Politiets udlændingekontrolafdeling i Rødbyhavn tjekkede torsdag eftermiddag de rejsende, som ankom med færgen fra Tyskland.
En udenlandsk bil med en 33-årig mand ved rattet blev kontrolleret.
Her viste det sig, at en 12-årig dreng, der var passager i bilen, ikke havde nogen som helst gyldig rejselegitimation.
Den 33-årige blev anholdt klokken 13.47 og sigtet for menneskesmugling.
Han fremstilles fredag i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Sjælland.
Var flygtet fra sit hjemland
Den 12-årige dreng, som ikke er i familie med den 33-årige, fortalte, at han var flygtet fra sig hjemland og var på vej til noget familie i Danmark.
Han søgte asyl og blev kørt til Sandholmlejren.
I løbet af årets første ni måneder har Danmark modtaget i alt 116 såkaldt uledsagede mindreårige flygtningebørn under 18 år.
Halvdelen af dem kommer fra tre lande.
Det er Syrien med 32 såkaldt mindreårige flygtningebørn og det er Marokko med 23 såkaldt mindreårige flygtningebørn og endelig er det Afghanistan med et antal 14.