Israel har under krigen Operation Rising Lion, begyndende 13. juni 2025 i hvert fald gang i mindst 3 positive ting set ud fra Israels kortvarige såvel som langsigtede vitale nationale interesser og det bevirker mindst 2 mere usikre, måske negative bivirkninger:
(1) Israel vil omforme Mellemøsten med henblik på at gøre Abraham-aftalerne til kernen i en langvarig fred med så mange af regionens stater som muligt i tillæg til den allerede eksisterende fred med Egypten og Jordan. Kernen skal udgøres primært af Saudi-Arabien og Golfstaterne.
(2) Israel har med Netanyahu delvis opgivet den hidtil tænkning om fred. Den hvilede på Sikkerhedsrådsresolutionen SCR 242 af 22. november 1967 (Resolution 242 (1967) /). Den blev vedtaget efter Israels sejr i 6-dagskrigen 5. juni – 10. juni. Den blev genbekræftet med SCR 338 af 22.oktobber 1973 efter Yom Kippurkrigen 6. ok-tober – 25. oktober 1973. Tankegangen bag formuleringerne i SCR 242 – der i øv-rigt blev vedtaget enstemmigt af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer og derfor må an-ses for folkeretligt forpligtende – tog udgangspunkt i Israels erobringer under seks-dageskrigen, der bestod af: Sinaihalvøen og Gazastriben fra Egypten, Golanhøj-derne fra Syrien, Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan (https://en.wikipe-dia.org/wiki/Six-Day_War). Iflg. SCR 242 skulle Israel afgive erobret territorium til gengæld for fred, men SCR 242 siger intet om, hvor meget territorium og med hvem, det skulle blive et forhandlingsresultat, men det var underforstået i SCR 242, at freden skulle sluttes med den stat, som Israel havde erobret territorium fra, som modydelse for fred med den pågældende stat. Det har resulteret i fred med Egyp-ten, som fik Sinaihalvøen tilbage, men Egypten ville ikke have Gazastriben, som de hævdede ikke udgjorde en del af Egypten, og med Jordan. I det sidste tilfælde var sagen dog ekstrakompliceret, idet Jordan ikke bare selv i strid med FNs delingsre-solution af 29. november 1947 (United Nations Partition Plan for Palestine – Wikipedia) havde erobret Vestbredden i krigen 1949, men også kort efter, i 1950, annekte-ret Vestbredden og Østjerusalem. Jordan opgav først Vestbredden og Østjerusalem 1988 i forbindelse med de forhandlinger, der ledte frem til Oslo I Aftalen i 1993 (Oslo I Accord – Wikipedia) og Oslo II i 1995 (Oslo II Accord – Wikipedia). Ved Oslo I indvilgede Israel i gradvis over en 5 års periode at trække sig militært ud af Gaza og Vestbredden til PA, men politisk beholdt Israel kontrollen over udenrigs- og sikker-hedspolitikken, PLO anerkendte Israels ret til at eksistere og frasagde sig terroris-men, ligesom Israel anerkendte, at PLO var den retmæssige repræsentant for det palæstinensiske folk. I 1994 påbegyndte Israel en gradvis overdragelse af rege-ringsmyndigheden over Gaza til den ved Oslo I oprettede Palestinian Authority (PA), hvis politi skulle sikre ro og orden over områder og befolkning under PA’s myndig-hed. Valg til PLC, den palæstinske lovgivende forsamling, og til præsidentembedet for PA, blev holdt i 1996. Yassir Arafat, formand for PLO, blev valgt til præsident for PA, en post han havde indtil sin død i 2004. Han blev efterfulgt af premierminister Mahmud Abbas. I september 2005 var den israelske militære tilbagetrækning fær-dig og PA overtog nu helt kontrollen over områderne og befolkningen under deres myndighed, og der blev afholdt valg til PLC i januar 2006. Her vandt Hamas over Fatah og i Gazastriben udbrød der borgerkrig mellem PA og Hamas, der fra nu af oprettede sit terrorvælde over Gazastriben, og fordrev PA fra Gazastriben. Fra nu af sad Hamas på magten i Gazastriben, mens PA og Mahmud Abbas havde magten på Vestbredden. Formlen ”land for fred” og SCR 242 døde i virkeligheden med val-get til PLC i januar 2006. SCR 242 hvilede på, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne forgik på statsplanet mellem 2 stater, den allerede etablerede su-veræne stat Israel og en kommende palæstinensisk, suveræn stat med kerne i PA. Med Hamas og dets konsorter Hizbollah og Iran og andre, der slutter op om Hamas, forandredes Israels primære modstander sig fra at være en kommende stat til at være en terrororganisation, der iflg sin pagt (covenant) fra 1988 har som mål at udrydde Israel og jøderne. Det er den situation, som Israel reagerer på efter det uprovokerede angreb ind over Israels grænsehegn til Gazastriben om morgenen 7. oktober 2023 og som Israel indtil videre har haft succes med at kæmpe sig ud af. At fortsætte med at holde en to-statsløsning frem som udgangspunkt for fred mellem Israel og dets naboer, sådan som EU og Norge gør, er helt absurd og nok et udtryk for EU’s og andres hyperlegalisme som virkelighedsfjernt mandarinsprog. Ret beset er det faktisk Israel, der med sit svar på Hamas angreb 7. oktober 2023, opretholder folkeretten omkring SCR 242 og Oslo-aftalerne, som Hamas helt bevidst torpede-rede med borgerkrigen mod PLO efter valget til PLC i januar 2006.
(3) Israel som regional hegemon. Det har længe stået klart for mig, at Benjamin Netanyahu efter Hamas og consorters angreb på Israel 7. oktober 2023, dels sigter på et opgør med, hvad Stephen John Stedman i 1997 (”SPOILER IN PEACE PROCES-SES” (International Security. Vol. 22, No.2, 1997, ss. 5 – 53) kaldte total spoilers i fredsprocesser, her spoiler af en Mellemøsten-fred, altså de grupper og personer, der under ingen omstændeligheder vil gå med på en fred, dels at placere Israel i Mellemøsten analogt til måden USA placerede sig i verden ved afslutningen af VK II (se https://denkorteavis.dk/2024/et-frit-palaestine-i-irans-grand-strategy-et-tankeek-speriment/). Det vil sige at placere Israel som en lokal hegemon over Mellemøsten, hvilket vil sige, at Israel sigter på at være den, der samler og tilskynder så mange andre magter i området som muligt til at arbejde sammen med lokalhegemonen Israel og under dens ledelse om en Mellemøsten-fred i én eller anden forstand, som de samarbejde stater kan blive enige om. Den strategi var allerede godt på vej før Hamas-angrebet 7. oktober 2023 med de såkaldte Abraham-aftaler. Ja, faktisk var Hamas-angrebets formål, det ved vi i dag, at bremse denne udvikling i form af en kommende saudi-arabisk tilslutning til Abraham Aftalerne (Times of Israel, 18. 5. 2025 https://www.timesofisrael.com/hamas-document-shows-oct-7-attack-aimed-at-derailing-saudi-normalization-report/). De primære totale spoilers blandt ikke-stats-lige grupper var Hamas og Hizbollah og Islamisk Jihad, hvorimod det blandt stater var Mullah-Iran og Asads Syrien. Hamas og Hizbollah og consorter er nu sådan, som Stedman nævnte/anbefalede i sin artikel fra 1997, nedkæmpede. Asad er lige-ledes styrtet. Tilbage var/er Iran. Omvæltningen i Syrien og nedkæmpelsen af Ha-mas og Hizbollah fik Israel til 13.6. 2025 at udnytte denne svækkelse til at angribe Iran efter at FN’s Internationale Atom Energi Agentur IAEA i sin melding torsdag 12. juni til UNSCR om, at Iran hastigt havde akkumuleret højberiget uran, der kunne an-vendes til a-våben, ligesom det heller ikke kunne gøre troværdigt rede for de kon-staterede afvigelser fra deres forpligtigelser til at undlade en sådan berigelse (se gov2025-38.pdf). Iflg. Robert J. Reardon: Containing Iran. Strategies for Addressing the Iranian Nuclear Challenge. RAND, (208ss) September 2012, s. 54 (https://www.rand.org/pubs/monographs/MG1180.html) ser Iran ud til, vurderet ud fra dets adfærd, at ville berige uran 235 til så høj en renhedsgrad, at det mindsker den tid, det ville tage at bygge en bombe, til under 2 uger. Nogle eksperters vurde-ring efter IAEA-rapporten 12. 6. 2025 gik netop i retning af, at ud fra et lager på 400 kg 60 % beriget uran 235 kunne dette lager konverteres til 90 % beriget uran på mindre end 2 uger (se fx seniorforsker Bent Lauritzen, Institut for Fysik, DTU, i JP, https://jyllands-posten.dk/international/ECE18299833/usa-angreb-bestemte-anlaeg-i-iran-seniorforsker-forklarer-hvad-det-vil-sige-at-berige-uran/ ) inden modstanderne kunne nå at reagere effektivt. Da der skal 20-25 kg uran 235 til en bombe, er det til-strækkeligt til 9 – 12 bomber, Bent Lauritzen siger ca. 9. Det er tilstrækkeligt til at udslette Israel fra Jordens overflade. Denne udsigt fik Israel til øjeblikkeligt at slå til 13. 6. 2025. Almindeligvis interesserer man sig udelukkende for bomben, men det er mindst lige så vigtigt, at siden i hvert fald 2013 har Iran udviklet interkontinentale raketter, der, som vi har set under den nuværende krig, kan nå Israel. Det betyder, at truslen mod Israel kun er mindsket på kort sigt, men bestemt ikke på længere sigt! Både Irans uranberigelseskapacitet og dets arsenal af ballistiske raketter såvel som evnen til at fremstille både bombe og fremføringsmidler skal derfor også nød-vendigvis ødelægges. Folkeret eller ej, så er dette også i europæernes vitale national interesse, for så vidt europæerne overhovedet er i stand til at fatte, at de har vitale nationale interesser af mere grundlæggende karakter end folkeretten, nemlig egen overlevelse. Det er nok engang blevet tydeligt, at våbenkontrolaftaler ikke fun-gerer, når der er allermest brug for den. De fungerer kun, når der ikke er brug for den, som den brittisk-amerikanske strateg Colin S. Gray opgivende sagde for mange år siden. I den forbindelse var den tyske forbundskansler Fredrich Merz’ ord om, at Israel ”machte die Drecksarbeit für uns alle” {Israel gjorde det beskidte ar-bejde for os alle} (Macht Israel die „Drecksarbeit“?: Bundeskanzler Merz hat recht) befriende, i hvert fald for mig.
(4) ISRAELS SEJR OG REGIONAL USIKKERHED I
Jeg skal imidlertid ikke se videre på den aktuelle militære konflikt, som jeg ikke er i tvivl om at Israel vinder, men i stedet gætte på nogle langsigtede politiske konsekvenser for Mellemøsten som region.
Hvis Israel skal få mest muligt ud af krigene siden 7. oktober 2023 i retning af en eller anden form for fred mellem fleste stater i regionen, skal det lykkes Israel at skabe tillid blandt flertallet af de vigtigste stater i regionen. Israel skal være som en blomsterbinder, der binder staterne sammen på en måde, der sikrer, at alle staterne i buketten får konkrete fordele af politisk, herunder sikkerhedspolitisk og økonomisk art af samarbej-det under Israels hegemoniale ledelse. Her er det en umiddelbar og vigtig erfaring fra de andre staters side at vide, at Israel nok engang har slået fast, at Israel som stat er kommet for at blive, og at naboerne kan overbevises om, at de har mere at vinde ved at samarbejde med Israel end ved at bekrige det. Paradoksalt nok har Israels i den forbindelse brug for Mullah-Iran, da Iran ikke kun er en trussel mod Israel, men så sandelig også mod de sunni-muslimske stater med Saudi-Arabien i spidsen, en trussel som de ikke selv er i stand til at forsvare sig imod.
Derfor kan Trump have hjulpet Israel ved at forhindre et totalt iransk nederlag til Israel, men det er formentlig ikke den eneste amerikanske grund. At styrte mullaherne kunne meget vel resultere i en opløsning af Iran langs de mange etniske linjer og en dermed forbundet borgerkrig ville også være en åbenlys trussel mod den i forvejen vakkelvorne stabilitet i denne så ustabile region.
En sådan ustabilitet ville være en invitation til både tyrkisk, russisk, kinesisk og formentlig også indisk intervention. Som Geoffrey Kemp rammende betitlede sin bog, så har Østen bevæget sig mod Vest (THE EAST MOVES WEST (Brookings, 335ss, 2010)) siden i hvert fald år 2000. Sagt på en anden måde, så er mullahernes forbliven ved magten om end svækket også i Israels vitale, nationale interesser!
(5) ISRAELS SEJR OG REGIONAL USIKKERHED II
Det sidste forhold, jeg vil pege på, kan være, at Israel nu er blevet for stærk for både regionens magter og for Tyrkiet, Rusland og Kina. Israel har siden sin dannelse i 1948 besejret alle regionens magter, ikke bare én for én, men i alliance med hinanden og imod Israel. Eneste undtagelse var inden 13. juni 2025 Iran og Tyrkiet. Nu er kun Tyrkiet tilbage! Det gør Israel til den også i krigshenseende mest succesrige stat i regionen. Netop denne enestående styrke kan meget vel også blive dens store svaghed i forbindelse med Israels forsøg på at etablere sig som regional hegemon, der som en florist samler regionens vigtigste blomster/stater omkring sig (Nuno P. Moneiro: Theory of Unipolar Politics. CUP, 2014 (278ss.), ss. 47 – 73). Denne stilling kan også provokere både Tyrkiet og Kina og Rusland, ja endda Indien. Jeg skal dog lade denne problemstilling ligge!
29. juni 2025
Henning Duus
Tidligere lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole
Illustration fra denne video: