De europæiske og amerikanske ledere, der deltog i topmødet mandag i Det Hvide Hus om Ukraine, kunne ikke mindst enes om én ting: Man ville ikke have en gentagelse af det dramatiske møde i Det Hvide Hus, hvor det kom til et direkte og voldsomt opgør mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj.
Den øvelse lykkedes. Topmødet blev holdt i en fordragelig tone, der blev malet med en forholdsvis bred pensel, og deltagerne gjorde sig umage for at undgå ukontrollable eksplosioner.
Således fik man nedtonet stærkt provokerende russiske forhåndskrav om, at den erobrede del af Donetsk skulle forblive på russiske hænder samt udvides med den del Ukraine har holdt på egne hænder. Dette russiske krav kunne få forhandlingerne til at eksplodere.
Alle ved, at Putin har til hensigt at underlægge sig Donetsk (og andre betydelige områder). Putin har sagt det, så det ikke kunne misforstås: Rusland vil ikke give afkald på Donetsk og Luhansk. Men Trump ønsker for alt i verden ikke at blive rodet ind i ansvaret for for klokkerene russiske aggressionsplaner.
Her ligger Donald Trumps største sejr i forbindelse med det aktuelle topmøde: Han har indtil videre fået demonteret et frontalt opgør om de afgørende regioner Donetsk og Luhansk. Det er nøgleområder for Putin, men at gøre krav på dem opfattes (med rette) som meget aggressivt og provokerende i Vesten.
Russiske røster har sagt det meget klart: Man ønsker at indlemme disse regioner i Rusland. Men man vil helst ikke tale for meget om det lige i øjeblikket, fordi det kan skabe en kampberedt vestlig reaktion, hvor man gør sig parat til at tage et stort opgør.
Men efter alt at dømme ønsker Putin ikke aktuelt, at der bliver udløst et sådant større opgør. Her og nu holder han sig i skindet. Men det ville være naivt at tro, at Putin afstår fra sine ambitioner om i disse områder, som har været ukrainske. Han agter ganske givet at ‘vende tilbage til sagen’.
Det kommer der dog ingen protester eller advarsler imod fra Trump eller ligesindede. De lader foreløbig, som om man kan skabe fredelige og fordragelige løsninger med Putin. Trump vil for alt i verden undgå et åbent ideologisk og militært opgør med Vesten, som sagerne står.
I stedet arbejder han for, at så mange stridspunkter som muligt afgøres på præmisser, som Trump og i vidt omfang Putin kan acceptere.
Putin ønsker ikke at få tingene kørt op i ét stort opgør med Trump og de europæiske lande. Det ville være alt for voldsomt og risikabelt. Så den russiske diktator lægger sig i stedet i slipstrømmen på Trump og søger at udnytte alle muligheder for at få ham med ind i alliancer, som er spiselige for Putin.
Den ekstremt målrettede og kyniske taktiker, Putin, hægter sig på Trump og søger efter bedste evne at udnytte ham som et trækdyr for de totalitære ambitioner, som Putin og Rusland nu engang har.
Putin vil have magt. Han vil have tyranni indadtil i Rusland. og han vil have aggression udadtil med det mål at erobre land og indflydelse.
Den russiske diktator udgør en vedvarende og voldsom trussel – mod blandt andet staterne i Østersø-området og mod demokratiske kræfter i det hele taget.
Man kan selvfølgelig altid overveje, om der kan indgås fornuftige former for konkret samarbejde med Rusland. Men de vestlige lande, herunder Danmark, må aldrig tabe det overordnede perspektiv af syne:
Selv om man her og nu kan lave aftaler med Rusland, så er det langsigtede perspektiv for de vestlige lande klart: Rusland er en aggressiv og fjendtlig magt i forhold til Danmark og Vesten i det hele taget, og hele udgangspunktet for danske relationer til Rusland er at begrænse dets magt og bekæmpe dets aggressive planer – herunder selvfølgelig både i forhold til Danmark og Ukraine.
Dette må være det klare udgangspunkt for den holdning, som Danmark og dets vestlige allierede indtager i forhold til det totalitære Ruslands ‘ondskabens imperium’, som Ronald Reagan engang kaldte det.
Det betyder ikke, at der ikke kan findes samarbejdsrelationer med Putins Rusland. Men det betyder, at man ikke lader sig trække rundt ved næsen og spinde ind i forestillinger om Putins Rusland som en positiv og konstruktiv faktor i verdenspolitikken. Trump slører betænkeligt ofte grænserne mellem de to ting.
Selvfølgelig kan der indgås aftale med Putin – ligesom det kan ske med andre lande. Og selvfølgelig skal man udnytte de muligheder, der eksisterer for konstruktivt samarbejde med selv arge tyranner som Putin. Men man skal ikke falde i og tro, at man kan stole på Putin.
Håndteringen af den russiske diktator kræver en permanent tilstand af vagtsomhed.
Den vagtsomhed er der ikke meget spor af hos Donald Trump. Han skelner rystende lidt mellem det samarbejde, man kan praktisere på konkrete områder med selv en fjende af vores samfund, og så et samarbejde, der bunder i fælles værdier – herunder forsvaret for frihed og demokrati.
Selvfølgelig skal man stræbe efter at værne om fred. Selvfølgelig skal man respektere internationale spilleregler selv i forhold til lande som Rusland, der repræsenterer tyranni og vilje til bedrag i deres aggressive magtambitioners tjeneste.
Men man skal ikke lyve for sig selv eller andre. Man skal ikke levere misvisende skønmalerier, der ifører en despotisk diktator fåreklæder og gør sig illusioner om, hvor meget man kan stole på ham.
Jovist kan man føre samtaler med en Putin. Jovist kan man enes med ham om visse bidrag til en fredeligere verden. Jovist kan man glæde sig over, at Putin ind imellem ifører sig fåreklæder og ligefrem taler konstruktivt om fredeligt samarbejde. Det ser vi meget gerne, at han fortsætter med. Men vores blik på Putin skal være et vagtsomt og ofte mistænksomt blik.
Man kan have et samarbejde med Putin. Men man skal være meget nøjeregnende med, hvad han forsøger at få os til.