Retten i Horsens har mandag afsagt dom i en sag om et råt overfald på en femtenårig dreng på Bankagerskolen i Horsens den 10. december sidste år.
De dømte er to 16-årige drenge, der var maskerede under overfaldet.
Den ene blev idømt ti måneders ubetinget fængsel samt tillægsforanstaltning om henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet for grov vold, forsøg på grov vold, trusler og overtrædelse af knivloven samt våbenbekendtgørelsen.
Den anden 16-årige blev idømt en ungdomssanktion.
Blev stukket i ryggen med en kniv og angrebet med peberspray
Under overfaldet i skolegården blev den 15-årige stukket i ryggen med en kniv og sprøjter i ansigtet med peberspray.
Ud over overfaldet var de to 16-årige også tiltalt for overtrædelse af knivloven og våbenloven, idet de var i besiddelse af en kniv samt en peberspray eller lignende.
Derudover var den ene af de to tiltalt for forsøg på grov vold på Fårupgårdvej i Jelling samt for trusler, der var sendt via Snapchat.
Hash og skunk
Den anden 16-årige var desuden tiltalt for besiddelse af cirka 23 gram hash samt cirka 83 gram skunk til eget brug på en adresse i Horsens.
Retten fandt de to skyldige i samtlige forhold og lagde angående episoden på skolen blandt andet til grund, at vidnerne var sikre og troværdige og gav en utvetydig genkendelse af de tiltalte.
Oplysningerne fra vidnerne var desuden støttet af oplysningerne fra politiets efterforskning.