Tysk politik er for tiden ramt af kraftige rystelser. Vælgerne er foruroligede over den ukontrollerede indvandring og det udløser krav om stramninger.
Dette er en opsigtsvækkende ændring af holdningen i Tyskland, hvor kansler Angela Merkel i sin tid mente, at man sagtens kunne klare den massive tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere til landet.
“Wir schaffen das”, lød hendes berømte og berygtede kommentar til Tysklands hastigt voksende problemer med ikke-vestlig indvandring.
Men det gik ikke, som Merkel så skråsikkert havde forklaret sine vælgere. Tyskland var slet ikke i stand til at styre den massive indvandring. Problemerne hobede sig op.
Længe forsøgte Merkel at fornægte dem. Det samme gjorde de politikere, der fik ansvaret efter hende. Men det blev mere og mere umuligt for de politiske ledere med Merkel i spidsen at foregøgle, at de havde styr på tingene.
Den ikke-vestlige indvandring fossede ind i landet. I takt med dette voksede også vælgernes mistillid til deres politikere.
Ikke mindst, når det gælder udlændingepolitikken, lufter vælgerne efterhånden en mere og mere markant utilfredshed.
Denne utilfredshed kommer også til udtryk i, at de etablerede tyske partier er kommet under stadigt stærkere pres. Vælgerne søger nu mere og mere mod partier, der tegner en utilfredshed med de bestående tilstande.
På den baggrund er Alternative für Deutschland (AfD) gået markant frem med sine krav om strammere udlændingepolitik og sin bredere protest mod de etablerede politikere.
Den siddende regeringskoalition – den såkaldte ‘Ampel-regering’ (trafiklys-regering) – har mistet sit flertal i målingerne. Den folkelige frustration er markant.
Utilfredsheden viser sig blandt andet i forhold til udlændingepolitikken, hvilket er en stor del af forklaringen på, at AfD er stormet frem.
Vælgerstemningen presser partierne til at diskutere mulige stramninger i udlændingepolitikken. Selv de mest politisk korrekte kræfter er efterhånden nødt til at gøre sig overvejelser i den retning.
Ikke mindst den siddende rød-gul-grønne regering har fået travlt med at finde ud af, hvad der kan gøres for at komme de mange vælgere i møde, som kræver strammere kurs i udlændingepolitikken.
Og det handler ikke alene om udlændingepolitik. Mere generelt er der i Tyskland kommet en stemning af, at man skal lytte mere til den utilfredshed, der rører sig i vælgerskaren.
Denne stemning har således ikke bare givet kraftig medvind til AfD, men også til det nye venstreorienterede parti, som ledes af Sahra Wagenknecht.
Hun er ikke nogen rigtig strammer i udlændingepolitikken. Men hun lukrerer på det bredere folkelige krav om at blive hørt af de etablerede politikere.
Hvis der var valg i dag, ville AfD og Wagenknechts venstreorienterede tilsammen få omkring en tredjedel af vælgerne! En regulær kæberyster til den tyske politik, der har været så sat og topstyret siden Merkel-årene.
Nu sker der noget i tysk politik. Det stritter lidt i forskellige retninger. Men en øget folkelig utilfredshed med det etablerede system er mærkbar.
De brede folkelige partier føler sig i særlig grad presset i udlændingepolitikken. Længe var det noget af et tabu blandt korrekte tyskere at kræve stramninger i udlændingepolitikken.
Men denne barriere af politisk korrekthed er i stigende grad brudt sammen. Nu har politikerne travlt med at komme med forslag til stramninger. De er blevet klar over, at mange pæne tyskere har fået nok af at se deres land gå mere og mere i opløsning på grund af en uansvarlig udlændingepolitik.
AfD’s kraftigt voksende stemmetal sender en umisforståelig besked.
Nu begynder toppolitikere, der ellers har været forsigtige med deres meldinger i udlændinge- og værdipolitikken, at blive noget klarere i mælet.
Det er ikke længere politisk selvmord i Tyskland at kræve udlændingepolitiske stramninger. Faktisk er den slags i stigende grad et krav fra almindelige vælgere ude i landet.
Tyskerne er ved at have fået nok. De vil ikke længere stå og holde døren for en samfundsudvikling, der gør det sværere og sværere for dem at genkende deres land – og sværere og sværere for politikerne at holde på deres vælgere.
Den socialdemokratiske indenrigsminister, Nancy Faeser, bebuder nu, at afviste asylansøgere skal hjemsendes hurtigere.
Det er jo et relativt uforpligtende signal. Men det er trods alt et udtryk for, at dagsordenen for den politiske mainstream har ændret sig.
Den tidligere CDU-minister, Jens Spahn, går et stort skridt videre og bebuder, at man om få år meget tænkeligt vil lukke EU’s ydre grænser.
Det er noget af en melding fra en så fremtrædende politiker.