Den Korte Avis | Ufattelig kynisme: To falske bankbude fik lokket 180.000 kroner ud af godtroende ældre mennesker

Den Korte Avis | Ufattelig kynisme: To falske bankbude fik lokket 180.000 kroner ud af godtroende ældre mennesker


Tirsdag eftermiddag smækkede to sæt håndjern i Helsinge.

 

Her blev to mænd på henholdsvis 21 og 27 år anholdt af betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi.

 

De er som falske bankbude mistænkt for at plyndret i alt 180.000 kroner fra dankort, som de har franarret ældre mennesker på hele Sjælland.

 

Sigtelserne mod de to mænd omfatter foreløbig 14 sager om bedrageri siden september måned, hvor ældre borgere i Greve, Søborg, Skovlunde, Herlev og senest i Helsinge i mandags er blevet narret af falske bankfolk til at udlevere deres dankort og kode.

 

Svindlerne narrede de ældre til at tro, at der var svindel fra deres konto, og de derfor skulle have et nyt kort.

 

I samarbejde med flere politikredse
Midt- og Vestsjællands Politi kom under efterforskningen på sporet af de to mænd, og har i tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland fundet frem til de mange sager om ældresvindel.

 

Fra de ældres konto blev der hævet beløb mellem 6.000 og 38.300 kroner, men i nogle af sagerne nåede kortet dog at blive spærret før det lykkedes at hæve penge.

 

Sigtelserne mod de to mænd lyder på bedrageri for i alt 182.600 kroner, men efterforskningen fortsætter og beløbet kan meget vel vise sig at være endnu højere.

 

Har stor fokus på at stoppe bedragerierne

I politikredsene landet over er falske bankfolk, i Nordsjælland dog især falske politifolk, et stigende problem, som der fra politiets side nu sættes store ressourcer ind på at få stoppet.

 

Det fortæller politikommissær Karin Storm, der hos Midt- og Vestsjællands Politi er efterforskningsleder i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet.

 

“Vi har stor fokus på at få stoppet de bedragerier, som især finder sted mod ældre borgere. Bedragerne skaber frygt for internetsvindel hos de ældre og udnytter manges store tiltro til banker og myndigheder,” understreger Karin Storm og fortsætter:

“Det har store omkostninger for de ældre både økonomisk, men også følelsesmæssigt. Mange er flove, men det har de ingen grund til. Svindlerne er veltalende og velforberedte, og alle kan risikere at blive snydt.”





Source link