Den Korte Avis | Sygefraværet blandt kommunale pædagoger er rystende højt – og det vokser

Den Korte Avis | Sygefraværet blandt kommunale pædagoger er rystende højt – og det vokser


CEPOS har undersøgt sygefraværet blandt pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter. Analysen viser, at sygefraværet blandt pædagoger er vokset fra i gennemsnit 14,2 dage i 2020, til 18,6 dage i corona-året 2022 og til 16,9 dage i 2023.

 

Tendensen til stigende sygefravær ses også mere generelt. I 2019 var de kommunalt ansatte i gennemsnit syge 12,1 dage, mens det tal var vokset til 14,8 dage i 2023.

 

“Pædagogfaget er særligt i forhold til at blive udsat for smitte. Men det er bemærkelsesværdigt, at der er så stor forskel på pædagogernes sygefravær i de forskellige kommuner og i forhold til privatansatte pædagoger og lærere, der i snit havde 11 sygedage om året ifølge de seneste tal fra 2022. Det rammer forældre og børn, når sygefraværet er højt. Samtidig ved vi, at højt sygefravær ofte hænger sammen med dårlig ledelse,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

 

Karsten Bo Larsen peger på, at fx kommuner som Ishøj, Lolland, Faxe og Gladsaxe med højt sygefravær blandt pædagoger kunne lære af kommuner som Lemvig, Skive, Hjørring, Viborg og Randers med lavere sygefravær. Analysen viser også, at samfundet kunne spare 2.050 pædagogstillinger svarende til 834 millioner kroner, hvis alle pædagoger havde lige så lavt sygefravær som i Lemvig.

 

“Vi har fulgt sygefraværet i det offentlige i mange år, og det er steget. Der er plejehjem og andre institutioner, der knækker koden til en løsning. Men det kræver en langsigtet og konstant indsats,” siger Karsten Bo Larsen.

 

Antal sygedage pr. pædagog mm. i årene 2019-20

 

Resumé

Det gennemsnitlige sygefravær for pædagoger m.fl. i kommunerne var i 2023 på 16,9 dage pr. fuldtidsbeskæftiget. I årene 2017-2020 var sygefraværet på 13,8 dage, mens det steg til 15,6 i 2021, 18,6 i 2022 og faldt igen til 16,9 i 2023. Der er således tale om en stor stigning i sygefraværet i 2021 til 2023 sammenlignet med tidligere år.

 

  • Der er store forskelle mellem kommunerne. Kommunerne med det laveste sygefravær havde et fravær mellem 10 og 13 dage pr. fuldtidsmedarbejder, mens kommunerne med det højeste sygefravær havde et fravær mellem 20 og 22 dage pr. fuldtidsbeskæftiget.
  • De fem kommuner med det laveste sygefravær var Lemvig, Skive, Hjørring, Viborg og Randers. De fem kommuner med det højeste sygefravær var Ishøj, Lolland, Faxe, Gladsaxe og Assens.
  • Privatansatte lærere og pædagoger havde i 2022 (de seneste år hvor der er officiel statistik) et sygefravær på 11,0 dage sygedage. De kommunalt ansatte pædagoger havde i 2022 et sygefravær på ca. 7,6 sygedage mere end de privatansatte.

 

Samlet er der et besparelsespotentiale på 2.050 fuldtidsbeskæftigede (svarende til 834,6 mio. kr.), hvis alle kommunerne kom på niveau med kommunen (eksklusive ø-kommuner) med det laveste sygefravær. Tilsvarende er besparelsespotentialet 1.853 fuldtidsbeskæftigede (svarende til 754,6 mio. kr.), hvis alle kommunerne reducerede sygefraværet til det gennemsnitlige niveau for privatansatte indenfor undervisning og pædagogisk arbejde.

CEPOS





Source link