Tre udenlandske mænd på 24, 28 og 42 år blev onsdag ved retten i Roskilde idømt fængsel i ét år og seks måneder og udvist med indrejseforbud i tolv år
De tre mænd blev dømt for ikke færre end 30 tilfælde af tyverier fra varebiler.
Tyverierne er sket i perioden fra juni 2023 til marts 2024 flere steder på Sjælland.
De dømte blev anholdt den 21. marts 2024 i Greve af udlændingekontrolafdelingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Her blev de tre anholdte fundet i besiddelse af en større mængde værktøj, der viste sig at være stjålet fra varebiler i forskellige politikredse.
Herunder Midt- og Vestsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi samt Københavns Politi.
De tre sigtede har siden siddet varetægtsfængslet.
I alt 30 forhold og ikke under 900.000 kroner
Politiets omfattende efterforskning førte efterfølgende til, at der blev rejst sigtelser for 30 forhold om tyveri fra varebiler.
De tiltalte erkendte sig skyldige i de 30 forhold til en samlet værdi på ikke under 900.000 kroner, og alle 3 mænd modtog dommen.
”Udlændingekontrolafdelingen har gennem en flot efterforskningsmæssig indsats afdækket en gruppe, som står bag flere tyverier,” siger anklager Kristoffer Hansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fortsætter:
”Jeg er tilfreds med, at retten nu har besluttet, at denne gruppe efter afsoningen ikke må opholde sig i Danmark i en lang årrække fremover.”
Alle tre accepterede dommen.
Husk at mærke dit værktøj – det vil være en hjælp for politiet
I forbindelse med sagen har politiet beslaglagt en større mængde værktøj, hvor en stor del af værktøjet ikke er mærket, så politiet kan ikke lokalisere enejerne af værktøjet.
Politiet opfordrer derfor til, at man mærker sit værktøj fx ved gravering, dna-mærkning eller afmærkning på anden vis, samt registrerer værktøjet med serienummer, alder og værdi.
Det bidrager også til, at politiet i givet fald kan dokumentere en tyverisag og efterfølgende sikre, at værktøjet kommer tilbage til den rette ejer.
Specialenhed for grænseoverskridende kriminalitet
Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst) er en specialenhed i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Enheden består af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn, men har medarbejdere siddende i alle politikredse i Østdanmark, herunder også i National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
UKA Øst bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis narkosmugling og omrejsende kriminelle grupper, og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Told og tysk politi.
Endvidere har UKA Øst har ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.