Kritikken hegler endnu engang ned over Danmark på grund af de forhold, afviste asylansøgere lever under på Udrejsecenter Ellebæk.
I lighed med for fire år siden er Europarådets Torturkomite (CPT) igen i år ude med en sønderlemmende kritik af forholdene på udrejsecentret.
Af rapporten, som netop er blevet offentliggjort den 12. december, fremgår det, at både de fysiske rammer og personalets uddannelse er under al kritik.
Lever under fængselslignende forhold
Under sit tidligere kontrolbesøg i 2020 var CPT også dengang ude med skarp kritik af forholdene på Ellebæk.
Man gik dengang så vidt som at sammenligne forholdene her med fængselsforhold i Rusland.
”Men på trods af den gentagne kritik fra CPT og andre internationale og nationale organisationer, er miljøet forblevet meget fængselsagtigt,” hedder det indledningsvist i den aktuelle rapport, som fortsætter:
”Hvilket blandt andet illustreres af sprossede vinduer, sprossede spærrede skillevægge mellem enhederne samt det faktum, at stedet er bemandet af fængselsbetjente, som bærer håndjern og peberspray.”
Helt uacceptabelt
Ligeledes kritiserer CPT, at de tilbageholdte udenlandske statsborgere lever under fængselsregler:
”Dette er uacceptabelt, da ingen af de udenlandske statsborgere tilbageholdt på Ellebæk Center var mistænkt for kriminalitet eller afsonede en fængselsdom.”
I den forbindelse anbefaler CPT således, at ”de danske myndigheder tager skridt til at fjerne alle fængselslignende funktioner i Ellebæk Centret.”
Dårligt uddannet personale
Kritikken af Ellebæk kører ikke kun på de fængselsagtige rammer.
Personalet og især fængselsbetjentene er slet ikke uddannet til opgaven, må man forstå.
Således gentager torturkomitéen sin tidligere anbefaling om, at især fængselspersonalet i Ellebæk får en speciel uddannelse.
”Uddannelsen skal sigte mod at udvikle personalets interkulturelle følsomhed og interpersonelle kommunikation og psykosociale færdigheder i forbindelse med immigrationsfængsling,” hedder det blandt andet i rapporten.”
Desuden bør personalet ifølge Europarådets Torturkomité være undervist i at genkende ”mulige symptomer på stress, sårbarheder og tidligere erfaringer med traumatisering af tilbageholdte personer og at træffe passende foranstaltninger.”
Overser en lille detalje
Når medlemmerne af denne såkaldte torturkomité bruger betegnelsen ”tilbageholdte udenlandske statsborgere” er der en lille detalje, de overser.
De er der helt frivilligt.
Der er tale om afviste asylansøgere, som har fået valget imellem enten at medvirke til deres hjemrejse, eller at blive anbragt på Ellebæk, der drives af Kriminalforsorgen.
De har frivilligt valgt det sidste og har dermed også frivilligt valgt at omgås fængselsbetjente uden nogen uddannelse i interkulturel følsomhed og interpersonel kommunikation.
Torturkomitéen var i år på rundtur i Kriminalforsorgens institutioner i perioden 23. maj – 3. juni.
I Ellebæk var der på besøgstidspunktet 52 afviste asylansøgere, 51 mænd og én kvinde, som frivilligt havde foretrukket at opholde sig dér frem for at medvirke til deres hjemsendelse.
De ligger således, som de selv har redt.
Anden gang i år Danmark kritiseres – også racisme
Med rapporten om forholdene i Ellebæk er det anden gang i år, Danmark udsættes for kritik fra Europarådet.
Således offentliggjorde Europarådets Racismekommission i oktober en rapport, hvor den danske ghettopolitik blev stemplet som racistisk.
Ligeledes hed det sig, at Danmark gør for lidt for at bekæmpe racisme mod muslimer, samt at Danmark af samme grund bør ansætte muslimer som skolelærere og politibetjente.
Alle disse gode råd
Alle disse gode råd fra diverse kommissioner og komitéer under Europarådet behøver Danmarks dog ikke at følge.
Og gør det også sjældent, hvilket blandt andet Udrejsecenter Ellebæk er et eksempel på.
Medlemmerne af Europarådets Torturkomité har åbenbart ikke fattet, at myndighederne kører den linje, som Inger Støjberg lagde som udlændinge- og integrationsminister (V):
Nemlig at meningen med tålt ophold er, at det skal være så utåleligt, at folk frivilligt forlader landet.
Du kan læse hele rapporten her:
https://rm.coe.int/1680b2bb49 (Afsnittet om Ellebæk: side 19 – 29)
Læs her om racismerapporten: