Den amerikanske præsident Donald Trump øger presset på Europa og kræver, at de ledende EU-nationer øjeblikkeligt ændrer deres migrationspolitikker. Hvis de ikke gør det, advarer præsidenten, vil der ske uoprettelige ændringer på kontinentet – det vil bringe alliancen med USA i fare.
I et interview med magasinet POLITICO, siger Donald Trump om europæerne: “Deres migrationspolitik er en katastrofe. ” Hvis tingene fortsætter, som de gør, vil mange af disse lande efter min mening ikke længere være levedygtige.”
Med dette udfald intensiverer den amerikanske præsident sin kritik af Europa, som allerede var inkluderet i hans nye “nationale sikkerhedsstrategi”. En strategi, som har ført til fornyede spændinger mellem Washington og Bruxelles. Trump-dokumentet indeholder ikke mindst en hård kritik af EU.
“Jeg hader at se det”
I POLITICO-interviewet siger Trump, at et stort antal kriminelle er immigreret til Europa. Ser man for eksempel på Tyskland, er det en kendsgerning, at kriminaliteten blandt de ikke-vestlige indvandrere ligger væsentligt højere end kriminaliteten blandt tyskerne. Denne kendsgerning er flere gange blevet omtalt i Den Korte Avis, og den fylder meget i den tyske samfundsdebat.
Fra Trump lyder det: “I Europa kommer de (migranterne)fra alle dele af verden. Ikke kun fra Mellemøsten, de kommer fra Congo, et enormt antal er fra Congo. Og endnu værre: De kommer fra fængslerne i Congo og mange andre lande.” Europa, siger han, er “politisk korrekt” og sender ikke folk tilbage.
Som så ofte tager Trump det ikke så nøje med sine kildehenvisninger. Men det er hævet over enhver tvivl, at han har en såre relevant pointe, når han omtaler den voksende kriminalitet i det førhen relativt lovlydige Tyskland. Når Trump i den grad retter blikket mod specielt Tyskland, hænger det utvivlsomt sammen med, at han er ret fortrolig med tyske forhold – og at Tyskland er det dominerende land i Europa..
Men hans kritik ar ganske klart rettet mod europæiske lande mere generelt – herunder et alt for ringe styr på indvandringen til Tyskland. Trump ser det samme mønster i andre europæiske lande.
Den alt for svage kontrol med den ikke-vestlige indvandring og dens konsekvenser er som bekendt ikke bare en realitet i Tyskland, men en alvorlig trussel mod kultur, samfund og værdier i hele Europa.
Trump: “Jeg hader at se dette. Dette er et af de bedste steder i verden, og de tillader bare folk at komme ind i landene, uden nogen form for kontrol, uden nogen form for verifikation.” Han kræver en hårdere indvandringspolitik: “Jeg synes, de burde deportere de mennesker, der er kommet illegalt ind i deres lande.”
“Merkel har begået to store fejl: migration og energi”
Ifølge den amerikanske præsident er dele af Europa knap nok genkendelige på grund af migrationspolitikken. “Hvis man ser på Paris: Det er et helt andet sted. Jeg elskede Paris engang. Det er et helt andet sted nu, end det plejede at være.” Han siger, at situationen er den samme i Sverige.
Om Tyskland siger Trump: “Se på Tyskland. Tyskland var stort set fri for kriminalitet, og Merkel begik to store fejl: migration og energi. Og det var to alvorlige slag.” Når Trump taler om energi i denne forbindelse ,er det, fordi han også reagerer mod, at Tyskland blokerede for atomkraften.
Trumps kritik af, at Tyskland fravalgte atomkraften, er absolut på sin plads. Men nok så vigtig er Tysklands totale svigt i forhold til den ikke-vestlige indvandring. Det er fosset ind i Tyskland med ikke-vestlige indvandrere. Resultatet er en dramatisk ændring i den tyske befolknings sammensætning med voldsomme konsekvenser for kultur og samfund i Tyskland.
Svært at være allieret med Europa, når det får en helt anden befolkning
En stigende andel af befolkningerne i Europa har oprindelse i ikkevestlige muslimske lande. Disse gruppe er ved at få flertal i dele af Europa. Flere store midtengelske byer har således for flere år siden fået et ikke-vestligt flertal.
De nye store befolkningsgrupper kan betyde helt andre grundholdninger i de europæiske lande.
Det er baggrunden for, at Trump siger, at indvandringspolitikken kan bringe alliancen med USA i fare. Den alliance, der har knyttet USA og Europa sammen.
Da Donald Trump bliver spurgt, om de stadig kunne være allierede med USA, svarer han: “Det afhænger af.” Den amerikanske præsident fortsætter: “De vil ændre deres ideologi, naturligvis – fordi de mennesker, der kommer ind, har en helt anden ideologi. (…) Men det vil svække dem meget. De vil være meget svagere, og de vil være meget anderledes.”
Den amerikanske præsident benægter ikke, at han har ønsket at blande sig i i valgene til Europa-Parlamentet, men siger: “Jeg vil lede USA. Jeg vil ikke lede Europa. Men jeg er meget involveret i Europa.”
Trump påpeger, at han allerede aktivt har støttet udenlandske politikere i Europa og andre dele af verden: “Nå, jeg har støttet folk. Jeg har støttet folk, som mange europæere ikke kan lide. Jeg har støttet Viktor Orbán. Jeg har, hvis man ser på Sydamerika, Latinamerika … støttet Milei i Argentina. Han var bagud i meningsmålingerne, og jeg støttede ham – og han vandt så med et overvældende flertal.”
Trump er velvillig over for Orban i Ungarn og meget forstående over for Putin
Trump støtter mere eller mindre åbenlyst de meget indvandringskritiske kræfter i Europa.
Det er samtidig kræfter, der ligesom Orbans Ungarn er langt mere forstående overfor Putin end de europæiske regeringer generelt.
Her går et helt afgørende skel: Det er skellet mellem ægte demokrater og de kræfter, der støtter totalitære kræfter. Putin hører til blandt de totalitære kræfter. Orban gør det et godt stykke af vejen.
Og Trump?
Han tager afstand fra totalitære kræfter … men så alligevel: Trump fastholder en bekymrende tvetydighed i sit forhold til blandt andet Putin.
Han er hård i filten, når det drejer sig om at bremse den ikke-vestlige indvandring.
Men Trump er også i interviewet kritisk overfor Zelenskyj. Han fremstiller ham som besværlig i forhold til fredsforhandlingerne.
Interviewet underbygger dermed det indtryk der er af de aktuelle fredsforhandlinger: Trump fremstår som en upålidelige allieret for Zelenskyj og hans ukrainere
Det langstrakte forløb tyder på, at Trump ikke er i stand til at rykke Putin fra hans mål om som et minimum at få magten over hele Donbas-regionen.
Og da Trump ikke vil give Ukraine de nødvendige våben, så er der voldsomt pres på Zelenskyj for at bøje sig for Putin. Til det formål bestræber Trump sig på at stille Zelenskyj og ukrainerne i et dårligt lys.
Men det kræver, at Trump stiller Ukraine og Europa i et dårligt lys. Det vil gøre det nemmere for ham at få den amerikanske befolknings og offentligheds forståelse for at han bøje sig for Putin.

