” Jeg holder vejret!”, var den støtte Israel fik fra Danmarks statsminister efter, at den jødiske stat i kampen for sit liv havde angrebet vitale installationer for Irans atomvåbenprogram og samtidig fjernet tre topgeneraler. Alle andre atommagter bruger deres nukleare arsenal som afskrækkelse. Iran agter at anvende sin kommende atombevæbning til udslettelsen af Israel, således som ayatollah Khomeini forpligtede den nye islamiske republik i 1979. Det tog Hitler-regimet tre år at udslette seks millioner jøder. Israel er kun på størrelse med Jylland og rummer på sit begrænsede territorium 8 millioner statsborgere. Hvad der tog nazisterne tre år, regner præstestyret i Teheran med at klare på tre sekunder i deres planlagte holocaust 2 med kun tre atomsprænghoveder. Det er af vital sikkerhed for ikke bare Israel, men for alle vestlige demokratier, at Iran aldrig kommer i besiddelse af atomvåben, og at der sker et regimeskifte i Iran væk fra korandiktaturet. Mette Frederiksen har naturligvis observeret det tiltagende jødehad og foragt for Israel i danske medier, blandt politikere og i ungdommen. Hun skal derfor ikke nyde noget af at støtte Israels skæbnekamp. Hun tør heller ikke fordømme Israel, som vist tidligere var en trofast ven og allieret. Så hun gør det, danske politikere gør i den slags dilemmaer. Statsministeren opfordrer begge parter til at nedtone konflikten og løse deres problemer gennem forhandling. Frederiksen holder vejret.
” En dag, der vil leve i skændsel”, erklærede præsident Roosevelt i sin krigserklæring til Japan efter overfaldet på Pearl Harbor den 7. december 1941. 1979 er et år, der ligeledes vil leve i skændsel, fordi netop det år kuppede ayatollah Khomeini sig til magten i Iran og etablerede et blodigt diktatur med rod i slams totalitære doktrin, der i de efterfølgende årtier slavebandt det iranske folk og skabte terror i hele Mellemøsten. Khomeini bevæbnede og finansierede Hizbollah- og Hamasmilitserne, organiserede attentater og terror, havde mere end en finger med i spillet i ødelæggelsen af World Trade Center i New York. Det shiamuslimske præstestyre militariserede den islamiske ideologi og skabte en ideologisk dydskonkurrence også blandt de sunni-muslimske samfund om, hvem der var tættest på profetens rene, ubesmittede og brutale lære. Resultatet var Al-Qaeda, Islamisk Stat, nyt liv i Det Islamiske Broderskab og en kaskade af terror og attentater også i de vestlige demokratier.
Ayatollah Khomeini forpligtede præsteskabet og sit land til hellig krig med tre klare mål: udslettelsen af Israel, nedkæmpelse af sunni-islam og etableringen af shia-islam som verdens dominerende ideologi, samfundssystem og tro. For det shia-muslimske præsteskab er der her tale om mål, der er hellige som islams tre ’testamenter’, koranen, hadith og sira, som anses for enten Allah’s direkte, egne ord eller udtryk for hans vilje. Her er der ikke plads til forhandling, kompromis eller imødekommenhed. Det er sejr eller død. Israel har måtte leve med denne reelle holocaust-trussel i mere end 45 år og er i dag omringet af fjender på alle sider takket være Khomeinis og hans stormtroppers flittige og utrættelige indsats siden 1979. Det er naturligvis ikke muligt for en demokratisk og højteknologisk stat at kunne leve med en dødsdom hængende over hovedet til evig tid. Det er efterretningstjenestens vurdering, at Iran står på tæskelen til at kunne producere sine første atomvåben. Israel har derfor ikke andet valg end at slå til og fjerne truslen, selv om hadet til den jødiske nation er blusset op i de vankelmodige vestlige demokratier, der jo ikke står foran udslettelse og derfor opfordrer til dialog og forhandling. Hvordan skulle israelerne forhandle sig til et iransk stop for atomvåben? Ved at hoppe i havet?
Israels igangværende militære kampagne mod atomfaciliteter og militære installationer i Iran har to formål. Det primære mål er en forsinkelse af det iranske nukleare våbenprojekt. Det sekundære mål er et regimeskifte i Iran, så dødstruslen over Israel forsvinder en gang for alle. Præstestyrets magtbase forringes måned for måned, men som alle hensynsløse diktaturer er magthavernes kontrol med civilbefolkningen det sidste, der opgives. Korandiktaturet er forhadt i Irans storbyer og blandt ungdommen, men populært i landdistrikterne, hvor de fleste bor. Vi kan derfor ikke forvente en folkelig revolution, der omstyrter præstestyret, der med succes har nedkæmpet samtlige frihedsoprør i mange årtier.
Israel er helt klar over at folket ikke kommer til at vælte præsterne. Revolutionen skal komme fra Irans militær, der er garanten for ayatollahernes magt. Ved magtovertagelsen i 1979 måtte præsterne indgå en ’Al Capone’- beskyttelses aftale med generalerne: ’I beskytter. Vi betaler’. Det iranske officerskorps har lige siden haft snablen dybt begravet i statskassen og får kommission af alle større handelstransaktioner i Iran. En købt loyalitet er ikke meget værd, og det er denne heller ikke. Irans militær har en sekulær tradition og havde i shahens tid tætte forbindelser med USA’s forsvar, der trænede mange iranske officerer på ophold i USA. Det iranske og amerikanske forsvar havde tætte faglige og venskabelige forbindelser. Alt tyder på, at både USA og Israel har diskrete samtaler med udvalgte officerer i den iranske hær om, hvilke betingelser, der skal opfyldes for at militæret trækker bedetæppet væk under ayatollaherne, hvis magt på langt sigt under alle omstændigheder er dødsdømt.
Vi burde være Israel evig taknemmelige for den skæbnetunge indsats, nationen har sat i gang, som indebærer store byrder og lidelser for Israels befolkning, men som sikrer fred , fremgang og frihed ikke bare i Mellemøsten, men også for vore børn og børnebørn. Der kommer dog ingen ros, ingen anerkendelse fra dansk side. Vi har valgt den feje middelvej. Ingen støtte, ingen opbakning, men slet skjult kritik og diskret fordømmelse. Vi holder vejret.
15. juni 2025
Artiklen er bragt på aamund.dk