Natten til fredag bombede Israel Irans militære ledelse og Irans atomanlæg.
Formålet var at ødelægge atomanlæg, så Iran blev forhindret i at få atomvåben. Det var vurderingen, at Iran ville være meget tæt på at have atombomber, hvis ikke disse anlæg bliver ødelagt. Det var dødsensfarligt for Israel, som Iran ønsker at udslette. Men atomvåben i hænderne på et islamisk diktatur ville også være en stor trussel mod hele Vesten.
Få timer efter Israels angreb og Irans efterfølgende bombardementer af Israel blev statsminister Mette Frederiksen interviewet under Folkemødet på Bornholm.
Her blev hun spurgt ind til situationen i Mellemøsten, hvor Israel netop havde angrebet Iran, og Iran havde svaret igen med droneangreb.
Mette Frederiksen svarede, at regeringen kigger “med meget opmærksomme øjne” på situationen.
– Begge parter bliver nødt til at nedeskalere situationen, for den kan komme helt ud af kontrol, sagde hun ifølge Ritzau.
Og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne var hurtig til at bakke op om Mette Frederiksens tale om “nedskalering”.
Mette Frederiksen kom altså ikke med en utvetydig opbakning til Israel, der kæmper for at forhindre Iran i at få atombomber – atomvåben der ikke kun truer Israel, men hele Vesten.
Desuden sidestillede Mette Frederiksen med sin formulering det islamiske diktatur Iran med demokratiske Israel.
Mette Frederiksen var ikke den eneste europæiske leder, der udtrykte sig på denne måde. Tysklands kansler Friedrich Merz var en af dem, der fredag kom med en lignende udtalelse.
Fredag opfordrede Tysklands borgerlige kansler Friedrich Merz “begge sider til at afstå fra skridt, der kunne føre til yderligere eskalering og destabilisere hele regionen.” (BILD)
Samtidig vakte udenrigsminister Johann Wadephul (62, CDU) kritik med et anti-israelske udbrud, hvlor han talte om “tvungen solidaritet”.
Disse holdninger og formuleringer hos kansleren og udenrigsministeren blev kritiseret af partifæller, skriver avisen. Og det har tilsyneladende gjort indtryk.
Søndag formulerede Friedrich Merz fire punkter, der skitserede hans holdning til konflikten. Her blev opfordringen til deeskalering på “begge sider” og advarslen mod en “destabilisering” af regionen ikke gentaget.
Nu fordømte Merz klart det iranske atomprogram og angrebene på israelske civile.
I stedet for at opfordre til deeskalering udtalte Merz, at der ikke skulle være nogen “udvidelse” af konflikten til andre stater, og at der skulle være “plads til diplomati” – hvilket Israel er enig i, skriver BILD. Men Merz havde altså flyttet sig og sit parti i retning af en klarere støtte til Israel. Et rigtigt og vigtigt skridt.
Det betyder, at regeringschefen for det største og økonomisk stærkeste EU-land nu ikke opfordrer til en hurtig afslutning på konflikten uanset hvad. En hurtig afslutning ville være en fordel for det iranske præstestyre, der netop nu er stærkt svækket ikke mindst takket være Israels store indsats.
Merz og hans CDU/CSU fik med rette flyttet sit parti, så den centrale melding fra partiet ikke længere var, at man for enhver pris skulle undgå konfrontationer. Den centrale – og rigtige – melding fra partiet drejede sig nu om, at man skulle give en utvetydig støtte til Israel i kampen mod de islamistiske fanatikere i Hizbollah.
Dermed slog partierne bag den tyske regering ind på den rette kurs. CDU/CSU og SPD fandt sammen om denne kurs. Også Socialdemokratiet endte med en klar opbakning til Israel.
De to fremtrædende socialdemokratiske ministre, vicekansler Lars Klingbeil (47) og forsvarsminister Boris Pistorius (65), har eftertrykkeligt fordømt det iranske atomprogram og gjorde det klart, at præstestyret truer Israel med udslettelse.
Hvis Iran rådede over atombomber ville det være en trussel mod Israel og hele Vesten. Iran har som mål at oprette et muslimsk verdensherredømme, kalifatet. Og Iran har mægtige venner blandt andre diktaturer som Rusland og Kina.
Derfor er Israels kamp mod Iran af allerstørste betydning for hele Vesten. Det skal have al mulig støtte til denne kamp også fra Danmark og Danmarks statsminister Mette Frederiksen.