Man må j nok sige, at tider skifter, og sæder mildnes. For en lille menneskealder siden havde jeg en socialdemokratisk byrådskollega, der kunne et væld af nedsættende gloser omkring de folk, der fik fortjenstmedaljer udleveret. Især dem fra Kongehuset.
Anti-royalister
Nu var den pågældende hverken til Gud, Konge eller Fædreland, og kendt for at være hverken royalist, kapitalist eller medlem af folkekirken. Det sidste er han dog blevet på sine gamle dage, eftersom det er en ret bekosteligt affære at skulle erhverve sin sidste parcel på kirkegården, hvis man ikke er medlem.
Omvendelse
Først for nylig er det blevet ’comme il faut’ at få kongelige ordener for socialdemokrater. Og selveste statsministeren lagde for med de nymodens løjer. Til stor fortrydelse for de allernyeste generationer i Socialdemokratisk Ungdom, der ikke sparer på superlativerne i anledningen. Lidt medhold får de dog fra Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun udtaler, at hun nok selv, som ung, ville have hævet både øjenbryn og de røde faner højere op i luften. Men dengang var hun jo også Bz’er og medlem af Enhedslisten.
Kongevenskab
Det er vist ingen hemmelighed, at kong Frederik X har det fint med Mette Frederiksen. Så hun blev jo fristet over evne af et tilbudte Ridderkors. De skal jo i omløb. Selv Elefantordenen kan blive placeret i Ægypten, uden at man derfor kan tale om inflation i fortjenesterne. Og endnu findes partikammerater, der ikke ønsker medaljer. En af de Sidste dages Hellige er Justitsminister Peter Hummelgaard, og hvad årsagen til hans nej tak, vides ikke. Måske har den pæne mand ikke følt sig fortjent dertil, selvom han i sin seneste bog afslører, at han altid gør sit bedste. Derimod takker Jeppe Buus for Dannebrogordenen.
Politisk set
Andre tager med glæde imod Kongehusets udnævnelse til kommandører af Dannebrogordenen. F.eks. to tidligere ministre: Mogens Jensen og Benny Engelbrecht, der endda er så glade, at de deler glæden, æren og årsagerne på LinkedIn. Mogens Jensen takker de vælgere i det midtjyske, som valgte ham til at gøre Danmark bedre, og Benny Engelbrecht oplyser, at han længe var fortaler for, at hans parti skulle normalisere synet på ordener, så man selv kunne tage stilling til, om man ville modtage dem eller ej.
Norges Pinafore-admiral
I Norge levede Jens Zetlitz i forrige århundrede. Han var både præst og digter, og skrev salmer, lyriske digte og muntre viser, og fik tilnavnet: ”Glædens muntre sanger”. Han skrev en selskabssang, der randt mig i hu i anledning af den nye trend i landets største parti. Og uden sammenligninger lyder vers 1:
”At slyngler hæves til ærens top,
at smiger mæskes, og sandhed tigger;
at rige sluger den arme op,
og dyden nøgen på gaden ligger,
at bånd og stjerner og tomme hjerner
forenes ofte, ja mer’ end gerne,
det ser man tit, det ser man tit.”