Den Korte Avis | Topmøde: Stor militær oprustning er nødvendig – hvis den bygger på europæisk forskning kan det fremtidssikre Europa

Den Korte Avis | Topmøde: Stor militær oprustning er nødvendig – hvis den bygger på europæisk forskning kan det fremtidssikre Europa


 

De geopolitiske spændinger kalder på en hurtig militær oprustning, men gøres det klogt vil den europæiske forskning og innovation også kunne få et tiltrængt løft og på sigt sikre mere europæisk produceret forsvarsteknologi. Det skriver INGENIØRFORENINGEN

 

Det er snart gået op for de fleste, at EU-landene står foran en nødvendig og massiv oprustning, hvis de skal være i stand til at kunne forsvare sig selv mod eventuelle trusler. Derfor er det også helt nødvendigt, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har spillet ud med genoprustningsplanen “Rearm Europe”.

 

Planen lægger op til at mobilisere i alt 800 milliarder euro til forsvar over fire år, hvilket svarer til næsten 6.000 milliarder kroner.

 

Herhjemme har regeringen afsat 120 milliarder kroner yderligere på oprustning af Forsvaret frem mod 2033. Alene i år og næste år vil regeringen bruge 50 milliarder kroner om året, hvilket vil bringe Danmarks bidrag af BNP til forsvarsudgifter op på mere end 3 procent.

 

Både på nationalt og europæisk plan er der tale om enorme investeringer, og selvom hovedparten af de nye forsvarsmidler skal bruges på traditionelt isenkram, bør både danske og europæiske politikere sikre, at opbygningen af forsvarskapaciteten kommer til at ske i samspil mellem forsvar, industri og forskningsmiljøerne.

 

Det vil på sigt sikre mere europæisk produceret militærteknologi, mener formand i Ingeniørforeningen, IDA Laura Klitgaard. Hun håber, at EU-Kommissionen husker forskningen, når den fremlægger det endelige forslag til, hvordan pengene skal investeres i forsvar.

 

”Det er veldokumenteret, at det ikke kun er på forsvarsområdet, at Europa sakker bagud. På forskningsområdet ligger vi som kontinent et pænt stykke bag både USA og Kina. Derfor vil bør en del af de mange milliarder også gå til forsvarsforskning og -teknologi. Det er allerede intentionen i EU’s Permanente Strukturerede Samarbejde, PESCO, at medlemslandene skal tilstræbe at bruge to procent af forsvarsudgifterne på forskning og teknologi. Sker det, vil det kunne løfte både dansk og europæisk innovationskraft betydeligt,” siger hun.

 

Laura Klitgaard understreger, at forskning i mange af de nye teknologier ikke kun er til gavn for Forsvaret, men også kan gøre gavn i det civile.

 

”Der er teknologier, som både kan beskytte Danmark og vores allierede og samtidig komme den almene befolkning til gode. For eksempel kan kvanteteknologi både lave ubrydelig kryptering og måle nerveimpulser i hjernen, mens droner udover militære formål også kan bruges til en lang række andre opgaver,” siger hun.

 

Hvis ikke der kommer en klar opfordring fra EU, appellerer Laura Klitgaard til, at vi i dansk sammenhæng fremover sikrer, at forskningen tænkes ind i forsvarsbudgettet, og der skabes et tættere samspil mellem Forsvaret, industrien og de civile vidensmiljøer, så vi bliver både stærkere og klogere for de samme penge





Source link