Hvis de troede, at der ikke var grænsekontrol om natten ved tysklandsfærgens ankom til Rødbyhavn, tog de grueligt fejl.
Det fandt to mænd ud af, da den ene, en 34-årig udenlandsk mand, blev kontrolleret ved færgens ankomst til Danmark natten til fredag.
Kontrollen afslørede, at den 34-årige udlænding havde godt 301 gram methamfetamin i sin bagage.
Dertil kommer et større, kontant beløb i euro.
Den 34-årig blev anholdt klokken 0.23 og sigtet for smugling af narkotika.
Ventende medskyldig anholdt på parkeringspladsen
Kort efter anholdt politiet en 47-årig mand fra Køge, som holdt i en ventende bil ved færgelejet.
Han havde flere gange ringet til den 34-åriges telefon, og blev også sigtet for smugling.
Begge mænd afhøres nu af politiets udlændingekontrolafdeling, og det overvejes, om den ene eller de begge skal fremstilles i grundlovsforhør.