Endnu verdens 3. største økonomi, garant for euro-stabilitet, kernemedlem i EU, afgørende for 10.000 danske virksomheder med 140.000 arbejdspladser, men også plaget af økonomiske problemer, klima- og energiudfordringer, problemer med integration af talrige indvandrere og splittelse blandt de bærende politiske partier om alt fra økonomi til Ukraine.
Tyskland har siden seneste valg i 2021 haft en regering, som mange har haft svært ved at se logikken i med socialdemokratiske SPD, klimapartiet De Grønne og det liberale FDP. Stort set det eneste, man til tider har syntes enige om, er at holde AfD uden for indflydelse, mens De Grønne har dikteret en upopulær klimapolitik og landets økonomiske og strukturelle problemer har været uløste.
Valgets tale
Vinder af sidste søndags parlamentsvalg blev Christlich Demokratische Union Deutschlands (CDU) – et kristendemokratisk, konservativt parti grundlagt i 1945 og CDU’s søsterparti i Bayern – Christlich-Soziale Union (CSU). CDU/CSU opnåede 28,6 procent af stemmerne og dermed 208 pladser i den tyske Forbundsdag (Bundestag).
Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD) – et socialdemokratisk parti grundlagt i 1863 – opnåede 16,4 pct. af stemmerne og dermed 120 mandater.
Der skal 316 mandater til et flertal i Forbundsdagen og med 328 mandater tilsammen ser det ud til, at CDU/CSU og SPD kan få et spinkelt flertal.
Det nationalkonservative og indvandrer- og euroskeptiske parti – Alternative für Deutschland (AfD) – blev det 2. største parti ved valget med 20,6 procent og dermed 152 pladser i Forbundsdagen.
Det tidligere regeringsparti Bündnis 90/Die Grünen (De Grønne) – resultatet af en række fusioner af mindre partier – fik 11,6 pct. af stemmerne og 85 mandater. Det andet regeringsparti – Freie Demokratische Partei (FDP) – klarede ikke spærregrænsen ligesom det venstreorienterede Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) heller ikke blev repræsenteret i Forbundsdagen.
AfD må dele oppositionsrollen med det socialistiske parti, Die Linke, der er efterkommer af andre socialistiske og kommunistiske partier – herunder regeringspartiet i DDR. Die Linke opnåede 8,8 pct. af stemmerne og 64 mandater.
Regeringsdannelse
Valgets vinder, CDU-leder Friedrich Merz, har allerede rakt hånden ud til socialdemokratiske SPD. Alt tyder derfor i øjeblikket på, at Tyskland kan få en sort-rød regeringskoalition mellem CDU/CSU og SPD, som man har prøvet det mange gange før. Det bliver dog uden Olaf Scholz i spidsen for SPD.
Budget for 2025
Under alle omstændigheder er den kommende nye tyske regerings første udfordring at skaffe Tyskland et budget for 2025.
Netop budgetspørgsmålet var det store stridspunkt for Scholz-regeringen. Regeringen havde enorme udfordringer, fordi dens periode var domineret af Vladimir Putins fuldskala invasion af Ukraine, som skabte en energikrise og også massivt øgede landets forsvarsudgifter. Så efter invasionen annoncerede Scholz en særlig fond på 100 milliarder euro til støtte for de tyske væbnede styrker. En del af fondsmidlerne kom fra genanvendelse af midler fra pandemitiden, og Tysklands forfatningsdomstol sprængte i 2023 et hul på 60 mia. euro i regeringens budget ved at nægte at godkende anvendelsen af midler øremærket til pandemiindsatsen.
Uenighed i Scholz-regeringen
En løsning kunne være at tilvejebringe de nødvendige midler gennem besparelser og skatteforhøjelser eller søge den såkaldte gældsbremse ændret. De tre partier i koalitionsregeringen var imidlertid ingenlunde enige, og i sidste ende udløste det regeringens fald. SPD og Die Grünen var indstillet på at søge Forbundsdagens tilslutning til at pille ved den såkaldte gældsbremse, der siden 2009 har tvunget regeringen til at begrænse det strukturelle underskud til højest 0,35 procent af BNP og begrænse regeringens låntagning. FDP blokerede, og Scholz fyrede sin FDP-finansminister i november, og måtte modtage et mistillidsvotum i Forbundsdagen, hvilket udløste søndagens valg.
Gældsbremsen
Under valgkampen insisterede Merz på, at han var forpligtet til gældsbremsen, men han har ikke udelukket visse ændringer. Iagttagere har således påpeget, at uden at ændre bestemmelsen eller oprette en særlig fond uden for budgettet, vil det være umuligt at finansiere titusindvis af milliarder af euro i hårdt tiltrængte ekstra investeringer i eurozonens største økonomi. Det inkluderer penge til smuldrende transport- og kommunikationsinfrastruktur samt et meget højere forsvarsbudget i kølvandet på Ruslands fuldskala invasion af Ukraine.
Udfordringens omfang er blevet forværret af den amerikanske præsident Donald Trumps nylige drejning mod Rusland og hans trussel om at trække amerikanske sikkerhedsgarantier ud af Europa, hvilket har tvunget europæiske ledere til at holde krisesamtaler om, hvordan de skal reagere.
Den populære forsvarsminister, Boris Pistorius fra SPD, der dels er interesseret i at forblive i sit job efter regeringsskiftet har offentligt understreget behovet for, at hans ministeriums budget fordobles til mere end 100 milliarder euro.
Selvom Merz har sagt, at han tror, at han kan finde midler ved at skære i velfærdsydelserne og stimulere økonomisk vækst, vil sådanne foranstaltninger næppe være nok – gældsbremsen må også slækkes!
Forfatningsproblem
Problemet er, at en ændring kræver en ændring i den tyske forfatning – en ændring der fordrer et flertal på to-tredjedele i Forbundsdagen (og i øvrigt også flertal i Forfatningsrådet, hvor alle länderne sidder).
Valget har betydet, at der ikke længere i Forbundsdagen er det nødvendige flertal, og Merz har derfor ventileret muligheden af at den ”gamle” Forbundsdag, der sidder indtil den 24.marts, vedtager forfatningsændringen.
Selvom det er meget usædvanligt, er det ikke uden præcedens at indkalde en afgående Forbundsdag for at godkende beslutninger. “Fra et forfatningsmæssigt perspektiv er den gamle Forbundsdag fuldt ud i stand til at handle indtil sin sidste session,” har Hanno Kube, juraprofessor ved Heidelberg Universitet erklæret. “Om man vil bruge de sidste dage af en valgperiode til et større politisk projekt – i dette tilfælde en forfatningsændring – er derfor et politisk spørgsmål.”
Nogle økonomer har dog advaret om, at Merz’ spil kunne risikere at komme i konflikt med Tysklands forfatningsdomstol, som erfaringen har vist kan blokere for skiftende regeringers opportunistiske fortolkninger af forfatningen.
Afklaring inden Påske?
Friedrich Merz har oplyst, at han venter at kunne danne en regering inden påske.