Den Korte Avis | Ros til Løkke fra islamist i Pakistan – landet, hvor de brænder kristne kirker og har dødsstraf for blasfemi

Den Korte Avis | Ros til Løkke fra islamist i Pakistan – landet, hvor de brænder kristne kirker og har dødsstraf for blasfemi


I Pakistan er der blandt landets islamister stor tilfredshed med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) ikke mindst justitsminister Peter Hummelgaard (S)

 

Deres Koranlov er ifølge islamisterne et skridt i den rigtige retning, og:

 

”Det er godt for Danmark,” lyder det.

 

Rosen kommer fra den fremtrædende pakistanske islamist, Asif Luqman Qazi fra partiet Jamaat-e -Islami, der i lighed med Hamas i Gaza er en slags pakistansk pendant til Det Muslimske Broderskab i Egypten.

 

Og han understreger, at det er:

 

”… vigtigt at lytte til ikke bare muslimers følelser, men til alle, der tror på en form for spiritualitet. Det er deres ret, at de ting, de tror på, skal beskyttes ved lov.”

 

”Af samme grund er danskerne nødt til at tænke over, hvilke værdier de ønsker at fremme i deres samfund,” lyder det fra Luqman Qazi, der arbejder for at indføre total sharia i hele Pakistan

 

Dødsstraf for blasfemi

I Pakistan er der dødsstraf for blasfemi, og det er med helhjertet støtte fra islamisten, der roser regeringens Koranlov og kalder den ”fornuftens stemme i Vesten og i Danmark.”

 

”Det er et påbud i vores tro, og jeg er selvfølgelig muslim, og jeg tror på troens påbud,” understreger Asif Luqman Quazi og fortsætter:

 

”Men der er selvfølgelig forskellige fortolkninger i forskellige lande. Der er ikke dødsstraf allevegne.”

 

Selvom ingen hidtil er blevet henrettet, er mindst 53 personer ifølge det arabiske medie Al jazeera i øjeblikket fængslet i Pakistan og anklaget for blasfemi.

 

Den pakistanske blasfemilov fastslår, at enhver:

 

”… nedsættende bemærkning med videre vedrørende den Hellige Profet enten talt eller skrevet, eller ved synlig fremstilling, eller ved enhver tilegnelse, insinuation eller antydning, direkte eller indirekte skal straffes med døden eller fængsel på livstid og skal desuden idømmes bøder.”

 

I alt er 26 kristne kirker brændt ned

Så sent som fredag den 18. august i år har en domstol i den pakistanske by Rawalpindi dødsdømt fire kristne for blasfemi.

 

”Blasfemi mod den hellige profet og vanhelligelse af den hellige Koran var afskyelige og utilgivelige forbrydelser. Gerningsmændene til disse forbrydelser fortjener ikke nogen indrømmelse eller mildhed,” hed det i dommen ifølge Al jazeera.

 

Tre dage forinden var en pøbel på omkring 150 mennesker onsdag den 16. august gået til angreb mod det kristne samfund i byen Faisalabad og nedbrændte kirker og boliger, efter at to kristne var blevet anklaget for blasfemi.

 

Det lokale politi forholdt sig passivt under angrebet, hvilket er normen overalt i Pakistan, når kristne menigheder bliver angrebet.

 

Ifølge mediet Christianity Today er i alt 26 kristne kirker blevet brændt ned i Pakistan, og hvor det især er i Punjab provinsen, kristenforfølgelserne er værst.

 

Over 86 myrdet efter blasfemibeskyldninger

Selvom ingen af de mange dødsdomme for blasfemi endnu er eksekveret, er snesevis af mennesker af samme grund blevet myrdet, og nogle endda før deres sag er kommet for retten.

 

”De er blandt andet blevet brændt ihjel, hængt af pøbel, skudt og dræbt i retssale og hacket ihjel i vejkanten,” skriver Al Jazeera.

 

Ifølge samme medie har dommere, der fører blasfemisager, rapporteret, at de står over for et pres for at afsige domme uanset beviserne, da de frygter vold, hvis de ikke gør det.

 

”Siden Punjabs guvernør, Saalman Taseer, i 2011 blev skudt og dræbt af sin livvagt på grund af en opfordring til at reformere blasfemilovene, har den almindelige debat om spørgsmålet været næsten umulig,” skriver Al Jazeera.

 

Og grunden er enkel: Det er forbundet med livsfare for så meget som blot at tænke på at pille ved den pakistanske blasfemiparagraf.

 

Hykleri for fuld udblæsning

Så når Asif Luqman Qazi i Berlingske roser den danske blasfemilov for at beskytte alle religiøse følelser uanset tro, er det hykleri for fuld udblæsning.

 

”Vi er ikke mod kritik af islam. Ethvert individ har ret til at kritisere en religion, at tro på den eller lade være. Denne ret nægter vi ingen.”

Lyder det altså fra manden, der er en yderligtgående islamist i et land, hvor kristne dømmes til døden og hvor kirker og kristne boliger brændes ned til grunden ved blot den mindste mistanke om kritik af islam eller bevægelsens hellige såkaldte profet.

 

Og hvor blasfemiparagraffen vel at mærke kun beskytter muslimer og bruges som påskud til forfølgelse af kristne og andre religiøse mindretal.

 

Med hatten i hånden og logrende hale

I en situation, hvor både nationale og internationale personligheder og organisationer står i kø med en sønderlemmende kritik af Koranloven, kan regeringen da i det mindste glæde sig over skulderklap fra islamister af værste skuffe.

 

Men meningen med Koranloven var jo sådan set også, at Danmark skulle stå med hatten i hånden og logre for den muslimske verden.

 

Og det er indtil videre blevet taget vel og nådigt imod i de muslimske taberlande, som Lars Løkke er så forhippet på, at Danmark skal alliere sig med.

 

Kilder til denne artikel:

https://www.berlingske.dk/opinion/pakistansk-islamist-skamroser-peter-hummelgaard-koranloven-er-et-skridt-i

 

https://www.aljazeera.com/news/2023/8/18/all-you-need-to-know-about-pakistans-blasphemy-law

 

https://www.wionews.com/south-asia/pakistan-four-men-sentenced-to-death-on-blasphemy-charges-details-inside-632779

 

https://www.christianitytoday.com/news/2023/august/pakistan-church-attack-blasphemy-tlp-faisalabad-jaranwala.html





Source link