Anklagemyndigheden har onsdag tiltalt to svenske statsborgere for blandt andet terrorisme og forsøg på terrorisme, efter at de havde kastet af håndgranater mod den israelske ambassade i København den 2. oktober 2024.
Det sker, efter at Justitsministeren har tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om at rejse tiltale, skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
De to tiltalte er henholdsvis 18 og 20 år gamle.
Eksploderede ved en beboelsesejendom
Håndgranaterne eksploderede ved en beboelsesejendom i nærheden af ambassaden.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de to personer i forening og efter planlægning og aftale med en eller flere ukendte medgerningsmænd i tiden op til den 2. oktober 2024 har besiddet og transporteret fem håndgranater til området ved ambassaden.
Her kastede de to af håndgranaterne mod ambassaden, men ramte en nærliggende beboelsesejendom, hvor granaterne eksploderede.
Også tiltalt for forsøg på manddrab og forvoldelse af fare
Derudover er de to svenske statsborgere også tiltalt for forsøg på alvorlig farefremkaldelse ved at have forsøgt at udsætte de personer, der bevogtede ambassaden, for nærliggende fare,
Endvidere er de tiltalt for forsøg på manddrab ved at have kastet håndgranaterne på trods af risikoen for, at beboerne i den nærliggende beboelsesejendom kunne blive dræbt, da granaterne eksploderede.
”Det er vores vurdering, at de tiltalte kastede håndgranaterne i den hensigt at ramme den israelske ambassade, og at angrebet på ambassaden under de givne omstændigheder må anses som en terrorhandling,” siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København.
Sagen starter den 12. november
Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om fængselsstraf, ligesom der vil blive nedlagt påstand om, at de to personer udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Sagen er forhåndsberammet som nævningesag over seks dage ved Københavns Byret fra den 12. november 2025 til den 3. februar 2026.
Læs også:

