Den Korte Avis | Ukraine har været under pres – men nu begynder vestlige lande at rykke for at trænge Putin tilbage

Den Korte Avis | Ukraine har været under pres – men nu begynder vestlige lande at rykke for at trænge Putin tilbage


Ukraine har på det seneste haft en oplevelse af, at de ikke fik tilstrækkelig støtte i deres kamp mod Putin. Vesten har været for passivt, og initiativet har i alt for høj grad været overladt til Kreml-diktatoren.

 

Jo mere aggressivt Putin har ført sig frem i Ukraine-konflikten, jo mere tøvende og hændervridende er en række vestlige lande begyndt at optræde. Det gælder frem for alt det konfliktsky Tyskland og dets svage kansler Scholz.

 

Ukrainerne er – med en vis grund – begyndt at føle sig ladet i stikken. Vel har de fortsat fået en betydelig støtte fra vestlige lande – herunder den historisk vigtige opbakning fra den amerikanske kongres.

 

Men indtrykket af, at de vestlige lande vil gøre, “whatever it takes”, for at sikre Ukraine mod de russiske aggressorer, har på det seneste været noget mindre markant.

 

I hvert fald sporer man en øget agtpågivenhed hos ukrainerne. De er på vagt over for, om de risikerer at blive påtvunget en international forhandlingsløsning, der vil svække Ukraines frihed og selvstændighed.

 

Men nu synes en fornyet kampånd at vågne til dåd fra ukrainernes side og på ukrainernes vegne. Alarmklokkerne begynder at ringe i en række vestlige hovedstæder.

 

Ukraine og dets venner (herunder Danmark)  vil ikke risikere, at initiativet glider over til forskellige internationale fora, hvor Ukraine risikerer at komme ud af fokus.

 

Olaf Scholz optræder stadig som noget af en politisk ‘slaskemikkel’.  Men andre lande er mere kampberedte, når det gælder sikringen af Ukraines frihed og selvstændighed.

 

Endnu er der ikke truffet endelige beslutninger om, hvordan Ukraines interesser kan og skal beskyttes fremover. Men forskellige ideer og initiativer til igen at bringe ukrainerne i offensiven bliver bragt på bane.

 

Fire initiativer er særligt bemærkelsesværdige i den forbindelse.

 

Vestlige instruktørers træning af ukrainske sodater i Ukraine

Det ene drejer sig om træning af ukrainske soldater, organiseret af uddannelseseksperter fra NATO-lande. Ifølge planerne skal en sådan træning – eller en væsentlig del af den – finde sted på ukrainsk territorium.

 

Det vil betyde en styrkelse af den ukrainske indflydelse på træningsforløbene, og dette er i sig selv en imødekommelse af ukrainernes interesser.

 

Men derudover er der også en klar praktisk fornuft i, at tropperne så vidt muligt bliver uddannet ikke for langt væk fra, hvor der er brug for dem.

 

Det er lettere og bedre at sende et mindre antal instruktører rundt til de relevante tropper, end at flytte rundt på større troppestyrker for at uddanne dem på diverse steder.

 

Øget våben- og ammunitionsforsyning til Ukraine

Det andet vigtige initiativ, som der nu lægges op til, drejer sig om en øget våben- og ammunitionsforsyning til Ukraine. Ukrainerne har hårdt brug for flere forsyninger.

 

Længe har ukrainerne været stærkt frustrerede over, at de manglede forsyninger af våben og ammunition.

 

Det er fuldstændig afgørende, at der nu bliver rettet op på denne forsyningssituation – og der er da også lagt op til at tage skridt fremad. Men det svæver stadig noget i det uvisse, i hvilket omfang dette vil ske.

 

Nogle europæiske lande viser en stærk solidaritet med ukrainerne. Det gælder således de baltiske lande, de nordiske lande (herunder Danmark) og Storbritannien. Disse lande giver meget aktiv støtte til den ukrainske kampindsats.

 

Andre er væsentligt mere fodslæbende. Udover det konfliktangste Tyskland gælder det også lande, der har et fjernere forhold til den del af Europa, hvor konflikterne mellem Ukraine og Rusland er mest intense.

 

Men ikke mindst de østeuropæiske lande er nu som før meget kampberedte på Ukraines vegne. Her slår man til lyd for en koordineret indsats, hvor forskellige lande deler forskellige arbejdsopgaver mellem sig. Man vil have stærkere østeuropæisk samordning af kampen mod Rusland.

 

Det gælder således den omtalte fælles indsats for minerydning og fælles forhåndsplacering af våben og  logistik på centrale steder (“logistik-kæder”).

 

Øget luftstøtte

Det tredje initiativ drejer sig om et af de største og mest kontroversielle spørgsmål, når det gælder NATO-landenes indsats mod Rusland, drejer sig om luftforsvar.

 

Flere NATO-lande har talt for, at NATO skal involvere sig i beskyttelsen af det vestlige ukrainske luftrum.

 

Ukrainerne har appelleret om støtte til deres kamp fra luften. Gang på gang har de oplevet, at de kommer til kort på slagmarken, fordi de mangler den fornødne styrke og opbakning i luften.

 

Hvis der kom en sådan opbakning, kunne det skabe en ganske væsentlig ændring af styrkeforholdene på slagmarken.

 

Men USA’s præsident Biden og Tysklands kansler Scholz trækker i bremsen. Biden er bange for en konfrontation, han ikke kan styre – og selvfølgelig i særlig grad netop nu, hvor han skal til valg. Scholz er i det hele taget bange for enhver konfrontation med Putin.

 

Uden øget luftstøtte vil risikoen for et fatalt ukrainsk nederlag forstærkes betydeligt.

 

Men foreløbig lukker både Scholz og Biden øjnene for, hvor fatal den manglende luftstøtte kan blive for ukrainerne. De har kæmpet med imponerende moral. Men har fået stækket deres vinger af de alvorlige begrænsninger, som er blevet presset ned over dem.

 

Ukrainerne har kæmpet med en imponerende moral. Men der findes kræfter i NATO, som i den grad bremser ukrainernes muligheder for slå tilstrækkeligt hårdt igen over for Putins tropper.

 

På et ret tidligt tidspunkt i Ukraine-krigen advarede en af de de store militære skikkelser på den vestlige side, fhv. general David Petraeus, mod faren for, at den manglende luftstøtte til de ukrainske soldater kunne blive fatal. Denne advarsel er siden blevet bekræftet til fulde.

 

Nu bliver luftstøtten igen bragt op som et afgørende tema. Men det er for lidt og for sent.

 

De toneangivende kredse i både USA og Europa har vægtet det højest, at man for guds skyld ikke måtte foretage sig noget, som russerne ville udnævne til en provokation.

 

Man måtte således heller ikke beskyde mål i Rusland, selv om det var et led i forsvaret mod russisk aggression.

 

Vesten er parat til at bakke op bag Ukraines beskydning af mål i Rusland

Nu er der ved at ske en ændring i denne holdning. Vesten er parat til at beskyde mål i Rusland som et led i forsvaret for Ukraine. Det er det fjerde vigtige punkt, hvor der er ved at ske en ændring i Vestens holdning til fordel for Ukraine.

 

Det uprovokerede russiske angreb på byen Kharkiv i det nordlige Ukraine har bidraget til denne udvikling.

 

Med USA i spidsen har Vesten bevæget sig længere i retning af, at gøre, “hvad der skal til”, for at stoppe Putin.

 

Vesten med USA i spidsen lægger fortsat visse bånd på sig selv for at undgå en eskalering af konflikten med Rusland.

 

Men Vesten er blevet hurtigere til at sætte hælene i over for forsøg på russisk aggression – sådan som det er sket i Kharkiv.

 

Dermed sker der også en ændring i det indbyrdes forhold mellem de toneangivende vestlige lande:

 

Med USA som hovedkraften har en række vestlige lande bevæget sig længere i retning af viljen til at stoppe Putin. “Whatever it takes”. Andre lande – med Storbritannien i en meget aktiv rolle – ligger på samme linje.

 

Det afspejler sig blandt andet i viljen til at svare igen på russiske angreb – som for eksempel overfaldet på Kharkiv.

 

Det afspejler sig videre i den forstærkede debat om luftstøtten til de ukrainske styrker.

 

Og det afspejler sig i den voksende vilje til at beskyde fjender, der angriber Vesten, inde på russisk territorium.

 

Men der findes kræfter i NATO, som ihærdigt bekæmper en sådan udvikling.

 

Endnu engang er det Tyskland med kansler Scholz i spidsen, der er særligt afvisende over for den offensive vestlige linje.

 

Det skyldes ikke mindst to faktorer:

 

Tyskland har tradition for nære udenrigspolitiske forbindelser til Rusland. Og samtidig er Tyskland – på grund af sin historie – præget af frygten for militære konfrontationer.

 

Men i Europa er viljen til at kæmpe Ukraines kamp stadig stærk. Og efter det amerikanske præsidentvalg kan man håbe på, at denne vilje får fornyet støtte fra USA.

 

Foreløbig kæmper ukrainerne videre som rasende – med stærk støtte fra Danmark og andre europæiske venner.





Source link