To medarbejdere på Hvidovre Hospital blev sidste forår udsat for kvælertag af patient, der var påvirket af stoffer.
En cheflæge på Herlev og Gentofte Hospital har fortalt, at sygeplejersker er blevet truet med knive, og patienter smider rundt med stole. (Berlingske)
På ét år har der været 800 tilfælde af vold og trusler mod sygeplejersker, læger og andre medarbejdere på hospitalerne i hovedstaden. Nu skal der bruges næsten 50 millioner om året på en stribe tiltag, blandt andet faste vagter på tre af de store hospitaler, for at skabe tryghed. (Berlingske)
Men det er ikke nok til at løse problemet, siger den socialdemokratiske udlændingeminister Rasmus Stoklund. Han kommer i dag med et nyt opsigtsvækkende forslag.
De mennesker, der bliver dømt for vold mod sundhedspersonale, skal have en karantæne fra selv at få hjælp fra sundhedsvæsenet. Det siger Rasmus Stoklund til Berlingske.
Forslaget går altså ud på at give personer, der er dømt for vold, en karantæne. Når de har karantæne skal de ikke kunne få adgang til behandling i sundhedsvæsnet, medmindre de selv betaler for den. Karantænen skal kun omfatte ikke-akut behandling.
Forslaget indgår i et nyt udlændingepolitisk udspil fra Socialdemoratiet, der blev fremlagt på et pressemøde tirsdag formiddag. I udspillet er der ialt 18 punkter, som du kan læse her.
Det er bemærkelsesværdigt, at det er udlændingeministeren og ikke sundhedsministeren, der kommer med forslaget.
Det skyldes, at en stor del af volden bliver begået af mennesker med baggrund i ikkevestlige muslimske lande.
“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi desværre har set en overrepræsentation i voldskriminalitetsstatistikkerne blandt udlændinge med rødder i Stormellemøsten. Derfor er det klart min forventning, at nogle af dem, der vil blive ramt af det her, selvfølgelig også er folk med rødder i Stormellemøsten,” siger Rasmus Stoklund.
Det er uklart hvad, formålet er med forslaget.
Er formålet at få folk til at tænke sig om, så de ikke er voldelige overfor sundhedspersonalet? Er det en straf? Eller er formålet at få de voldelige personer til at holde sig væk fra sundhedssystemet?
I Lægeforeningen siger formand Camilla Rathcke, at forslaget ikke er noget, de i Lægeforeningen har »efterlyst«. (Berlingske)
Faktisk »aner« hun ikke, hvorfra S kunne få den idé, at det var noget, som hendes medlemmer kunne efterspørge.
»Jeg stiller mig fuldstændig uforstående over for, at man nu igen vil føre udlændingepolitik ind på sundhedsområdet. Vi er som læger sat i søen for at behandle folk, uanset hvad de er skabt af, hvad de indeholder, og hvem de i øvrigt er,« siger hun.
Desuden mener hun, at forslaget er i direkte strid med det lægeløfte, alle læger aflægger.
Det afviser Rasmus Stoklund.

