I Danmark tillades eksperimenter, der ikke er ordentligt undersøgt og afprøvet, men kan vise sig at være til skade for mennesker, natur og også for klimaet. Der bør ikke gives tilladelse til at sætte nye opfindelser i gang, før alt er grundigt undersøgt. Sidste nye eksperiment er pyrolyse, som man betragter som et vidunder i kampen for et bedre klima. Med AI kunne man ellers lettere undersøge og afprøve nyt, før man udsætter danskerne for sundhedsrisici med nye midler, der måske kan skade vort drikkevand og gøre fx jord ubrugelig til produktion af fødevarer, som risikerer at være inficeret med sundhedsskadelige giftstoffer. I landsbyen Smidstrup syd for Hjørring er en pyrolysefabrik ejet af AgriEnergy og Stiesdal Skyclean i gang med at producere organisk biomasse fra restprodukter fra landbruget som gylle/dyrs afføring, halm o.a., der opvarmes for at nedbryde materialet og blive til biokul, pyrolysegas og pyrolyseolie, som skulle bruges til gødning og energi.
10 mia. kr. er bevilget frem til 2045 til fremstilling af pyrolyse i 70 anlæg fordelt i landet til bl.a. at producere biomasse til gødning i landbruget. Men under processen kan biomassen ende med at gøre mere skade end gavn. Miljøstyrelsen antyder i et notat, at biomassen, der skulle gøde jorden, kan indeholde kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer som PFAS, dioziner og giftige tungmetaller som kviksølv og cadmium samt evt. udledning af giftige gasser som svovldioxid og nitrogendioxid. Folk er blevet syge i området nær pyrolyseanlægget i Smidstrup. Alarmklokkerne ringer, folk flytter fra byen, men det tager tid, før man reagerer på Christiansborg. Man har vist glemt alt om Cheminova, der blev grundlagt i 1938 af civilingeniør Gunnar Andreasen i Søborg ved København, men i 1953 flyttede anlægget til Harboøre Tange af miljømæssige hensyn – og har plaget området til i dag! Firmaet kører nu videre under amerikansk ledelse under navnet FMC.
Politikere og embedsmænd giver åbenbart tilladelse uden tilstrækkelig gennemprøvning af nye opfindelser. Det er ofte én mand, der starter og ødelægger tilværelsen for mange. Vi ser det indenfor politik og i den grønne omstilling, hvor man giver midler til næsten alt, bare ordet ‘grøn’ er tilføjet. Opfinder Henrik Stiesdal er kendt for sine vindmøller og kaldes pioneren indenfor grøn energi, men det fortælles ikke, at disse vindmøller kun yder 30% af kapaciteten. Man har ikke undersøgt, om afskalning af nanoplast fra vingerne skader jord og mennesker eller hvor mange insekter, vingerne dræber om året – i Tyskland måles det i tons. Insekter er nødvendige for at bestøve afgrøder. Man har ikke undersøgt hvilken effekt, vindmøller har på mennesker og natur og på dyr i havet, hvor store vindmølleparker måske forstyrrer sonarsystemet hos marine dyr som fx hvaler. For ikke at gå ind for atomkraft, sættes håbløse forsøg i gang. Vi bør netop have atomkraft i Danmark aht. klimaet.
Tilbage i historien var der én mand, der gjorde skade på mange andre. Ikke mange kender eller husker navnet Thomas Midgley (1889-1944), en amerikansk kemiingeniør, som i 1921 fandt på at bruge blyforbindelser i benzin for at undgå tændingsbanken og opfandt oktantallet til beskrivelse af benzins kvalitet. Han opfandt også nogle af de første CFC gasser, bl.a. freon, som var med til at lave hul i ozonlaget. Han fik over 100 patenter i løbet af sin karriere, og New Scientist har senere kaldt ham en ‘en-mands miljøkatastrofe’, da nogle af disse opfindelser var til skade for mennesker og miljø. Først i 1994 blev bly i benzin endeligt afskaffet i Danmark. Thomas Midgley blev kaldt ‘blybødlen’, da bly er meget giftigt for mennesker. Tallet af døde pga. hans opfindelse er ukendt.
Danmark vil have mere gas og olie fra Nordsøen, mens kansler Merz i Tyskland mener, det var en fejl at udfase atomkraft og åbne for gamle brunkulsminer. Danske Saltfoss Energy forventer at have 1. nukleare Power Barge i drift først i 2030’erne, og Copenhagen Atomics regner med at sætte de første reaktorer i drift 2028-2030 og masse-producere små modulære reaktorer (SMR), transporteret i 40-fods containere. Copenhagen Atomics har kontrakt med et norsk firma til at levere thorium brændstof. Norge vil have kernekraft, og norske Kjernekraft har indgået partnerskab med canadiske Aecon. Hvad med Danmark? En ny regering bør lade atomkraft indgå i det danske energimix! Med atomkraft kan vi få billig energi 24/7 og ikke være sårbare overfor sabotageangreb på søkabler o.a.
Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk

