Den Korte Avis | “Troldmanden fra Kreml” handler om, hvordan Bardanov hjalp Putin til magten – en film om magt(misbrug) og moralske valg

Den Korte Avis | “Troldmanden fra Kreml” handler om, hvordan Bardanov hjalp Putin til magten – en film om magt(misbrug) og moralske valg


Olivier Assayas har med forfatterhjælp overført romanen ”Troldmanden fra Kreml” til filmlærredet

Af Lone Nørgaard.

**** 4½ stjerner ud af 6

Olivier Assayas (f. 1955) er fransk filminstruktør, manuskriptforfatter og filmkritiker. Han er søn af filminstruktøren Jacques Rémy og begyndte sin karriere som kritiker for Cahiers du Cinéma. I 1986 debuterede han inden for spillefilm med ”Disorder”.

 

Andre titler, Assayas er kendt for, er  Summer Hours (2008) og Personal Shopper (2016). Sidstnævnte indbragte ham Cannes Film Festival Award for bedste instruktør.

 

Et lettere redigeret klip fra pressematerialet giver baggrunden for hans seneste film TROLDMANDEN FRA KREML:

 

”Olivier Assayas blev introduceret til den schweizisk-italienske politiske rådgiver Giuliano da Empolis roman, ”The Wizard of the Kremlin” i begyndelsen af 2022, før den blev udgivet. Forfatteren var hans nabo i Toscana, og en producer gjorde ham opmærksom på bogens potentiale.

 

Assayas blev stærkt imponeret over romanens litterære kvalitet og dens skarpe analyser af moderne magtmekanismer, men tvivlede i første omgang på, om den kunne filmatiseres. Bogen var dialogtung og præget af abstrakte refleksioner om magt og russisk historie.

 

Vendepunktet kom, dan han indledte et samarbejde med forfatteren Emmanuel Carrère, der har indgående kendskab til Rusland og sproget (…) Da Empoli støttede dem fuldt ud og accepterede, at filmen ville tage kunstneriske friheder, gik arbejdet for alvor i gang.” (citat slut).

 

Historien handler om Vadim Baranov – arkitekten bag Putins magtovertagelse – og figuren er inspireret af det virkelige livs Vladislav Surkov, der var dramatiker, TV-producer og siden politisk toprådgiver.

 

 

Handling
Vi befinder os i Rusland i begyndelsen af 1990’erne. Sovjetunionen er brudt sammen, og der hersker kaos. Præsidenten, Boris Jeltsin, er syg og fordrukken, og der skal findes en ny leder.

 

I det magtspil åbner der sig muligheder for den intelligente unge Vadim Baranov (Paul Dano). I første omgang er han slet ikke politisk interesseret, men optaget af sit arbejde som avantgarde-kunstner og teaterinstruktør.

 

En stilling som producer af reality-tv fører til en radikal ændring af hans livsbane. Han bliver uofficiel rådgiver for den tidligere KGB-agent, Vladimir Putin (Jude Law), der går efter den absolutte magt.

 

Som Putins højre hånd og spindoktor bliver Baranov enormt indflydelsesrig. Hans opgave er at iscenesætte Putin som zar for det nye Rusland igennem medie- og propagandastrategier, der først skaffer Putin magten, siden sørger for, at han fastholder den.

 

Baranov forelsker sig i Ksenia (Alicia Vikander), som han møder i det kunstneriske undergrundsmiljø på et tidspunkt, hvor han endnu ikke er blevet fanget ind af det politiske magtspil. De danner par og flytter sammen, men relationen holder ikke.

 

Ksenia skal dog senere komme til at få afgørende indflydelse på Baranovs liv.

 

Fortælleteknik

Fortælletidspunktet i ”Troldmanden fra Kreml” ligger en del år efter, at Baranov har været nødt til at trække sig som rådgiver. Han bor i sin fornemme residens lidt uden for Moska og er parat til at berette sin insider-historie til omverdenen.

 

Formidlingen sker via fortælleren (Jeffrey Wright), en amerikansk forfatter på besøg i Moska og stor beundrer af den russiske dissident, Jevgenij Zamjatin (1884-1937).

 

Fortælleren er blevet inviteret hjem til Baranov og bliver nu indviet i dennes erindringer og refleksioner.

 

Historien oprulles i flashbacks, hvor der tilbagevendende klippes mellem den aktuelle nutids-dialog og punktnedslag i centrale begivenheder i fortiden.

 

Vurdering
Genremæssigt er der tale om en politisk thriller og et karakterdrama med indlagte autentiske dokumentarfilmklip.

 

Et spændende drama med universelle temaer: Magt(misbrug), skyld og medskyldighed, kærlighed, grådighed, ondskab og moralske valg – eller mangel på samme.

 

Jeg har læst romanen og synes, at der er truffet en række gode valg i processen med at overføre bogen til filmlærredet. Et enkelt dårligt: Ksenia er for idealiseret.

 

Castingen af Jude Law som Putin er til trods for den manglende fysiske lighed vellykket. Det samme er Paul Dano som Baranov.

 

I første omgang var jeg godt nok noget paf over, hvor langt filmens Baranov ligger fra mit hidtidige billede af romanfiguren, men hen ad vejen gav den afdæmpede, lavmælte fortolkning god mening.

En filmlængde på 145 minutter uden pause er lidt af en mundfuld, men ”Troldmanden fra Kreml” er ikke et sekund for lang. Og tæt på fem stjerner.

—————————————————————————————-

Længde: 145 minutter

  • Medvirkende: Jude Law, Paul Dano, Alicia Vikander, Jeffrey Wright m.fl.
  • Manus: Olivier Assayas & Emmanuel Carrère
  • Instruktør: Olivier Assayas
  • Trailer: The Wizard of the Kremlin – Trailer
  • Censur: Tilladt for børn fra 15 år
  • Premieredato: Torsdag 5. marts





Source link