medlemmer, heriblandt to tidligere præsidenter, formanden for nationalforsamlingen, senatslederen, tidligere ministre og premierministre. Der er også flere akademikere og forfattere, såsom Michel Onfray, Alain Finkielkraut, Georges Bensoussan, Florence Bergeaud-Blackler, Pascal Bruckner, Kamel Daoud, Gilles Kepel, Gérard Lehmann, François Zimeray, Richard Malka, Philippe Val og Orhan Pamuk. Støttekomiteen blev oprettet på initiativ af magasinet Revue Politique et Parlementaire, der ledes af Albert Camus’ datter, Catherine Camus.
Den algerisk-franske forfatter Kamel Daoud vandt den 4. november 2024 litteraturprisen Prix Goncourt for romanen Houris, der foregår under den islamiske opstand og borgerkrigen 1992-2002. Bogen blev forbudt i Algeriet og forlaget Gallimard blev forment adgang til bogmessen i Algier. Kamel Daoud støtter sin forfatterkollega og har i Le Point offentliggjort en underskriftindsamling indbefattende flere nobelpristagere i litteratur, herunder Salman Rushdie og Orhan Pamuk, samt Bernard-Henri Levy, Caroline Fourest, Alain Finkielkraut, Pascal Bruckner, Philippe Val og Gilles Kepel.
Også uden for Vesten lyder der protester: Jean-Michel Blanquer, der var fransk uddannelsesminister i årene 2017-2022, har taget initiativ til en underskriftindsamling blandt forfattere i Latinamerika.
Manglende opbakning fra venstrefløjen og NGO’er
Advokaten Richard Malka er forkæmper for ytringsfriheden og har blandt sine klienter Charlie Hebdo og Mila. Han fremhæver Sansals mod, når han imødegår islamismen. Det er netop det, som man bebrejder ham. I Frankrig siger visse pseudointellektuelle, at man skal forsvare ham, men… Dette forbehold er afskyeligt, mener Malka. “Jeg tager afstand fra tavsheden hos visse politiske aktører, særligt på venstrefløjen. (…) Boualem Sansal er fængslet på grund af sine holdninger, intet andet. Han har ikke chikaneret, dræbt eller såret nogen. Men holdningerne generer en totalitær magt. (…) Vi burde være enige om at støtte Boualem Sansal, især i kulturens verden. Vi bør alle være Boualem Sansal. (…) Hvis venstrefløjen ikke mobiliserer sig for at forsvare friheden for en mand, der uretfærdigt er blevet fængslet, fordi han skulle have udtrykt Voltaire-inspirerede holdninger, så har den ikke længere nogen eksistensberettigelse. (…) Vi bør være solidariske med de forfattere og journalister, der er fængslet på grund af deres skrifter, uanset om man påskønner det, de skriver, eller ej”
Den algerisk-franske journalist og forfatter Mohamed Sifaoui kritiserer Amnesty International for deres manglende opbakning til Sansal og forklarer: “[Amnesty International] nægter at støtte ham på grund af hans afvisning af islamismen og hans støtte til Israel. (…) Hadet til Israel, til zionister (måske endda til jøder?) og opbakningen til politisk islam er hos Amnesty International stærkere end hadet til det algeriske styre.”
Gilles-William Goldnadel, der er formand for Advokater uden Grænser, kritiserer den franske venstrefløj for dens rungende tavshed og moralske forfald. Venstrefløjen svælger i ordet ‘Frihed’, men den accepterer uden et ord, at en mand fængsles for at have nedfældet sine tanker.
Bekymring for Sansals helbred
Støttekomiteen for Boualem Sansal er bekymret for hans helbred og frygter, at den 75-årige forfatters helbred lider irreversibel skade.
I midten af december blev Sansal, på forlagsdirektør Antoine Gallimards foranledning, for anden gang hospitalsindlagt, på fængselshospitalet Mustapha-Bacha i Algier.
Forfatteres manglende ytringsfrihed i Algeriet
I Algeriet skal forlag have myndighedernes tilladelse til at udgive en bog, og så længe tilladelsen ikke foreligger, kan bogen ikke få tildelt et ISBN-nummer. En algerisk forlægger fortæller Le Figaro, at det er en måde, hvorpå myndighederne kan omgå loven, og man ved ikke, hvad man har at holde sig til. Ingen kender systemets grænser.
Tristan Leperlier er forsker ved CNRS med speciale i nordafrikansk litteratur, og han fortæller, at nok er der en udstrakt tolerance, så længe man formulerer sig i vage vendinger, men loven håndhæves noget tilfældigt, hvilket får folk til at udøve selvcensur.