Søren Krarup er død uden at det rigtig er blevet bragt i erindring, hvor banebrydende præsten fra Seem har været. Han havde som en af de eneste modet til på kristendommens vegne at træde op mod hykleriske præster og den kulturradikale elite, når de i fællesskab bekendte sig til, at humanismens golde og overspændte næstebegreb skal danne norm for landets flygtningepolitik.
For Krarup var næsten ens nærmeste, dem man mødte på ens vej igennem livet, og hvor han så i mødet blev smerteligt bevidst om, at man som menneske ikke hverken kunne eller ville opfylde kravet om, at man skal elske næsten som sig selv. Og det er så dommen over os: vi vil vores eget. Og derfor må vi have Guds hjælp til at opfylde det påbudte.
For Krarup var kravet om næstekærlighedens uopfyldelighed således det, der skulle føre mennesket til Gud, det var et budskab henvendt til den enkelte om, at Gudsforholdet aldrig kunne komme i orden, hvis man kun evnede at forlade sig på sig selv.
Krarup havde ingen forståelse for kulturelitens og deres medløbende præsters idealiserede og abstrakte næstebegreb, hvis højspændte og ideale krav ligestillede alle mennesker i hele verden.
Forræderiet
Men denne pervertering af næstebegrebet gjorde mange præster og den selvforgabte kulturradikale elite sig iflg Krarup skyldige i. For dem var og er næsten alle mennesker, og dem skal man så, om man nu er kristen eller ej, elske frem for en selv. Når dette sker vil det sekulære Tusindårsrige med fuldstændig lighed og retfærdighed indfinde sig.
Disse højspændte idealer har ingen gang på jord, for det kan ingen realisere. Præster, der mod bedre vidende alligevel fortaber sig i hede drømme om dette flade og banale humanistiske budskab, burde iflg Krarup betale deres skolepenge tilbage. Men ikke desto mindre har disse dybe idealiseringer redet os de sidste hundrede år, hvor vi via Folkeforbundet, FN og den næstekærligheds forgabte sekulære igen og igen er blevet skoset for, at vi end ikke kan realisere Biblens kærlighedsbud.
Krarups storhed
Og her var Krarup et fyrtårn af klarhed og nøgternhed. Selvfølgelig kan man ikke realisere en næstekærlig flygtningepolitik. Det tager sig godt ud som parole, og man føler sig så godt tilpas og bliver så glad for sig selv, når man stolt kan deklamere, at man i modsætning til alle de selviske uformående er fuldgyldigt medlem af de ekstremt godes selvglade selskab.
Krarup oplevede det med de hyklerisk selvglade præster, der i Enghave Kirke brød loven og husede flygtninge, fordi de mente, at de som præster mere end andre var forpligtede på buddet om næstekærlighed. Det var kvalmende. Men kvalmende er det også i dag at blive revet i næsen, at kristendommens budskab til os er, at flygtninge, der kommer til vort land, er vores næste i en bibelsk forstand. Det er sådan noget sludder. Næsten i en bibelsk forstand er dem, som vi vores hverdag svigter pga vores selviskhed. Flygtningepolitik lader sig ikke forstå og praktisere udfra Biblens krav om, at du skal elske din næste som dig selv. Det er et politisk spørgsmål, som Biblen ikke giver noget svar på.
Svend Lindhardt