Mellemøstens mest brutale og undertrykkende militærdiktatur er slut – efter 54 år. I disse intense timer håber jeg på det bedste for folk i mit fødeland. Men jeg er samtidig bekymret. Oprørerne er en samling islamistiske grupper støttet af Tyrkiets Erdogan. Lyt blot til deres sejrsslagord ”Takfir”, som er klokkeklart islamistisk.
Assads fly fløj fra Damaskus sent i nat. Siden er han ikke blevet set. Der spekuleres i, at han muligvis befinder sig på den russiske militærbase ved den syriske kyst Tartus, muligvis på vej til Rusland eller Emiraterne.
Mellemøstens mest brutale og undertrykkende militærdiktatur er dermed slut – efter 54 år.
Ingen havde set det komme. Og hvad mere er: Ingen ved, hvad der kommer til at ske nu.
Bashar al-Assad var en brutal og blodig diktator, som sin far. Han udførte hundredvis af ulovlige angreb med giftgas og andre kemiske våben mod oprørere og civile.
De syriske fængsler er nogle af de værste i verden. Saydnaia-fængslet giver enhver syrer kuldegysninger og kvalme.
Israels nedkæmpning af Hizbollah banede vejen
Fint at Syrien nu er fri for diktatur. Fint også, at imamernes Iran og deres militser i Syrien er væk. Det burde love godt for freden i Mellemøsten, da Iran som bekendt har haft en finger med i enhver konflikt i området og ihærdigt spændt ben for fred og normalisering.
Dette magtskifte var dog ikke sket, hvis ikke Israel havde stækket Hamas, Hizollah og deres sponsor, imamernes Iran.
Og det var heller ikke sket, hvis ikke Rusland, som har været militær storsponsor for Assads undertrykkende regime, ikke var i så dybe problemer i Ukraine, at de overlod deres syriske dukke-styre til sig selv.
Bekymring i Israel
Israel er bekymret over at islamister nu er så tæt på Golan-højderne og den israelske grænse. Efter sigende har Israel bombet kemiske laboratorier i Damaskus for at forhindre, at de falder i hænderne på de islamistiske oprørere.
Hverken Israel eller USA gjorde noget for at forhindre al-Assads fald. Selvom opørerenes leder er på terrorlisten i både USA og EU, fik Erdogan relativt frit spil til at bevæbne modstandstyrken i Idlib.
Samtidig med, at opørerne trængte ind i Damaskus mødtes USA’s kommende præsident Trump med Macron og Zelenskyj i Paris. Efter mødet udsendte Trump i nat et tweet om, at USA slet ikke skal blande sig.
Religiøse kræfter dominerer oprørerne
Selvom om Assad – en blodig diktator – er faldet, kan man tvivle på, om Syrien virkelig bliver frit. Det er meget svært at have tillid til alternativet, dem, der nu tager over.
Der er tale om en samling af islamistiske grupper støttet af Tyrkiets Erdogan. Lyt blot til deres sejrsslagord ”Takfir”, som er klokkeklart islamistisk.
De sekulære kræfter findes ganske vist, men kun blandt den politiske opposition, som bor i udlandet. De har ikke ret meget at skulle have sagt.
Mohammed Al-Julani, som leder oprørsstyrkerne er tidligere allieret med Islamisk Stat og Al-Qaeda, en mand der af USA betegnes som super-terrorist – USA har udlovet en dusør på 10 mio. usd, hvis han fanges. Det er den mand, der nu er den reelle leder i Syrien.
Godt nok har han ændret sit navn, fra jihadist-navnet ’Al-Julani’ til det rigtige navn, Ahmed Al Sharaa og forkortet sit fuldskæg.
Han har trimmet det fra islamist-fuldskæg til broderskabs-fuldskæg – der er nemlig forskel. Ikke desto mindre er det ret vildt at tænke på, at han nu er den reelle leder.
Intet er sikkert
Tiden må vise, om han mener det, når han siger, han er blevet moderat og forsonende, og lover at beskytte mindretallene.
Jeg har min alvorlige tvivl, men som andre håber jeg selvfølgelig på det bedste. Samme toner hørte vi i 1979, da en opposition bestående af blandt andre socialister, demokrater osv. allierede sig med Khomeini.
Khomeini sagde dengang: Der er skal være plads til alle. Efter at han havde sat sig på magten, blev de imidlertid alle fjernet og elimineret.
Forsøger at undgå kaos
Oprørerne siger, at deres mål ikke er et regime-skifte og vælte institutionerne, men et præsident-skifte. At Assad og cirklen omkring Assad skal væk. De har sagt ok til, at Assads nuværende statsminister kan fortsætte og at regeringen kan fortsætte.
Institutionerne kører med andre ord videre, men regimets top er væk. Man vil ikke risikere samme som sket i Irak efter Saddam Hussein blev fjernet. Faktisk smart træk af oprørerne. De må have fået fin rådgivning af Erdogan og hans rådgivere.
På vej mod en ny orden
Selv er jeg, som mange andre, overrasket over, hvor stærkt det er gået. Så sent som i sidste uge troede jeg Assad ville overleve. Ingen havde set det komme. Iran og Rusland kunne som ventet ikke beskytte Assad. Hvilket viser hvor svækkede Iran og Rusland er.
Iran og Rusland, som vi kender dem i dag, er slet og ret færdige. Hvem ved, måske er vi på vej mod en ny verdensorden. I hvert fald er vi tydeligvis på vej mod en ny Mellemøsten-orden.
Et land som Saudi-Arabien holder skarpt øje med Khomeini-aksens kollaps, Israels genrejsning samt Trumps tilbagevenden. Herfra har man kun ét ønske: At Mellemøsten bevæger sig væk fra organiseret Shia-terrorisme. Og starter omfattende normalisering med Israel.
Hvordan man end vender og drejer det, er én ting sikker: Tyrkiet har givet Rusland og Iran et kæmpe nederlag i Syrien.
Glad på min families vegne
Personligt er jeg glad og lykkelig på min syriske families vegne over, at de nu er fri for et diktatur, der har varet i 54 år. Jeg har været i kontakt med dem. De er lykkelige. Nu kan de vende hjem til deres hjemegn, Barzeh, som hidtil har været kontrolleret af iranske militser.
De mange millioner syriske flygtninge rundt i verden og især i Tyrkiet siger, at de nu vender hjem.
Det er fuldt forståeligt. Men jeg er på samme tid foruroliget ved tanken om, at Syrien nu skal udvikle sig til en islamistisk sharia-stat. Hvilket vil være uhyre skidt for de syriske mindretal.
Syrien består som bekendt af mindst 25 etniske og religiøse grupper, bl.a. kristne, druzere, alawiier osv. Lad os håbe, de bliver beskyttet og ikke udsættes for forfølgelser og hævn.
I disse intense timer håber jeg på det bedste for folk i mit fødeland. Men jeg er bekymret over, hvad fremtiden kan bringe – efter de kommende ‘festdage’.
