Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
I dag er det to år siden terrororganisationen Hamas angreb, nedslagtede og bortførte op mod 1500 civile israelere i et uhørt bestialsk og nedrigt terrorangreb. I den forbindelse er det oplagt at opregne nogle af de facts om krigen, som alt for sjældent bliver nævnt, fordi det er lykkedes Hamas at vende sit militære nederlag til en propagandistisk sejr med sig selv i rollen som offer og Israel som den store skurk:
Faktum: 7. oktober var terror
Hamas´ angreb den 7. oktober 2023 var et terrorangreb. Selvom der til stadighed er stemmer i den offentlige debat, som forsøger at formilde eller relativere Hamas´ bestialske nedslagtninger, er det et uomtvisteligt faktum. Hamas slagtede over 1.200 civile og tog hundredevis som gidsler. Det var ikke ”krigens pris”, det var ikke angreb på militære mål, det var ikke en forsvarsoperation eller forsøg på at befri Hamas-fanger fra israelske fængsler – det var planlagt massedrab på civile mål i den hensigt at slå civile ihjel for at destabilisere samfundets nervebaner. At skabe chok, rædsel og politisk pres.
Faktum: 7. oktober var forholdsmæssigt det største terrorangreb i nyere tid
Skal man vurdere størrelsen af Hamas´ terrorangreb skal man se omfanget i forhold til indbyggerantallet. Til sammenligning kostede terrorangrebet på WTC den 11. september 2001 USA 2.977 menneskeliv af en befolkning på 285 millioner. I Israel, der har en befolkning på ca. 9 millioner, blev omkring 1.200 dræbt på én dag. Det er ca. 12 gange så mange menneskeliv proportionelt set — og det uden at indregne de hundreder af gidsler, hvoraf mange fortsat holdes fanget. Ingen andre (demokratiske) lande ville under lignende angreb blive kritiseret for at gå i krig mod den fjende, der truer landets eksistens og sammenhængskraft – kun Israel.
Faktum: Hamas bærer skylden for civile tab
Krig er bl.a. karakteriseret ved, at civile lider og dør, og der er klare beviser for, at Israel har dræbt civile, utilsigtet eller som følge af fejlvurderede operationer. Men ansvaret for de civile tab hviler primært hos Hamas, der ikke bare accepterede risikoen: de maksimerede den som del af deres strategi.
Hamas har selv — åbenlyst — talt om, at de accepterer og endog fremmer civile tab, fordi det mobiliserer sympati i Europa og lægger pres på Israel. De ved, at hvert barn, hver familie, der lider, bliver et internationalt argument mod Israels krigsførelse. Det er en erklæret del af Hamas´taktiske design.
Hvis Hamas havde frigivet gidslerne og overdraget dem, der stod bag deres fangenskab, kunne mange angreb være undgået. Hvis de havde beskyttet deres civilbefolkning via adgang til deres omfattende tunnelnet – og ikke nægtet mennesker at søge tilflugt – ville skadevirkningen have kunnet reduceres. Men det gjorde de ikke.
Hamas hævder i alle deres udmeldinger retten “til at gentage 7. oktober om og om igen”. Derfor har Israel, i sit selvforsvar, ret til at forhindre, at det sker igen.
Faktum: Israel har minimeret civile tab
Israel har med rette hævdet, at man ikke bare tilstræber, men også har succes med, at minimere civile tab. Ifølge studier og militære eksperter ligger Israel-ratioen for civile tab pr. fjendtlig kombattant dræbt således langt under de konventionelle statistikker for bykamp:
I almindelig bykamp er forholdet mellem civile og kampklare soldater 1:9 (9 civile dræbte pr. kombattant). I Gaza under denne konflikt er ratioen ca. 1:1 til 1:1,5 , stadig tragisk, men set i kontekst af et ekstremt asymmetrisk felttog er det så bemærkelsesværdigt, at ingen med vægt kan argumentere mod Israels intention.
Hertil kommer, at jo mere Hamas skjuler sig i civile områder, jo større er risikoen for civile tab – og det ved Hamas godt. Ved at nægte at skabe beskyttelsesrum, ved at indsnævre tilgangen til tunneller, ved at placere våben i beboelseskvarterer, bruger de bruger bevidst deres egne borgere som skjold.
Faktum: Israel har tabt informationskrigen og truslen mod Europas jøder vokser
Når alt dette er sagt, er det desværre også et faktum, at hvad Israel har vundet på slagmarken – har landet tabt i informationsrummet, hvor Hamas har spillet dygtigt på en følelsesladet offentlighed båret af medier, der velvilligt har ladet sig manipulere af Hamas´ ”myndigheders” udokumenterede tabstal og tårevædede videoer fabrikeret til lejligheden.
To år efter terrorangrebet plages europæiske storbyer af hyppige demonstrationer, der ofte udarter til sammenstød med politiet, hvor demonstranter råber på Israels (og jødernes) udslettelse og globaliseret jihad. I kraft af den høje koncentration af arabiske immigranter i Vesten og store dele af den venstrefløj, der i årtier har ageret nyttige idioter for alskens mellemøstlige terrororganisationer, er konflikten ikke bare trukket ind i de europæiske storbygader – den udgør samtidig en stadigt større fysisk trussel mod Vesteuropæiske jøder.
Også i Danmark, hvor vi på 10. år har politi- og militærbeskyttelse af jødiske institutioner og hvor der hverken er politisk vilje eller evne til at sikre, at danske jøder kan færdes frit på Nørrebro. I denne bydel har Hamas i særklasse vundet sjæle: siden terrorangrebet er det forbundet med fare for liv og helbred at tilkendegive sympati for Israel og man kan være sikker på hærværk og trusler, hvis man formaster sig til at vifte med et israelsk flag.
På lange stræk har Hamas tjent ind på gyngerne, hvad de har mistet på karrusellen og derfor vil Trumps fredsaftale heller ikke få gang på jord: den vil nemlig tage al luft ud af Hamas´propaganda og vi vil desværre nok se Hamas fremsætte så vilde krav, at den falder til jorden. Dermed er kun tilbage at håbe på, at Israel står fast og gør arbejdet færdigt – forhåbentlig inden vi markerer den 3. årsdag for Hamas´ terrorangreb.