Den Korte Avis | Unge studerende bliver jagtet og kaldt “beskidte jøde” – hadet til jøder breder sig på gymnasier og universiteter i Frankrig

Den Korte Avis | Unge studerende bliver jagtet og kaldt “beskidte jøde” – hadet til jøder breder sig på gymnasier og universiteter i Frankrig


Efter terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023 bredte den propalæstinensiske propaganda og hadet til jøder sig bemærkelsesværdigt hurtigt på uddannelsesinstitutionerne i Vesten. Dette beskrives i bogen ‘Les nouveaux antisémites’. 

 

Reaktioner straks efter terrorangrebet

På Harvard University blev der dagen efter Hamas’ terrorangreb på israelere, den 7. oktober 2023, uddelt løbesedler.

 

På løbesedlerne stod der, at konflikten udelukkende skyldtes “apartheidstaten” Israel.

 

Tre uger senere stod hundrede undervisere på Columbia bag et åbent brev til støtte for de studerende, der støttede Hamas’ “militære aktion” den 7. oktober.

 

På Princeton bevidnede en jødisk studerende, at der blev opfordret til intifada og den israelske “apartheidstats” fald. 

 

På selve dagen for terrorangrebet havde nogen hacket Université Paris-Dauphines hjemmeside. Vedkommende havde identificeret de jødiske studerende og erstattede deres profilbillede med det palæstinensiske flag.

 

Ved Science Po i Paris var der allerede den 8. oktober 2023 antiisraelske opslag, der opfordrede til at standse gengældelsen mod Hamas.

 

De studerende organiserede sig i grupper på WhatsApp, lige som mange også er aktive i det venstreorienterede parti La France Insoumise.

 

På universitetet Toulouse Jean-Laurès sås der den 9. oktober overalt graffiti med teksten “Støt modstandskampen”. 

 

Den 9. oktober lykkedes det for en ung mand at undslippe en horde af unge, der hånede og slog ham. Han endte med at gemme sig i skovene og ringe til sin mor, der kom og bragte ham hjem i sikkerhed. Joël Rubinfeld, der er formand for den belgiske liga mod antisemitisme, siger om hændelsen: “Det handler om hverken mere eller mindre end en jagt på jøder”. 

 

Jødehadet breder sig

I løbet af adskillige måneder var der på mere end 80 amerikanske universiteter aggressive studenterdemonstrationer. Det spredte sig fra Columbia University og kom også til europæiske lande som Frankrig. 

 

Blandt de jødiske studerende i Paris angiver 57%, at miljøet har ændret sig til det værre siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023.

 

Tendensen er den samme på skoler og gymnasier.

 

En 17-årig gymnasieelev fra Paris fortæller: “Det er efter den 7. oktober, at det gik helt galt; jeg opdagede antisemitiske mærker på mit bord i klassen, og et hagekors. Jeg blev udelukket fra de fælles snakke i klassen, man kaldte mig for en “beskidt jøde” og det er taget til i omfang; jeg var bange.” Hun måtte skifte gymnasium midt i skoleåret. 

 

Antisemitisme på amerikanske universiteter

De propalæstinensiske demonstrationer på amerikanske universiteter begyndte på Columbia University.

 

Det er på dette universitet, at BDS-bevægelsen (Boycott, Divestment, Sanctions) blev grundlagt i 2005 af den studerende Omar Barghouti. Det er en bevægelse, der har bånd til Hamas og PFLP. I 2024 støttede 70 nuværende og tidligere undervisere på Columbia åbent BDS-bevægelsen.

 

Universitetsmiljøet er også påvirket af organisationen Students for Justice in Palestine (SJP).

 

SJP stiller praktiske online redskaber til rådighed for at bakke op om intifada på universiteterne.

 

Der er vejledninger i “modstand”, såsom opfordringer til “væbnet kamp, generalstrejker og demonstrationer”. Alt dette er “legitimt og nødvendigt”, og Hamas’ terrorangreb på israelerne den 7. oktober kaldes for en “historisk sejr”.

 

Den 24. marts 2024 var SJP på Columbia med til at organisere begivenheden “Resistance 101”, hvor deltagerne kunne se Khaled Barakat fra PFLP online.

 

Barakat var stolt af, at han på vegne af sine venner og brødre i Hamas, Islamisk Jihad og PFLP kunne rose de studerende for deres aktioner og blokader af “zionistiske” studerende. Han opmuntrede de studerende til at fortsætte mobiliseringen. 

 

Antisemitisme på Science Po i Paris

Students for Justice in Palestine har, i lighed med det socialistiske parti La France Insoumise (LFI) været aktive i de parisiske universitetsmiljøer; navnlig på Institut de Science Po, den prestigefyldte uddannelsesinstitution for samfundsvidenskab. 

 

Den 5. marts 2024 afholdt Students for Justice in Palestine et arrangement på Sciences Po, hvor den fremtrædende aktivist Rima Hassan fra LFI opildnede de tilstedeværende 200 studerende, hvoraf halvdelen bar nye palæstinensertørklæder og de fleste var maskerede.

 

Den intolerante stemning bredte sig, og SJP gav i marts 2024 de studerende et link til et skema i Google Forms, hvor man kunne angive de undervisere eller medstuderende, som man fandt “problematiske” i deres tilgang til begivenhederne i Gaza. På baggrund af svarene ville man udarbejde “en liste med tilfælde på Sciences Po, hvad enten det er i undervisningstimer, med andre studerende eller med administrationen, der censurerer eller benægter vilkårene for den palæstinensiske erfaring”.

 

På et rådsmøde på Sciences Po den 26. marts 2024 advarede underviseren François Heilbronn om den stigende antisemitisme på instituttet. Han modtog stadigt flere alarmerende vidneudsagn fra jødiske studerende: “De bliver udstødt. Man kræver, at de tager stilling til den israelsk-arabiske konflikt. Man marginaliserer dem. De har svært ved at finde læsemakkere. Nogle undervisere udstøder dem (…) På konferencer om Palæstina nægter man at give dem mikrofonen. (…) I 2016 blev en af vores studerende, Amira Jumaa, der ville putte “jøderne i ovnen”, efter en lang debat endegyldigt bortvist fra Sciences Po. Det blev hun, men det var kun med en enkelt stemmes flertal, og alle tilstedeværende studenterrepræsentanter stemte imod eksklusionen.”

 

Antisemitisme på andre franske uddannelsesinstitutioner

En jødisk medicinstuderende har over for sin dekan beskrevet den antisemitisme, som han oplever. Han ser hagekors på instituttet og læser antisemitiske tweets fra medstuderende. På baggrund af disse oplevelser skriver han: “Det er for mig umuligt at være læge med et sådant niveau af had. Jeg er bekymret for de jødiske patienter, der potentielt kan blive behandlet af disse personer.”

 

På universitetet Toulouse Jean-Jaurès er organisationen Palestine Vaincra (Palæstina Sejrer) aktiv. De afholdt deres første demonstration på stedet den 20. oktober 2023 med deltagelse af terroristen Salah Hamouri. De har siden installeret sig på universitetet, idet de kommer hver anden uge med en stand, borde og bannere. De studerende mødes jævnligt med slagord som “zionister ud af vores fakulteter” og opfordringer til at deltage i demonstrationer.

 

En underviser på Toulouse School of Economics sagde i sin undervisningstime den 3. september 2024 foran 200 studerende, at der var døde 200.000 i Gaza. De jødiske studerende har næsten alle forladt uddannelsesinstitutionen, der er kun 2-3 tilbage. Resten har indskrevet sig ved det katolske institut eller har skiftet retning. 

 

Der er nu færre end 200 jødiske studerende i Toulouse, idet mange er flyttet til Israel, medmindre de vælger at flytte studierne til Porto eller Madrid. 

 

Bogkilde

Les nouveaux antisémites, Nora Bussigny, forlaget Albin Michel, 2025





Source link