Onsdag i sidste uge lagde en 18-årig ung mand kortene på bordet i domsmandssag ved Retten ved Helsingør.
Her tilstod han at have været med i en gruppe pædofiljægere, de såkaldte pædo-huntere, som efter amerikansk forbillede lokker pædofile i baghold og straffer dem.
Ud over at tilstå sin egen rolle i gruppen forsynede han også politiet med navnene på gruppens øvrige medlemmer.
Der er nu rejst til tale mod dem, og med udgangspunkt i dommen over den 18-årige venter der hårde straffe forude.
Dom: Tre år og seks måneder trods formildende omstændigheder
Den 18-årige, som ønskede at få sin sag afgjort som en tilståelsessag, var 17 år på gerningstidspunktet.
Han havde været varetægtsfængslet fra den 1. december 2024, og under fyldte her 18 år og blev idømt fængsel i tre år og seks måneder.
Ifølge rettens domsudskrift forklarede han, at han og nogle venner på Tik Tok havde set videoer med pædo-hunting, og det inspirerede dem.
Oprettede falske profiler med 14-årige drenge
De oprettede profiler på Grindr (en datinggruppe for LGBTQ-personer red.) og tog kontakt til mænd ved at udgive sig for at være en 14-årig homoseksuel dreng.
Tiltalte erkendte, at han deltog i nogle forhold, hvor de forurettede mødte op på et aftalt sted.
Her blev ofrene udsat for røveri, grov vold og frihedsberøvelse.
For slet ikke at tale om ulovlig tvang, vidnetrusler og brugstyverier med videre.
Ligeledes blev ofrene på forskellig vis udsat for ydmygende behandling.
Det handlede om seksuel orientering
Tiltalte erkendte, at gerningerne havde ydmygende karakter, ligesom han erkendte, at gerningerne helt eller delvis havde baggrund i de forurettedes seksuelle orientering.
Gruppen var opmærksom på, at der var tale om homoseksuelle mænd, ligesom mændene muligvis var pædofile.
Tiltalte erkendte at have deltaget i fem forhold af forskellig karakter, ligesom han havde deltaget i forsøg på at lokke adskillige forskellige Grindr-brugere til at mødes med gruppen.
En række skærpende forhold
Retten lagde ved sin straffastsættelsen på tre år og seks måneder i skærpende retning vægt på forholdenes karakter og betydelige grovhed.
Herunder, at forholdene var planlagt og begået af flere i forening; at gerningerne hel eller delvis havde baggrund i andres seksuelle orientering.
Ligeledes at gerningerne havde ydmygende karakter, ligesom retten lagde vægt på de forurettedes skader, herunder af psykisk karakter.
En række formildende forhold
Retten har i formildende retning lagt vægt på, at tiltalte var 17 år på gerningstidspunkternet,samt at han har gode personlige forhold.
Desuden har retten taget i betragtning, at sagen er afgjort som en tilståelsessag, hvor tiltalte har afgivet fuld forklaring og dertil også har afgivet forklaring om de øvrige involverede gerningsmænd.
Ligeledes har retten har lagt vægt på tiltaltes mindre fremtrædende rolle, ligesom tiltalte var årsag til, at nogle af de øvrige tiltalte blev en del af den gruppe, der nu skal retsforfølges.
Den 18-årige tog betænkningstid med hensyn til anke.
Det ser sort ud – hårde domme venter de øvrige tiltalte
I betragtning af, at den 18-årige mand blev idømt tre år og seks måneders fængsel på trods af en række afgørende formildende omstændigheder, ser fremtiden sort ud for de øvrige tiltalte i sagen.
De har ikke medvirket til sagens opklaring og kan formentlig se frem til et helt andet strafniveau.
Deres sager vil komme på i løbet af efteråret, hvor Retten i Helsingør i perioden 11. september – 30. oktober 2025 har berammet dem som en domsmandssag.
Kilde til denne artikel:
https://www.domstol.dk/helsingoer/aktuelt/2025/7/dom-i-en-af-de-saakaldte-paedofil-hunter-sager/