Onsdag aften blev der holdt Ramadanmiddag på Københavns Rådhus. Det var muslimen Özlem Cekics forening Brobyggere, der havde taget initiativet. Venstres rådmand Jens-Kristian Lütken havde sikret, at det kunne foregå på Københavns Rådhus.
Det var første gang der blev holdt Ramadanmiddag på et dansk rådhus.
Özlem Cekic har tidligere fået mulighed for at holde Ramadanmiddag i Folketinget, men det blev stoppet efter kritik.
Der har også været omfattende kritik af Ramadanmiddagen å Københavns Rådhus.
Özlem Cekic har som svar sammenlignet Ramadanmiddagen med en dansk julefrokost. Og Jens-Kristian Lütken har svaret de kritikere, der kalder det et knæfald for islam:
“Jeg mener tværtimod, at middagen er et stærkt billede på noget meget dansk – nemlig evnen til at mødes på tværs af forskelle og styrke sammenhængskraften i vores samfund.” (Berlingske)
Men Ramadan er noget ganske andet end en julefrokost.
Under Ramadanen skal muslimer faste fra solopgang til solnedgang i en hel måned.
Det er hårdt for mange mennesker. Og det er særlig hårdt for de børn, der deltager i fasten.
Det kan gå hårdt ud over deres skolegang og over skolen i det hele taget.
En del børn og voksne faster, fordi de er underlagt pres og social kontrol. Du er ikke en rigtig muslim, hvis du ikke faster, får de at vide af fundamentalistiske muslimer.
Flere skolelærere har advaret mod, at lade skoleelever faster. en af dem er den tidligere skoleleder på Rådmandsgade Skole, Lise Egholm.
Nu er der igen Ramadan og der er igen voksne og børn, der bliver presset til at faste.
Har initiativtagerne til Ramadanmiddagen på Købehavns Rådhus tænkt over, at de kan blive en indirekte støtte til dette pres?
De kan lytte til en af de lærere, der igen advarer om konsekvenserne af skoleelever, der faster.
Skolelærer advarer
Det er Ada M. Hipp, der har skrevet en beretning fra sin hverdag som lærer på en skole i Berlin med mange muslimske elever.
Ada kom fra en skole hvor der kun var ét muslimsk barn.
Men så flyttede hun til en skole i det indvandrertætte bydel Neukölln i Berlin.
Her oplevede hun hvor kæmpestort et problem det er, når mange muslimske elever deltager i fasten under Ramadanen.
Det fortæller hun om i et indlæg om Ramadanen i Berliner Zeitung.
På skolen i Neukölln oplevede Ada A, hvor meget det påvirker hele skolen og undervisningen, at mange muslimske elever fastede hele dagen i en hel måned.
Faste under ramadanen fyldte meget for eleverne og blev diskuteret i klasseværelset og i timerne.
Lærerne talte sammen om, at de muslimske børn var trætte. De deltog ikke i sport, og ofte forsøgte de at undgå prøver eller klassearbejde.
Der er også muslimske lærere, der faster. Det var ubehageligt, fordi de kunne se bebrejdende på de kolleger, der spiser og drikker, mens de er tilstede.
Fasten forstyrrer undervisningen i en hel måned. Det blev oplevet på forskellig vis.
En lærer blev af sin klasse bedt om ikke at tale for højt, da de var for trætte og for sultne til at arbejde og udføre opgaverne. En del fastende elever vil gerne sendes hjem i løbet af skoledagen, da de ikke kan komme igennem dagen uden mad og drikke. Hvis lærerne nægter, reagerer de nogle gange irriteret, aggressivt og fornærmet. De bliver personlige og kræver, at du sætter dig ind i deres situation, skriver Ada i sit indlæg.
Nogle gange går det endda så vidt, at elever, der ikke er muslimer, også faster.
Det er blandt andet gruppepres, der kan få ikke-muslimske elever til også at holde op med at spise og drikke i løbet af skoledagen. Det rammer især de yngre klasser.
Resultatet er, at de bliver mere og mere ufokuserede, klynkende og aggressive. De forstyrrer undervisningen og reagerer uhensigtsmæssigt og vredt på arbejdsinstruktioner.
Fasten fører også til social kontrol.
I nogle tilfælde tjekker fastende elever hinanden for at se, om nogen i hemmelighed drikker eller spiser noget. Dette er især mærkbart hos drenge. Nogle af dem fungerer som fastens vogtere. Der har endda været tilfælde, hvor de har truet med at fortælle andre om det, såsom deres fætter eller storebror, skriver Ada.
Hvis lærerne blander sig, bliver de afvist: Faste er en privat sag.
Det er korrekt. Men det holder op med at være en privat sag, når det påvirker undervisningen, betyder at elever bliver væk fra undervisningen og skaber en dårlig stemning, hvor elever kommer under pres.
Især elever i tiendeklasser bliver væk fra undervisningen under fasten. En kollega havde for nylig kun to elever i klasseværelset i de første to skoletimer, alle andre blev hjemme, skriver Ada.
Det er særlig slemt, fordi de skal forberede sig til den afsluttende eksamen. De kan ikke forberede sig om dagen, hvor de er sultne og om aftenen skal de spise og drikke.
Nogle forældre er imod, at deres børn faster. Men nogle elever gør det alligevel af frygt for at blive mobbet.
Andre forældre anbefaler, at deres børn prøver at faste i et par dage. Også her forsøger andre børn, hvis de får nys om det, at overtale dem til at faste hele dagen.
Kun dem, der kan gøre det uden afbrydelse, er sande muslimer, siger de.
Emnet faste er derfor allestedsnærværende på skolen under ramadanen. Selv lærerværelset er ikke frit for det.
Nogle lærere faster ikke i arbejdstiden, det er simpelthen for anstrengende for dem. Ifølge troen er arbejdende troende ikke forpligtet til at faste i fastemåneden, siger de. alligevel kan de opleve at blive krydsforhørt af muslimske elever.
De muslimske elevers forældre er delt i to lejre:
Den ene del er relativt liberal i sin tilgang til emnet. De kræver stiller ikke at deres børn at faster, de tvinger dem ikke, og de bebrejder ikke deres børn, hvis de ikke formår at faste hele dagen. Det er vigtigt for dem, at deres børn har energi nok, og de forventer ikke, at lærerne ændrer på den måden, de arbejder på, bare fordi barnet faster.
Den anden lejr omfatter forældre, der går ud fra, at deres barn under alle omstændigheder vil faste, stå det igennem uden at klage. Det er en del af livet at faste en gang om året. Disse forældre forventer, at deres børn opnår de samme faglige resultater, som de gør uden for fasten, selvom det ikke er så nemt.
Efter fire uger vender hverdagen tilbage til vores klasseværelser. Fastemåneden slutter med en fest. På denne dag er skolen næsten tom. De muslimske elever får en fridag. Ud over lærerne, viceværten og sekretæren er der kun 2-3 elever til stede i hver klasse, altså børn, der ikke er muslimske.
Ada M. Hipp, født i 1968, bor med sin familie i Berlin. Hun har arbejdet i Berlins skolesystem siden 1992. Forfatteren bruger et pseudonym, det rigtige navn er kendt af redaktionen, skriver avisen.