Trump har for tiden held med sin politik om at frigøre USA fra dets engagement i Europa, så amerikanske skatteydere slipper for at betale for europæernes sikkerhed.
Han har i den sammenhæng tørret både Ukrainekrigen og Gazakrigen af på europæerne. Og det har udstillet EU som a lame duck, der ikke kan finde fælles udenrigspolitisk fodslag. Det er meget godt gået.
Situationen giver mindelser om Preben Uglebjergs geniale revyvise fra 1967, hvor det hed, at vi danskere satte til på gyngerne, hvad vi havde mistet på karrusellen.
I al fald er det nu os, der skal til lommerne både i Ukraine og i Gaza.
Ukraine
Vi kommer til at lånefinansiere Ukraines forsvarskrig mod Rusland vel vidende, at de penge får vi aldrig igen, for man kan som bekendt ikke plukke hår af en skaldet. De penge får vi aldrig igen.
Det er simpelthen ubegribeligt, at EU ikke træder op mod Rusland og blot inddrager de i Belgien indefrosne russiske milliarder. Rusland er på ingen måde hverken militært eller økonomisk en trussel for EU. Men det har vi altså ikke kunnet overbevise os selv om. Så vi kommer vi i stedet op med denne dødssyge løsning i form af et udsigtsløst lån, som vi ved vi aldrig får igen, samtidig med at vi fremstår fuldstændigt ydmyget i forhold til Rusland og USA.
EU og Mellemøsten
Og som om det ikke var nok, så har USA også formået at tørre ansvaret for Gazakonfflikten af på os. Det er i høj grad op til os at finde en politisk og økonomisk løsning for Gaza.
Trumps fredsplan for Gaza, der blev præsenteret og vedtaget i efteråret 2025, er nu gået ind i fase 2, som USA holder sig helt ude af. Denne fase vedrører afvæbningen af Hamas og en genopbygning og nybefolkning af af Gaza.
Enhver der kender til Hamas og situationen i Mellemøsten vil vide at denne fase 2 slet og ret er blue sky talk. Hamas vil ALDRIG lade sig afvæbne, Hamas krigere vil ALDRIG forlade Gaza. (Og hvem skulle i øvrigt ville modtage dem?)
Trump fik gidslerne frigivet og nødhjælpen bragt ind. Han poserede så skamløst som fredsfyrsten, der havde bragt fred til Gaza, men alle vidste, at det var afvæbningen af Hamas og opbygningen af Gaza, der udgjorde Gazakonfliktens egentlige knaster.
Gazas befolkning og Hamas
Journalist Gunnar Willums skrev forleden nyhedspodcasten »Pilestræde«i Berlingeren, at »Hamas vil ikke nedlægge sine våben for at bane vej for en moderat palæstinensisk regering.”
Villum tager fejl af forholdet mellem Hamas og civilbefolkningen i Gaza. Forestillingen om, at Gazas befolkning skulle længes efter at overtage magten fra Hamas er en illusion. Vi vil gerne tro, at det forholder sig sådan, fordi så kan vi opretholde forestillingen om, at vi hjælper Gazas befolkning, når vi bekæmper Hamas, der undertrykker gazanerne.
Men det er ren ønsketænkning. Gazas befolkning aldrig har modarbejdet Hamas, endsige bebrejdet organisationen dens angreb på Israel. Gazanerne har aldrig gjort oprør mod Hamas eller udtrykt misbilligelse af Hamas angreb på Israel.
Gazas civile befolkning ser i stedet Hamas som deres virkelige repræsentant. Hamas er som en del af Det Muslimske Broderskab civilbefolkningens sande repræsentant. Det gælder i Gaza som i andre arabiske stater, at Det Muslimske Broderskab/Hamas er den eneste folkelige bevægelse. Ingen steder i den arabiske verden har de arabiske nationer formået at opbygge stater, der kan og vil imødekomme deres befolkningers behov for uddannelse, sundhed og justits.
Disse mangler bliver i stedet imødekommet af de lokale afdelinger af Det Muslimske Broderskab, der opretter de nødvendige skoler, hospitaler, domstole mm. Det Muslimske Broderskab eller Broderismen, som de også kaldes, har fra dets grundlæggelse i 1928 alle steder udgjort en stat i staten, som financieres af lokalbefolkningernes zakat (skat) betaling.
Og sådan forholder det sig altså også i Gaza. Civilbefolkningen støtter Hamas/Broderskabet for ingen andre har nogensinde hjulpet dem i deres hverdag mht arbejde, social understøttelse, skolegang, justits, religion og sundhedsvæsen. For slet ikke at tale om ulykker som jordskælv, hvor de arabiske regeringer er fuldstændigt lamme. Broderskabet står for alt. Hvis man er egypter eller gazaner kunne man aldrig drømme om, at man kunne få løst sine problemer ved at gå til myndighederne. Man ville i stedet henvende sig til repræsentanter for Broderskabet.
Så Gunnar Willums tager fejl, hvis han tror, at Gazas befolkning deler ideer med os. De har værdifællesskab med Hamas og de ønsker som Hamas en moralsk islamisk stat, hvor Guds sharia sætter normen for mennesker og deres indbyrdes forhold.