En 33-årig eritreer er onsdag ved Retten i Aarhus blevet idømt tre års fængsel for voldtægt af en 37-årig kvinde og udvist for bestandig.
Voldtægten fandt sted i en lejlighed på Langenæs Allè i Aarhus C om morgenen og formiddagen lørdag den 17. august 2024.
Den blev meldt til politiet omkring kl. 13.00, da det kort forinden var lykkedes kvinden at komme ud fra lejligheden og opsøge hjælp hos nogle tilfældigt forbipasserende, som efterfølgende fik anmeldt sagen til politiet.
Traf flere mænd i lejligheden
Ved politiets ankomst til adressen på Langenæs traf betjentene flere mænd i lejligheden, herunder den 33-årige mand, som blev sigtet og anholdt, inden han dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i sagen.
”Med dagens dom har vi fået taget et vigtig skridt i sagen, men jeg håber naturligvis også, at de andre gerningsmænd bliver fanget og retsforfulgt,” lyder det fra anklager Jesper Rubow.
Efterlyste vidner og søgte efter flere gerningsmænd
I dagene efter sagens anmeldelse var Østjyllands Politi ude for at efterlyse vidner i offentligheden.
Samtidig ledte politiet også efter flere formodede medgerningsmænd, som angiveligt havde befundet sig i lejligheden samtidig med den 33-årige mand og den 37-årige kvinde.
To øvrige mænd, som også blev anholdt i forbindelse med politiets ankomst til stedet lørdag den 17. august, blev senere løsladt i forbindelse med politiets efterforskning.
To navngivne medgerningsmænd fortsat på fri fod
Undervejs i politiets efterforskning af sagen stod det hurtigt klart, at den 37-årige kvinde i løbet af nattetimerne havde mødt en gruppe af udenlandske mænd på et værtshus i Aarhus C, inden de i fællesskab blev set på videoovervågningen i en forretning.
Herefter var de fulgtes til lejligheden på Langenæs, hvor forbrydelsen mod hende fandt sted.
Kvinden blev ifølge sagens anklageskrift mod den 33-årige mand udsat for voldtægt af i alt tre forskellige mænd i tidsrummet fra kl. 07.00 til kl. 13.00, inden hun fik opsøgt hjælp på gaden.
Foruden den 33-årige mand er to navngivne medgerningsmænd fortsat sigtet i sagen.
Den 33-årige mand blev ved Retten i Aarhus dømt for at have voldtaget kvinden, mens de to navngivne mænd fastholdt hende.
De to medgerningsmænd, som fortsat er internationalt efterlyst, befinder sig med stor sandsynlighed i udlandet, ligesom de også undervejs i efterforskningen af sagen har været fremstillet in absentia i grundlovsforhør og er blevet varetægtsfængslet i sagen.
Det drejer sig om 26-årige Awedin Mohammed Adem Fikak og 26-årige Henok Woldu Tekleab.
Idømt udvisning og dømt til at skulle betale erstatning
Foruden dommen på tre års fængsel i sagen, er den 33-årige mand ved Retten i Aarhus onsdag også blevet dømt til at skulle betale sagens omkostninger.
Derudover er han også blevet dømt til at skulle betale 100.000 kroner i erstatning til den forurettede 37-årige kvinde.
Han er ligeledes som nævnt blevet idømt udvisning af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.
Den 33-årige mand, der er eritreisk statsborger, ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Læs også: