Hvis Donald Trump taber morgendagens præsidentvalg – hvilket jeg stadig anser for sandsynligt – har han i høj grad sig selv at takke for sit nederlag, hvis vi ser bort fra valgsnyd. Han gør det nemlig for nemt for sine politiske modstandere. Gang på gang har han med letsindige og tankeløse udtalelser leveret reb, som demokraterne kunne hænge ham i.
Han lagde ud ved under sin store tale til masserne den 6. januar 2021 at opfordre til en ”fredelig og patriotisk” demonstration med det formål at formå Kongressen til ikke at ratificere det officielle resultat af præsidentvalget. Han må have vidst, at en sådan demonstration kunne udvikle sig kaotisk, for han havde tilbudt formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at stille med 10.000 mand af Nationalgarden til at beskytte Capitol – et tilbud, som hun afslog. Han må også have regnet med, at der kunne være FBI-agents provocateurs blandt demonstranterne med den opgave at opildne til ulovligheder. Demokraterne glemte hurtigt alt om ”fredelig og patriotisk”, og i den officielle udlægning hed det sig, at Trump blot havde opfordret sine tilhængere til at storme parlamentsbygningen, og det har senere dannet grundlag for en retsforfølgelse, som endnu ikke har fundet sin afslutning.
Blandt Trumps senere dumheder var hans forudsigelse om, at den amerikanske bilindustri ville opleve et ”blodbad”, hvis demokraterne atter kom til magten. Det blev selvfølgelig øjeblikkeligt gjort til en trussel om, at Trump ville begå blodbad, hvis han ikke vandt præsidentvalget. Han kunne have nøjedes med at sige, at den demokratisk sejr ville være en katastrofe for bilindustrien.
Så kunne han ikke nære sig for at udpensle, hvad der ville ske, hvis den krigsgale Liz Cheney selv skulle stå over for USA’s fjender i stedet for blot at sende andre på slagmarken. Hun ville næppe være så krigsliderlig, hvis en flok fjender ville skyde hende i ansigtet, sagde han. Efter den demokratiske udlægning, som Trump måtte have forudset, hvis han havde tænkt sig om, i stedet for at lade munden løbe, blev det til, at han truede med at skyde Liz Cheney.
I går skulle han så spille smart ved at fortælle, at hvis nogen ville skyde ham, ville de først skulle skyde sig igennem en rand af fjendtligsindede journalister. Det fandt journalisterne slet ikke morsomt, og demokraterne har skyndt sig at beskylde Trump for at ville ombringe pressefolk, som han ikke kan lide.
Ifølge de seneste meningsmålinger balancerer valget på en knivsæg, og hvis blot nogle tusinde af dem, der står på vippen, siger til sig selv, at en så ustabil mand kan man ikke have siddende i Det Hvide Hus, kan Trump godt pakke sammen.
Ærgerligt, at han ikke holdt sig til politik i stedet for at optræde som stand-up komiker.