TRUMPS NYE SIKKERHEDSSTRATEGI – AMERIKA OG GRØNLAND OG DANMARK
Jeg skriver dette den 3. januar 2026 dagen, hvor Præsident Trump har beordret et amerikansk angreb på Venezuela, og iflg. BBC World har Trump oplyst, at de amerikanske styrker har arresteret Præsident Maduro og hans kone og fløjet dem ud af landet og, må man forstå, til USA. BBC meddeler også, at Maduro og hans kone blev taget til fange af DELTA FORCE. Delta Force hører under US Army og er førende på sit område. Delta Force har som primære missionsområder ”counterterrorism, hostage rescue, direct action and special reconnaissance, often against high-value targets”, som det hedder i opslaget Delta Force på den engelsksprogede Wikipedia, der netop er blevet opdateret i dag.
Jeg nævner dette, fordi jeg tror, det signalerer, hvilken fremtid, der venter Præsident Maduro. Han vil blive stillet for en amerikansk domstol og anklaget for terrorisme på grund af støtten til bl.a. narkosmugling til USA.
Jeg så også den timelange pressekonference senere d. 3. januar på SVT med Præsident Trump, der talte først og længe, efterfulgt krigsminister Pete Hegseth og udenrigsminister Marco Rubio, hvis taler derimod var ret korte. Hovedbudskabet hos begge var, at Præsident Trumps ord stod til troende. Handling fulgte på ord.
Den sidste taler var formanden for USA’s generalstab (Joint Chiefs of Staff), Air Force General John D. Cain. Joint Chiefs of Staff har ingen operationel myndighed. Derimod er General Cain den primære rådgiver for Præsidenten, Krigsministeren og NCA (Det Nationale Sikkerhedsråd). Han remsede de styrkegrene (Hæren, Flåden, Flyvevåbnet, Marinekorpset og Nationalgarden) og styrker, der blev sat ind ved angrebet på Venezuela. Således over 150 fly af alle mulige typer. En overvældende styrkedemonstration!
Lægger man talerne på det politiske niveau sammen med General Cains opremsning tegner der sig et billede af, hvad der i international-politik-jargon kaldes coercive diplomacy, tvangsdiplomati.
En af dens skabere, nu afdøde prof. ved Stanford University Alexander L. George siger i sin artikel ”The Need for Influence Theory and Actor-Specific Behavioral Models of Adversaries” (Comparative Strategy. Vol. 22, No. 5, Dec. 2003, pp. 463-487), som i mange år var en del af pensum i min undervisning i international politik ved Hærens Officersskole, at coercive diplomacy forudsætter rationalitet hos de modstandere, som strategien rettes imod, det være sig stater som ikke-stater. Det afgørende er konteksten, som strategien indgår i. Strategien kaldes også en indirekte påvirkningsmåde, idet den sigter på at vise modparten, at det er i dennes egeninteresse at undgå den overvældende militære magt, som der stilles i udsigt af magtudøveren, idet der er langt flere fordele for de pågældende individer ved at følge magtudøveren. Strategien kan derfor også siges at være en avanceret stok-og-gulerod-metode. Idealet er, at truslen om anvendelse af den overvældende væbnede magt skal bevirke, at den ikke kommer til anvendelse.
Her er det nærliggende at forstå pressekonferencen som en præsentation af strategien for en videre kreds, særligt hele den vestlige hemisfæres beslutningstagere, idet Venezuela udgør det udvalgte øvelsesobjekt. Det vil også sige både beslutningstagerne i Nuuk og i København.
NATIONAL SECURITY STRATEGY OF THE UNITED STATES OF AMERICA 2025
Jeg vil her tage udgangspunkt i Trumps NATIONAL SECURITY STRATEGY OF THE UNITED STATES OF AMERICA – November 2025, der blev offentliggjort 9.december 2025 www.whitehouse.gov (https://www.whitehouse.gov/issues/national-security/.
Den er på kun 33 sider i Adobe Acrobats nummerering og inddelt i en række afsnit, begyndende med Præsident Trumps forord “My Fellow Americans” (ss. i-ii) efterfulgt af Table of Contents (s. iii). Derefter fire, hvad jeg har valgt at kalde kapitler (Ch), men som i teksten kun angives med et romertal, begyndende med Ch I: Introduction – What Is American Strategy (ss. 1 – 2), Ch II: What Should the United States Want? (ss. 3 – 5), Ch III: What Are America’s Available Means to Get What We Want? (ss. 6 – 7) og slutteligt Ch IV: The Strategy (ss. 8 – 29).
Ch IV er med November-2025-Strategiens egne benævnelser underopdelt i 1. Principles (s. 8), 2. Priorities (s. 11), 3. The Regions (ss. 15 – 29), hvor The Regions igen er underopdelt i 5 geografiske områder benævnt A, B, C, D og E.
A: The Western Hemisphere (ss. 15 – 19), B: Asia (ss. 19 – 24), C: Europe (ss.25 – 27), D: The Middle East (ss. 27 – 29), E: Africa (s. 29).
The Western Hemisphere, der består af det nordamerikanske og sydamerikanske kontinent, er forudsætningen for USA’s territoriale sikkerhed, hvorfor det er nødvendigt, at USA igen er den primære magt i den vestlige hemisfære både politisk, militært og økonomisk. Det har USA ikke været i mange år, siger Trump. Selv om han Ikke nævner, at USA i 2013 under Obama II ophævede Monroe-doktrinen fra 2. 12. 1823. Det skete med Obama IIs nye udenrigsminister John Kerrys tale til OAS, Organisation of American States.
Den 18. november 2013 sagde John Kerry i sin tale, at ”(t)he era of the Monroe Doctrine is over”( https://2009-2017.state.gov/secretary/remarks/2013/11/217680.htm). Det lød flot og idealistisk, og han blev da også mødt med klapsalver fra tilhørerne. Ophævelsen skabte umiddelbart et magttomrum i den vestlige hemisfære, og talen var indirekte en invitation til Rusland og Kina og alle mulige andre om, at de omkostningsfrit kunne søge at udfylde tomrummet, dvs de kunne frit blande sig i OAS-landenes indre anliggende, også USA’s. Hvad de så har gjort!
Ophævelsen af Monroe Doktrinen vedrører i allerhøjeste grad også DK, idet den vedrører Grønland, der siden VK II har ligget under Monroe Doktrinens beskyttelse (Bo Lidegaard: Uden mandat – En biografi om Henrik Kauffmann. Gyldendal, 2020 (560 ss.), s. 106. Et tidsdokument er Dexter Perkins:”BRINGING THE MONROE DOCTRINE UP TO DATE” i Foreign Affairs. Vol. 20, No. 2, 1942, ss. 253 – 265.). Den beskyttelse var nu, set fra dansk side puf væk, og det samme var fremmede magters forbud mod at etablere sig i eksempelvis Grønland! Præsident Trump forsøgte i august 2019 at afbøde, hvad han anså som en fremtidig trussel mod USA’s sikkerhed af Obama administrationens ophævelse af Monroe Doktrinen, nemlig risikoen for at Grønland kunne blive et nyt Cuba ved at udtrykke ønske om at købe Grønland (https://www.theguardian.com/world/2019/aug/18/trump-considering-buying-greenland), ligesom man havde købt De Danske Vestindiske Øer i 1917. Det blev afvist af statsminister Mette Frederiksen. Grønland var ikke til salg!
GRØNLAND I HEMISFÆREFORSVARET DENGANG OG I DAG
Det var den danske gesandt i Washington Henrik Kauffmanns fortjeneste, da DK blev besat af Tyskland 9. april 1940, dels at få Grønland ind under Monroe Doktrinen fra 2. december 1823, dels at få forhandlet en overenskomst på plads om forsvar af Grønland med USA. Det lykkedes og den blev symbolsk nok underskrevet 9. april 1941, på årsdagen for DKs besættelse og den trådte i kraft øjeblikkeligt.
Efter sejren over aksemagterne i 1945 og DKs befrielse 5. maj, udtrykte den danske regering ønske om at vende tilbage til tiden før Kauffmanns overenskomst af 9. april 1941, men til DKs store forbavselse blev det afvist af amerikanerne. I stedet foreslog den amerikanske udenrigsminister James Byrnes i december 1946 overfor den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen, at Grønland, der iflg. Byrnes udgjorde en vital national interesse for USA, altså en interesse så vigtig, at man er parat til at gå i krig for at hævde den, blev knyttet til USA i en langsigtet løsning, måske ved at USA købte Grønland af DK (jeg støtter mig her på Byrnes instruktion til USA’s ambassade i København https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1947v03/d414). Det chokerede Gustav Rasmussen.
Paradoksalt nok blev DK her reddet af de kuldsejlede forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund. DK, Norge og Sverige havde på svensk initiativ fra april 1948 – februar 1949 forhandlet om dannelsen af et skandinavisk forsvarssamarbejde, men uenigheden var for stor, meddelte den svenske statsminister Tage Erlander i en tale 20. februar 1949, og statsminister Hans Hedtoft gav samme dag udtryk for det samme, og både Norge og DK vendte sig mod NATO, mens Sverige forblev alliancefrit (Udenrigsministeriet: DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1948 –1966. I Fremstilling. København, 1968 (188 ss.), ss. 21 – 34, her s. 33.).
DK kunne under forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund acceptere alt som Norge og Sverige kunne blive enige om. Norge ønskede på sin side, at et skandinavisk forsvarsforbund skulle indgå i et atlantisk samarbejde, mens Sverige var imod, da de frygtede for et øget sovjetisk pres på Finland. De baltiske staters skæbne skræmte Sverige (se Geir Lundestad: America, Scandinavia and the Cold War 1945 – 1949. Universitetsforlaget, 1980 (434 ss.), ss. 340 – 357).
Ved forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund havde man ikke forudsat, at forbundets garantibestemmelser også skulle omfatte et angreb på Grønland. Grønland var overhovedet ikke medtænkt (’Udenrigsministeriet: DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1948 –1966. I Fremstilling, s. 68).
Efter at de samtidige forhandlinger om Vestunionen mellem Storbritannien, Frankrig og BENELUX strandede, var det briternes ønske om at få USA med i et forsvar af Vesteuropa blevet en realitet. Truslen fra USSR var for stor til, at de europæiske stater selv kunne klare den. USA sagde modstræbende ja, og 4. april 1949 blev NATO en realitet. Det blev samtidig åbningen til at løse amerikanernes ønske om forsvaret af Grønland. Det blev nu trukket ud af et bilateralt forhold mellem USA og DK og lagt ind under NATO i form af forsvarsaftalen mellem USA og DK af 27. april 1951.
USA’s interesser for Grønland var på ingen måde ny, og at købe sig til territorium var heller ikke nyt for de dengang i begyndelsen af 1800-tallet små Amerikas Forenede Stater. Således købte man Louisiana 1803 af Frankrig uden i virkeligheden at vide, hvor meget man havde købt. Det var 20 år før Monroe Doktrinen. Alaska købte man af Rusland i 1867. Datidens Louisiana strakte sig fra New Orleans i syd til den nuværende canadiske grænse i nord og svarer til en tredjedel af det nuværende amerikanske areal! (Robert A. Divine, T. H. Breen, George M. Fredrickson & R. Hal Williams: America – Past and Present. 3rd ed., HarperCollins, 1991 (1009 ss + app. 103 ss.), s. 232).
Det var den amerikanske borgerkrig (1861 – 1865), der overbeviste Præsident Lincoln (1809 – 1865) om, at USA burde udvide Monroe Doktrinen til i hvert fald dele af De Vestindiske Øer (St. Thomas), men det var hans visionære udenrigsminister William H. Seward, der så opkøb af landområder for at styrke forsvaret af USA som en mulighed. Den gang kom truslen fra, dels den spanske indtrængen i San Domingo, dels den franske i Mexico. Det var også Seward, der interesserede sig for Grønland, og flere gange luftede amerikanerne over for DK tanken om at købe Grønland, hvad man fra dansk side afviste. Til gengæld var det det danske nederlag i krigen i 1864 mod Preussen-Østrig, der gjorde DK åben for at sælge De Danske Vestindiske Øer (Finn Gad: Grønland. Politikens Danmarkshistorie. Politiken, 1984 (336 ss), ss. 229 – 231 og Georg Nørregaard: Dansk Vestindien 1880 – 1917. Johannes Brønsted: VORE GAMLE TROPEKOLONIER, Bd. 4. 2. udg. Fremad, 1967 (192 ss.), ss. 107 – 147).
Selv om William H. Seward døde i 1872, levede hans ideer om styrkelse af USA’s forsvar ved køb af Grønland videre, ikke mindst hos den amerikanske opdagelsesrejsende Robert E. Perry. Da han kom hjem fra en Grønlandsekspedition i 1909, talte han offentlig for, at USA burde erhverve det nordligste Grønland, dog uden at vinde gehør for tanken.
Under optakten til VK I (1914 – 1918) og den fortsatte amerikanske interesse i at købe De Danske Vestindiske Øer blev Grønland koblet sammen med salget af De Vestindiske Øer, idet udenrigsminister Robert Lansing var imod det danske ønske om, at USA samtidig med købet skulle anerkende dansk suverænitet over hele Grønland, men præsident Wilson ville have købet af De Danske Vestindiske Øer på plads, idet han frygtede, at USA kunne blive draget ind i VK I på grund af tysk løfte til Mexico om, at Mexico kunne få de dele af USA tilbage, som USA tidligere havde erobret fra Mexico i 1800-tallet (Finn Gad + Georg Nørregaard og Barbara Tuchman: Telegrammet fra Zimmerman – om den uindskrænkede ubådskrig og USAs indtræden i 1. verdenskrig. Forum, 1988 (227 ss)).
Det var den danske udenrigsminister Erik Scavenius, der stillede en sådan anerkendelse som betingelse for salget (Viggo Sjøqvist: ERIK SCAVENIUS. En Biografi. Bd. 1 – 2. Gyldendal, 1973. 331 ss + 365 ss. Her bd. 1, s. 206). Sådan blev det! USA anerkendte, at Grønland i sin helhed var en del af DK. Herefter fulgte andre staters anerkendelse af dansk overhøjhed over hele Grønland. 9. marts 1916 udsendte Kong Christian X en proklamation til øernes befolkning om salget og 1. august 1916 anerkendte Kong Christian X salget i statsrådet.
- marts 1917 blev Dannebrog strøget sidste gang, mens et musikkorps spillede Kong Christian. Og 6. april gik USA ind i VK I. 246 års dansk kolonihistorie i Vestindien var forbi, regnet fra oprettelsen af det vestindiske kompagni 11. marts 1671 (Jens Vibæk: Dansk Vestindien 1755 – 1848. Johannes Brønsted: VORE DANSKE TROPEKOLONIER, 2. udg. Fremad, 1966, 352 ss.).
DKs suverænitet over hele Grønland genbekræftedes i art. I i 1940-aftalen og genbekræftelsen gentages i art. II af 1951-traktaten.
Vi kan derfor slå fast, at Grønland både er en del af den vestlige hemisfære og underlagt DKs suverænitet.
USA HAR MISTET TILLIDEN TIL DAMARK OG I SÆRDELESHED TIL GRØNLAND
FORSVARSAFTALEN AF 1951 OG SELVSTYRELOVEN KAN IKKE FORENES
Man troede tilsyneladende fra dansk side, at alt var i orden og på plads, dels på grund af 1951 aftalen, dels på grund af Obama-II-administrationens ophævelse af Monroe-doktrinen og den dermed forbundne afstandtagen fra indflydelsessfærer, men så kom købsspøgelset tilbage under Trump I og under Trump II, endda ledsaget af verbale trusler om evt. amerikansk anvendelse af væbnet magt for at få kontrol over Grønland.
USA har åbenlyst ikke tillid til, at Grønland som del af det danske rigsfællesskab er villige til at sikre amerikanske sikkerhedsinteresser i forsvaret af den vestlige hemisfære.
Hvad er gået galt på vejen? Har DK begået fejl i sin varetagelse af USA’s vitale nationale interesser i Grønland som del af rigsfællesskabet? Det vil jeg forsøge at udrede, men det korte svar er JA og svigtet har et navn: Selvstændighedsloven af 2009.
Danske politikere af alle slags har igen og igen i både danske og udenlandske medier, bl.a. TV, fortalt, at der ingen grund er for præsident Trump til at ville overtage Grønland af hensyn til USA’s sikkerhed og for den sags skyld international sikkerhed, da forsvarsaftalen med USA af 1951, hvor Grønlands sikkerhed gøres til ikke kun et dansk-amerikansk anliggende, men et NATO-anliggende, med opdatering af 2004 gives USA tilladelse til at udvide antallet af sine baser på Grønland efter eget ønske, siger man. USA skal blot anmode Danmark og de grønlandske selvstyremyndigheder herom.
Jeg har sat mig for at undersøge, om påstanden er rigtig. Jeg har derfor læst aftalen af 27. april 1951 igennem sammen med ændringen og suppleringen af 6. august 2004, der er underskrevet af udenrigsminister Colin L Powell på amerikansk side og den danske udenrigsminister Per Stig Møller samt Josef Motzfeldt for det grønlandske hjemmestyre.
Siden opdateringen af 1951-aftalen i 2004 er Loven om Grønlands Selvstyre af 12. juni 2009 kommet til, så den har jeg også læst i udgaven fra Lovtidende A udgivet 13. juni 2009.
I forbindelse med vedtagelsen af selvstyreloven opstod der hurtigt uenighed mellem den danske regering og den grønlandske selvstyremyndighed om råderetten over de sjældne jordarter i den grønlandske undergrund. For at få klarhed over dette spørgsmål anmodede selvstyret Ole Spiermann, professor i folkeret ved Københavns Universitet og tilknyttet Advokatfirmaet Bruun & Hjejle, om at få udredet kompetencefordelingen mellem DK og Selvstyret vedr. de sjældne jordarter i Grønlands undergrund. Spiermanns responsum på 14 sider er dateret 25. april 2014. Jeg lægger Spiermanns responsum til grund for min forståelse af kompetencefordelingen mellem de danske myndigheder og selvstyremyndigherne.
I responset slår Ole Spiermann allerførst fast at råstofområdet overgik til Selvstyret pr. 1. januar 2010. Denne overtagelse har retslige følger for både de danske myndigheder og Selvstyremyndigheden og retsfølgerne er af både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk art.
Her mister DK både den lovgivende, udøvende og dømmende magt på Grønland på de områder, Grønlands selvstyre har overtaget. Det betyder iflg. Ole Spiermann, at Selvstyret også får ansvaret for DKs folkeretslige forpligtelser. Kun i specielle tilfælde, hvor der i forbindelse med iværksættelse af foranstaltninger, der er af særlig betydning for DKs forhold til udlandet, skal disse forhandles med de danske myndigheder. Ej heller har Selvstyremyndighederne nogen forpligtelse til at orientere de danske myndigheder om disse foranstaltninger. Og danske myndigheder har heller ingen ret til at intervenere. Omvendt har de danske myndigheder iflg. Selvstyrelovens §13 pligt til at orientere de grønlandske myndigheder om indledning af forhandlinger af folkeretslige aftaler, som er af særlig betydning for Grønland.
Forsvarsaftalen af 1951 inklusive opdateringer nævnes ikke med et ord i Selvstyreloven af 2009. Selvstyreloven etablerer sit eget autonome univers af lovgivende, udøvende og dømmende myndighed uanset den danske suverænitet over Grønland, og der er intet aftalehierarki mellem DKs folkeretslige suverænitet og de forpligtelser DK i medfør heraf har på grund af indgåede aftaler med andre magter, in casu USA, og de grønlandske selvstyremyndigheder.
Selvstyreloven af 2009 i kapitel 8 stiller Grønland selvstændighed i udsigt. I så fald overtager Grønland højhedsretten over Grønland. Det betyder imidlertid også, at USA da med stor sandsynlighed må se sig smidt ud af Grønland. Selvstyreloven kap. 8 stk 21 slår nemlig kort og godt fast, at ”Beslutningen om selvstændighed træffes af det grønlandske folk”, og stk 4 slår fast ”Selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland.” Og iflg. Grønlands tidligere ”udenrigsminister” Vivian Motzfeldt (Siamut) i regeringen Mûte B. Egede associere sig med Kina (https://www.berlingske.dk/internationalt/nu-raekker-groenland-ud-til-kina-i-beijing-har-de-laenge-droemt-omden-frosne-silkevej?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfZocWOklR4vvJV47JDIbu-H0d-qM5Aa0D_ce3OwRSHLZH3-GNkERQu&gaa_ts=695ad139&gaa_sig=KtMxKeALo3Gyn2V3beU5hZ2_yKfd0GlPFHn0jC_zlVU1TBcyKYAXCfI5yIJ6n2leWAEvXXUcHhjrdZgWZIyXrg%3D%3D) , som hun besøgte i oktober 2023 (https://naalakkersuisut.gl/Nyheder/2023/10/2010_Vivian?sc_lang=da). Ganske vist afløstes regering Mûte B. Egede efter valget til det grønlandske folketing Inatsisartut 11. marts 2025 af regeringen Jens Frederik Nielsen (Demokraterne), men skiftet har næppe kunnet berolige USA. Selvstændigheden sker ikke i morgen, men det sker! Når det grønlandske folk beslutter det, derom er både grønlandske og danske politikere enige!
Det er i det langtidsperspektiv, at Trumps ønske om at overtage Grønland giver rigtig megen mening. USA er i en langsigtet hegemonikamp med Kina, som det er i fuld gang med at tilpasse sig, og med et selvstændigt Grønland er det på basis af den grønlandske elites udtalelser om frie associationer og andre vidtløftige tanker om Grønlands fremtid som suveræn stat helt realistisk for USA at regne med som en plausibel mulighed, at det nye Grønland lader Kina rykke ind. Grønlænderne har ikke forstået, at USA aldrig vil tillade den risiko, at Grønland bliver et nyt stor-Cuba.
Den grønlandske ledelse har efter min mening sammen med den danske regering selv skabt det amerikanske ønske om at erhverve Grønland på den ene eller den anden måde, for nu at bruge Præsident Trumps ord.
Derfor ville Grønland under de nuværende betingelser før eller senere blive et vitalt sikkerhedsproblem for USA, da USA ville miste retten til at varetage en del af sin sikkerhed fra Grønland. Trusselsvurderinger vil altid være en nødvendig del af et lands sikkerhedspolitik og enhver trusselsvurdering vil ikke kun se på truslerne i dag, men kigge længere ud i fremtiden på situationen på det korte (0-5 år), det mellemlange (5-15 år) og lange sigt. Skal man sætte åremål på vil det lange sigt, vil det typisk være 25 – 30 år. Det svarer til en generation.
Alle trusselvurderinger indeholder altid også den værst tænkelige situation, givet de muligheder og risici der er. Derfor må USA allerede i dag placere sig i forhold til den for dem værst tænkelige situation om 25 – 30 år.
Og her antager man, går jeg ud fra, at Grønland med de nuværende betingelser, som de er kommet til udtryk fra den danske regering og Folketinget og med Selvstændighedsloven fra 2009, ført ind i fremtiden vil være selvstændigt.
Med sådan en fremtid vil USA’s tilstedeværelse på Grønland, som den er fastlagt i forsvarsaftalen fra 1951 med opdatering fra 2004 være yderst usikker. Dette er som sagt, gætter jeg på, realiteten bag præsident Donald Trumps og vicepræsident J. D. Vances og andre medarbejderes bemærkelsesværdige optræden i både ord og gerning over for trofaste allierede.
Det er imidlertid helt centralt at forstå, at problemet for USA ikke er knyttet til præsident Trump. Problemet ville også bestå for USA efter Trump. Det særlige ved Trump er, at han i stedet for at forsøge at rede problemet ud ad diplomatisk vej for at se om det lader sig fjerne, bestemmer sig for at overtage Grønland! Ad den vej anses modstanden mod ændringer tilsyneladende for at være mindst. Dels fordi DK er en lille småstat, dels fordi den grønlandske befolkning er bittelille.
Denne uforenelighed mellem forsvarsaftalen fra 1951 med opdateringer, gætter jeg på, er det egentlige rationale bag USA’s nuværende og efter min faglige mening berettigede og langsigtede bekymring over tingenes tilstand vedrørende Grønland og Arktis.
Med noget nær en naturlovs nødvendighed vil USA i de næste årtier miste sin status som eneste supermagt. USA vil omkring 2050 have fået følgeskab af både Kina og Indien som medsupermagter, der vil udgøre et triumvirat af supermagter, som vil dele verden op imellem sig og konkurrere indbyrdes om at styre verden. Måske, måske ikke vil Rusland og EU på niveauet lige under supermagterne give deres bidrag til styring mellem de 3 supermagter. I så fald har vi til den tid et stormagtshierarki, der indbyrdes udgør et pentarki, der vil søge at styre verden under gensidig trussel om en global atomkrig. USA er i fuld gang med at tilpasse sig disse nye stormagtsforhold. I den forbindelse er det af vital national interesse for USA og dets territoriale sikkerhed at forhindre, at Grønland nu og i fremtiden kan blive et nyt Cuba for Kina, hvad det med visse grønlandske politikeres ønske i så fald gerne måtte blive.
MON CONSEIL D’AMI AU ROI
Skulle jeg give den danske regering et venskabeligt råd, så dette:
Forelæg hurtigst mulig et ændringsforslag til selvstyrelovens kapitel 8 for Folketinget og den grønlandske regering og Inatsisartut, det grønlandske folketing, med henblik på en tilføjelse til selvstyreloven af 2009, der fastslår USA’s permanente alliance med det selvstændige Grønland og optag samtidig forhandlinger med USA’s regering herom.
- januar 2026
Henning Duus
Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie
25 år lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole