Af Aia Fog, cand. Jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
De fleste vil huske det såkaldte Southport attentat sidste sommer i England, hvor den 17-årige islamist, Axel Rudakubana, knivdræbte 3 små piger og sårede yderligere 6 personer ved et dansearrangement i byen Southport. Attentatet var som benzin på et bål, der i de følgende dage og uger antændte en bølge af optøjer og protester hen over UK, der både bestod i relativt fredelige demonstrationer, men som i tiltagende grad udartede sig voldeligt med angreb på biler og bygninger – og aggressioner mod politiet, der i flere tilfælde ikke kunne dæmme op for urolighederne.
For os i Trykkefrihedsselskabet, der har fulgt udviklingen i England tæt i årevis, var det tydeligt, at Southport-attentatet var en udløsende faktor for de tiltagende spændinger i det engelske samfund, der er vokset de seneste årtier som følge af de negative konsekvenser af befolkningsudskiftningen. Derfor var det også dybt frustrerende at opleve Keir Starmers håndtering af urolighederne: ikke nok med, at han længe forsøgte at skjule, at attentatmanden var islamist og at der reelt var tale om et terrorangreb, Starmer havde også travlt med at skyde skylden for urolighederne på ”højreekstreme bøller”: ikke mindst Tommy Robinson, som trods den omstændighed, at han med det samme opfordrede til at bevare roen, undgå vold og begrænse sig til fredelige protester, blev beskyldt for at være slags koordinator og ansvarlig for urolighederne.
Dermed slog Starmer i første omgang 2 fluer med ét smæk, fordi den vrede mod magthavernes manglende vilje til at sætte ind over for den muslimske indvandring og dens pres på det engelske samfund, som også blev artikuleret af demonstranterne – blev affejet som misinformation spredt på de sociale medier af grupper af højreekstreme.
Southport-attentatet og de uroligheder, der fulgte var på lange stræk en kærkommen lejlighed for Keir Starmer til at undgå at adressere de grundlæggende problemer i det engelske samfund, som han selv og hans parti bærer et stort ansvar for og reducere ansvaret for urolighederne til ”bander af voldsparate bøller (…) drevet af højre-ekstremistisk had (…) som flytter sig fra lokalsamfund til lokalsamfund”, som Starmer så malende udtrykte det på et pressemøde få dage inde i urolighederne. Og han fremturede: ”De højreekstreme viser deres sande ansigt (…) dette er koordineret, det er overlagt, det er ikke en protest: det er en gruppe enkeltstående individer, som er fuldstændig voldsparate”
Nu punkterer en rapport udarbejdet af His Majesty’s Inspectorate of Constabulary and Fire & Rescue Services, der har det lovpligtige ansvar for inspektion af de britiske politistyrker, fuldstændig Keir Starmers påstande og fastslår entydigt, hvad de fleste vidste i forvejen: at det IKKE var grupper af voldsparate højreradikale, der stod bag sommerens uroligheder. Det hedder således i rapportens indledning:
”I forbindelse med vores inspektion fandt vi ingen afgørende eller overbevisende beviser for, at uolighederne i 2024 var bevidst overlagt og koordineret af nogen specifik gruppe eller netværk. De fleste af de mennesker, der deltog i urolighederne, var lokale. Før urolighederne i 2024 var mange af dem ikke tidligere dømt for lovovertrædelser relateret til uroligheder. Politiet anholdt 147 børn, nogle helt ned til 11 år. Den ældste person, der blev anholdt og dømt for overfald, var en mand på 81 år. Begivenhederne, der førte til deres anholdelser, involverede primært offentlige udtryk for utilfredshed online og på gaderne i britiske byer. Det var mordene på tre unge piger i Southport, der udløste disse begivenheder. Men de udviklede sig til udbredt og ofte alvorlig uro på grund af mange andre komplekse faktorer.”
Rapportens konklusioner får dermed den sideeffekt, at den indirekte placerer et ansvar for en væsentlig del af urolighedernes voldsomhed hos Keir Starmer selv: i sin iver efter at udhænge højreekstreme bander som ophavsmænd, fik han opildnet bander af voldsparate muslimer, der gik voldeligt og hærgende ”til modangreb” på pubber, demonstranter og politi med stor skade til følge. Starmer har altså gjort sig skyldig i udbredelse af misinformation, hvilket ifølge Toby Young fra Free Speech Union kan indbringe op til 2 års fængsel. Selvsamme Toby Young udtalte overraskende til GB News: ”…at det efterhånden er blevet en tommelfingerregel, at hvis nogen i en magthaverposition, især på den progressive venstrefløj, anklager højreekstreme for at sprede misinformation – så er det i virkeligheden en slags projektion”.
Det kan den såkaldt progressive venstrefløj indtil videre slippe af sted med, for ingen anser det for sandsynligt, at Keir Starmer vil blive stillet til ansvar for sin misinformation og konsekvenserne af den. Til sammenligning afsoner Tommy Robinson på 6. måned i isolation den fængselsstraf han blev idømt sidste år for i dokumentaren Silenced at eksponere sandheden om myndighedernes svigt og korruption. Men det sagde Toby Young ikke noget om til GB News…